Gazakrigen kan sætte et atomvåbenkapløb i gang

De komplicerede forhandlinger om våbenhvile i Gaza har desværre ikke prioriteret den humanitære situation højt. De drejer sig kun indirekte om de mere end halvanden million internt fordrevne personer i Gaza, der er ramt af sult, mangel på sundhedsfaciliteter og et sted, hvor familierne kan være i sikkerhed sammen med deres børn. 

For Israel og især for Benjamin Netanyahu handler forhandlinger om den totale sejr, som defineres som udryddelse af Hamas – koste hvad det vil. Et israelsk tilbud om våbenhvile har kun ét formål, nemlig at få de israelske gidsler fri. Det mål prioriterer mange israelere, især naturligvis slægtninge til gidslerne. Men gidslernes frihed eller overgivelse af deres lig til familierne er for regeringen underordnet krigsmålet om den totale sejr. Det har Netanyahu gjort klart og han vil ikke gå på kompromis med dette mål. Et sådant kompromis ville også straks føre til afslutningen på hans politiske karriere fordi hans såkaldte højrefløj ikke vil acceptere et kompromis og derfor vil smadre regeringen og sende Netanyahu ud i det politiske mørke. Han kan selvfølge håbe på, at den anden side af Knesset vil støtte ham i en ny regering, hvilket måske er muligt, men de vil samtidig sende ham i retten, hvor han er anklaget for korruption.

Derfor kæmper Netanyahu videre i form af en forlængelse af krigen, evt. afbrudt af en våbenhvile, hvor han får gidsler fri, for herefter at føre krigen ind i Rafah. Står det til Netanyahu slutter krigen først, når han kan udråbe den totale sejr, altså Hamas’ udslettelse. Det kommer næppe til at ske, men sker det, er det så samtidig alligevel også enden på Netanyahu. Det er den fremtid han og Israel ser ind i. Om Netanyahu skal afskediges nu eller om måneder er uvist, men at hans dage som politiker er talte, står fast, hvorfor han klamrer sig magten og trækker tragedien i Gaza ud.

For Hamas handler det heller ikke om de to millioner civile i Gaza, men om Hamas. Hamas ser sig selv som den eneste aktør, der aktivt kæmper mod den israelske besættelsesmagt, hvilket i Hamasledernes optik betyder, at er Hamas væk, er modstanden væk. Det er ikke sandheden, men sådan ser Hamas den, og derfor vil lederne ikke acceptere, at Israel tilbyder midlertidig våbenhvile til at få frigivet gidsler for herefter at fortsætte krigen. 

Israel og Hamas har således hvert sit veto mod en våbenhvile og de skiftes til at smide ansvaret over på den anden side, når forhandlingerne går i stå. Imens sulter, bombes og dør folk i Gaza. 

I den sammenhæng forsøger USA ihærdigt at få parterne til at indgå en våbenhvile, der skal åbne for tiltrængt humanitær hjælp, men også indlede overvejelser og forhandlinger om, hvad der skal ske med Gazas befolkning og Gaza, når krigshandlinger på et tidspunkt stopper. Den første del forsøger USA at opnå ved at presse parterne: Hamas presses gennem Qatar og Egypten og Israel ved at kritisere de israelske planer om at ville fortsætte krigen i Rafah og dermed yderligere vanskeliggøre tilgang af humanitær hjælp samt formentlig koste endnu mange flere dræbte. Senest har Joe Biden understreget kritikken ved at tilbageholde levering af kraftige bomber, Israel har anvendt hele forløbet igennem i Gaza og formentlig vil bruge i Rafah. Levering af dem er sat på pause, mens andre våben, USA’s betegner som forsvarsvåben, stadig strømmer til Israel. Indtil videre er der intet der tyder på, at det amerikanske pres får Israel eller Hamas til at ændre deres stejle positioner.

Den andel del er, hvad der skal ske med Gaza efter krigen, forsøger USA at planlægge med Saudi-Arabien som del af forhandlinger, der skal føre til en såkaldt Abrahamaftale mellem Saudi-Arabien og Israel; hvilket vil sige optagelse af fulde diplomatiske forbindelser mellem den jødiske og sunnimuslimske stat. I en sådan aftale forlanger Saudi-Arabien garanti for, at Israel seriøst vil acceptere at forhandle om den såkaldte tostatsløsning, hvor saudierne insisterer på, at der i Palæstina skal etableres en suveræn og uafhængig palæstinensisk stat. Det er uklart, hvad en garanti indebærer, men det er formentlig til forhandling. Det bliver svært at nå til enighed om det krav, al den stund Netanyahu for få måneder siden erklærede, at en tostatsløsning ikke er på forhandlingsbordet, hvilket den reelt aldrig har været: Israel har aldrig accepteret at ville forhandle om etablering af en suveræn og uafhængig palæstinensisk stat. Tværtimod har annektering af besat palæstinensisk territorium langt større opbakning i Israel. Israel kommer kun til at acceptere ideen om en suveræn palæstinensisk stat, dersom den jødiske stat tvinges til det, og det er kun USA, der kan underlægge Israel tilstrækkeligt pres, der vil tvinge israelerne til at ændre holdning. Men det vil USA næppe gøre. 

Det er sket tidligere, at USA har sat hælene i overfor Israel. Mest markant i 1990 under George Bush-regeringen, hvor udenrigsminister James Baker nægtede amerikanske lån til Israel, fordi han var frustreret over Israels bosættelsespolitik og politik vis-a-vis palæstinenserne. De dårlige israelsk-amerikanske forbindelse udløste en krise i Israel, der lagde grunden til at Likudregeringen under Yitzhak Shamir tabte til Arbejderpartilederen Yitzhak Rabin ved valget i 1992, der som bekendt endte med at give grønt lys til den såkaldte Osloproces. Den blev sat i gang under Bill Clinton, der havde vundet valget over George Bush bl.a. ved at kritisere hans regering for at sætte Israelsk sikkerhed over styr. Det har hverken Biden eller de amerikanske politikere glemt, og de ved, at pres på Israel historisk har kostet dyrt.

Det skete også for Jimmi Carter, da han i Camp David-aftalen i 1979 insisterede på etablering af palæstinensisk selvstyre, hvilket fik 30 millioner evangeliske kristne til at fjerne deres stemmer fra ham, så han tabte med et brag til Ronald Reagan i 1980. Den gængse fortælling er, at Carter tabte på grund af sine problemer med gidselkrisen under revolutionen i Ira, hvilket kostede ham stemmer, men det var de manglende kristne stemmer, som fældede ham. Med de erfaringer er det ikke sandsynligt, at Kongressen vil presse Israel, hverken gennem deciderede sanktioner eller ved at skære i økonomisk og militær bistand. Der er dog dem, der peger på, at et skred blandt Israel-kritiske unge med sympati for den palæstinensiske sag kan registreres. Det er dog højest usikkert om det kan revolutionere amerikansk Israel-politik. Holder Saudi-Arabien fast ved sit krav, kommer der næppe en ny Abrahamaftale – selvom The New York Times optimistisk tror det.

Det andet krav, Saudi-Arabien stiller til en aftale med Israel, er en egentlig sikkerhedstraktat med USA. De arabiske Golfstater er i stigende grad usikre på, om USA vil komme dem til hjælp, hvis der skulle udvikle sig en egentlig militær konfrontation med Iran på tværs af Den Persiske Golf. Usikkerhed fik for alvor næring, da Trump ikke militært ville gribe ind, da missiler havde regnet ned over saudiarabiske olieanlæg i september 2019. Houthierne tog ansvaret for dem, men USA hævdede missilerne kom fra Iran. Alligevel gjorde Trump intet udover at sende et Patriot anti-ballistisk missil system til Golfen, som formentlig ikke ville beskytte mod iranske droner, og få år efter blev trukket hjem eller flyttet et andet sted hen. Med andre ord: Saudi-Arabien og de øvrige Golfstater er åbenlyst sårbare overfor iranske angreb, og vil USA ikke komme dem til undsætning, må de se søge andre veje.

Det har de så gjort ved i stedet for at true Iran at indlede dialog med den islamiske republik. Kina brugte sit partnerskabsdiplomati og markante tilstedeværelse til at mægle en aftale om diplomatiske forbindelser mellem Iran og Saudi-Arabien på plads i marts 2023. Det har ført til afspænding i Den Persiske Golf. Det var også baggrunden for, at Iran ved deres missilangreb på Israel i april 72 timer inden sendte koordinater til Saudi-Arabien og UAE med intention dels at orientere de to stater om, at de ikke var mål, når missiler fløj henover dem, dels at sende informationerne videre til Israel, der så kunne forberede sit forsvar. Angrebet skulle ikke være ødelæggende, men en klar advarsel til Israel om, at Iran er i stand til at ramme israelske mål. Og den gik rent igennem, da 9 missiler trods 72 timers varsel og 5-6 landes hjælp til Israels antimissilforsvar faktisk ramte inde i Israel. 

Med kinesisk mæglingsdipomati som bagtæppe er Saudi-Arabien begyndt at tænke i alternativer til amerikansk sikkerhedsparaply. Det betyder ikke, kongeriget vender ryggen til USA eller ikke vil nyde godt af relationer til amerikanerne, men at de dygtigt spiller på flere heste frem for at have blind tillid til, at Washington vil garantere landets sikkerhed. Saudierne tror ikke, at Kina vil overtage USA’s traditionelle sikkerhedsrolle i Golfen og er klar over, at Beijing kun vil tage ansvar for sin egen sikkerhed. Men det kinesiske partnerskabsdiplomati og Kinas efterhånden store aftryk i regionen er et effektivt alternativ til amerikanske militæralliancer, som ikke har leveret konstruktive udviklinger i Mellemøstens sikkerhed i årevis.

Derfor forlanger Saudi-Arabien virkelig substantielle tilbud fra USA til en sikkerhedstraktat. Der skal ikke være restriktioner i hvilke teknologier og våbensystemer, USA skal levere til saudiaraberne. USA skal endvidere hjælpe med udvikling af civil atomkraft, og der skal ikke være nogle restriktioner i lagring af beriget uran og plutonium. Endelig skal aftalen have karakter af en traktat, dvs. i princippet være uopsigelig: Saudi-Arabien har nemlig erfaret, hvordan Barack Obama indgik en aftale med Iran, som Trump efter tre år senere trak USA ud af. Den mulighed skal ikke være der med en saudisk-amerikansk sikkerhedsaftale, hvorfor den skal defineres som en traktat. En sådan skal ratificeres med 2/3 flertal i det amerikansk senat. Det kan blive svært, eftersom Kongressen traditionelt er stærkt kritisk over for Saudi-Arabien, hvor mange af politikerne mener, at kongeriget var direkte indblandet i terrorismen bag 11. september, mange er sure over, at saudierne i 2015 prøvede at lukke amerikanske oliefirmaer ved at dumpe priserne på verdensmarkedet og mange mener, at den magtfulde kronprins Mohammad Bin Salman var direkte involveret i et bestialsk mord på en saudiarabisk systemkritiker (Khashoggi), der boede i Washington men forsvandt skåret i småstykker på det saudiarabiske konsulat i Istanbul 2018. 

Udsigten til, at en ny Abrahamaftale bliver realiseret, synes derfor at være overordentlig beskeden, hvilket er rigtigt dårligt nyt for USA’s muligheder for at få gennemført deres vision om ny amerikansk orden i Mellemøsten generelt og i Gaza i særdeleshed. Det er rigtig skidt for Gaza og dens befolkning, hvor man må frygte, at situationen bliver stadig grimmere uden nogen udsigter til at konstruktive løsninger er inden for rækkevidde. Som det ser ud nu, er et realistisk scenario, at Gazas befolkning kommer til at leve i FN-drevne flygtningelejre i eller uden for Gaza. 

De dårlige udsigter for Gaza rammer imidlertid Israel som boomerang. Selv en stor militæroperation i Rafah med uendelig meget mere ødelæggelse og mange flere døde vil ikke føre til total sejr i form af udslettelse af Hamas – tænk på, at verdens stærkeste militærmagt USA med støtte fra verdens stærkeste militæralliance NATO og med FN og det international samfund i ryggen i 20 år ikke kunne vinde over Taliban-militsen, men måtte trække sig ud og overlade regeringsmagten til akkurat Taliban. Hvordan skulle det så være muligt for en lille stat, der oplever stigende kritik fra et flertal af verdens stater over deres folkeretsstridige besættelse og krigsførelse, hvor stadig flere tidlige venner ser sig nødsaget til at indføre former for våbenembargo, at skulle være i stand til at udrydde en ganske vist terroristisk paria, men med en sag forankret i et folk, der kæmper en i det internationale samfund retfærdig sag? Det kommer ikke til at ske. Det gjorde det ikke i Sydafrika, i Algeriet, i Vietnam og det kommer ikke til at ske i Palæstina.

Hamas skal elimineres, men det kan kun ske politisk. Gidslerne bliver næppe frigivet i live gennem fortsat krig. Når krigen en dag ebber ud, vil gidslerne være døde og Hamas stadig i live. Hvordan skal Israel komme videre herfra? Hvordan vil en israelsk regering forklare sine borgere, at total krig og massiv ødelæggelse hverken skaffede gidslerne fri (dem, der indtil videre er blevet frigivet, blev det efter forhandling) eller udryddede fjenden, men alene skabte umådelige tab i international anseelse og samtidig på tragisk vis nærede antisemitisme overalt? 

Dertil kommer aflivningen af Israels afskrækkelsesstrategi med Irans missilangreb i april. For det første kan Israel ikke længere selvsikkert true andre stater med angreb og føle sig sikre på, at deres antimissilsystemer selv gør dem usårbare. Det er slut. For det andet kan den israelske befolkning ikke længere have tillid til, at israelsk forsvar yder dem sikker beskyttelse. Man kan gætte på, at de israelske ledere forbander den dag, de besluttede at angribe Irans diplomatiske bygning i Damaskus, som var 1. april. Den dag mistede Israel afskrækkelsens potens, som fjorten dage senere blev afsløret, da iranske missiler landende på de mål, de havde annonceret 72 timer tidligere trods massiv forsvarsstøtte fra USA og Storbritannien samt arabiske nabolande. 

Alle ved, at Israel er velforsynet med atomvåben. Vil Israel i et forsøg på at genoprette sin afskrækkelses kapacitet, ligesom Vladimir Putin har gjort det, spille atomvåbenkortet? Alene tanken får magthaverne i nabolandene til at tænke i erhvervelse af atomvåben. Iran har formentlig allerede kapaciteten til at starte produktion af atombombearmerede langdistance missiler. Måske Saudi-Arabien vil følge efter. Kravene til en sikkerhedstraktat om at få ubegrænset bistand til civil atomkraft tyder klart på, at saudiaraberne spekulerer i de baner. Alle ved, at civil atomenergi kan være platform for udvikling af våben. Joe Biden er, som han selv siger og som The New York Times gerne skriver, ivrig efter en aftale med Saudi-Arabien. Og måske vil USA efterkomme kravene om bistand til saudiarabisk kernekraft ud fra en betragtning om, at gør amerikanerne det ikke, vil kineserne levere. Alternativet kunne jo være at blive enige med Kina om, at ingen af de to supermagter leverer bistand til udvikling af atomenergi, sådan som Bill Clinton og Jiang Zemin blev enige om i tilfældet Iran i 1996 (da en Taiwan-konflikt også dengang truede med at flamme op). Men lige nu vil USA hellere bekæmpe Kina end at lave ikkespredningsaftaler med kineserne. Derfor ligger amerikanske diplomater uophørligt på knæ på Mohammad Bin Salmans dørmåtter i håb om at lokke ham væk fra Kina og ind i den amerikanske alliance af demokratier, der under givne omstændigheder sagtens kan rumme slemme autokratier.

Selvom Saudi-Arabien svømmer i billig olie af høj kvalitet, kan der være gode økonomiske og udviklingsmæssige grunde til, at kongeriget ønsker et udbygget civilt atomenergiprogram. Men en vigtig grund er også at få kapacitet til udvikling af atomvåben. Man kan bare se på Iran, hvor det erklærede mål har været civil atomenergi, men som i dag er blevet suppleret med et våbenprogram først og fremmest som modsvar på USA og Israels aggressive politik mod Iran, hvor den amerikanske var resultatet af Trumps skrotning af aftalen med Iran i 2018. I dag kan Iran starte våbenproduktion og formentlig have våben klar inden for seks måneder - våben, der kan ramme Israel eller andre fjender. Med et atomvåbenbevæbnet Israel, et Iran med kapacitet til at producere våben og et stadig mere aggressivt Israel, der i dag er mere sårbart end i mange år, vil Saudi-Arabien forfølge at få kapaciteten først og fremmest til at afskrække potentielle fra at angribe kongeriget med atomvåben. Med mindre Saudi-Arabien kan få andre sikkerhedsgarantier, hvilket bedst ville være enighed om, at regionen skal være en atomvåbenfri zone, vil saudierne prioritere at få kapaciteten. 

Men USA og Israels stadig mere eskalerede konflikt med Iran samt Israel sårbarhed efter, at dets afskrækkelse potentiale blev demonteret i april, peger desværre ikke på Mellemøsten som atomvåbenfri zone, men i den modsatte retning nemlig mod oprustning af atomvåben.  Man må håbe, at det på mirakuløst vis vil lykkes at få en våbenhvile i Gaza, der kan befordre massiv humanitær bistand til Gazas befolkning. Konsekvenserne af Gazakrigen er forfærdelige og voldsomt bekymrende. Betydning af katastrofen rækker desværre langt videre; nemlig til et ustabilt Mellemøsten, hvor Israel har placeret sig selv i en sårbar situation, som kan starte yderligere oprustning måske i form af nye terrorbalancer med atomvåben.