Kampen om Kinas selvforståelse

I en ny antologi, Kinas sikkerhedspolitik: Stabilitet og spændinger, leverer Ph.D.-studerende, Andreas Bøje Forsby, et kapitel med titlen ”Kinas identitet i det 21. århundrede: Tilbage til en sino-centrisk identitetsopfattelse”. Her rettes fokus mod de forskellige strømninger i Kinas selvforståelse, og hvordan disse indvirker på landets forhold til omverdenen. I forkortet form kan kapitlet udlægges på følgende vis:

Kinesernes kollektive selvforståelse er for tiden genstand for voldsom debat i Kina såvel som i Vesten. Det skyldes ikke blot, at Kina stadig befinder sig i en identitetsmæssig brydningsfase som følge af den ideologiske svækkelse af kommunismen, men også at Kinas hastige opstigning på få årtier har forvandlet landet til en stormagt med global rækkevidde. Kommunistpartiet har i løbet af de senere år udadtil søgt at opbygge en identitetsfortælling, hvor Kina først og fremmest fremstilles som et fredeligt og ansvarligt medlem af det globale statssamfund. Den officielle fortælling fremhæver ganske vist også Kinas selvforståelse som suveræn nationalstat og opstigende udviklingsland, hvilket i visse sammenhænge giver anledning til interessekonflikter med Vesten. Men overordnet set sætter det officielle Kina ikke for alvor spørgsmålstegn ved den nuværende internationale orden.

Imidlertid er den officielle identitetsfortælling langt fra udtømmende for Kinas selvforståelse i det 21. århundrede. Der findes således en række alternative identitetsstrømninger, som på forskellig vis forsøger at give Kina et mere `sino-centrisk´ præg med afsæt i landets kulturarv og civilisatoriske historie. Sino-centrismen repræsenterer i den forstand en langt mere selvcentreret og selvtilstrækkelig tendens i kinesernes selvforståelse, som bl.a. kommer til udtryk i forestillingerne om `Kina som Riget i Midten´, `Kina som konfucianismens faderland´ og `Kina som et Han-etnisk fællesskab´.

Spørgsmålet er så, hvad det vil betyde for Kina – og ikke mindst omverdenen – hvis disse strømninger efterhånden finder vej til den officielle kinesiske identitetsfortælling. Kinas opstigning har hidtil forløbet forholdsvis smertefrit, ikke mindst fordi de kinesiske magthavere har valgt at anlægge en generelt set fredsfyldt, engageret og forholdsvis multilateral linje i udenrigspolitikken helt i tråd med den officielle identitetsfortælling. Men set i lyset af det seneste magtskifte i Beijing, det øgede strategiske pres fra USA’s `rebalancering´ i Asien samt den voksende interesse i den kinesiske befolkning for Kinas civilisatoriske særskilthed, kan man langt fra udelukke, at Kina bevæger sig i en mere sino-centrisk retning.