En fejslagen Mali-stat og en fejlslagen fransk militæraktion?

Interventionen i Mali har gjort præsident Hollande til en højtprofileret statsmand med høj fransk cigarføring. For som Hollande udtalte i august 2012 ”Vore universelle værdier har oplyst verden. De bør lede vore internationale handlinger. De tillader os at blive lyttet til. Andre lande håber, at vi spiller en nyttig rolle i verden. Hvis Frankrig er tavs og kuldskær, så mister Frankrig anseelse”
 
Frankrig som bannerfører for universelle værdier som demokrati og menneskerettigheder og udenrigspolitisk aktivisme er faste bestanddele i den franske udenrigspolitiske selvopfattelse. Fx udtalte præsident Mitterrand i 1980erne, at "at handle er at eksistere". Store dele af den franske befolkning bakker op om denne vision om Frankrigs rolle i verden. Præsident Sarkozys hurtige handlen over for Gaddafi-styret i Libyen fik opbakning af franskmændene. Det samme gælder Mali-interventionen, som 75% støtter.
 
Der er imidlertid en politisk forskel mellem interventionen i Libyen og i Mali. I Libyen var det regimet, der blev bekæmpet. I Mali er det regimet, der skal styrkes for at undgå nedsmeltning af staten. Frankrig er bekymret for, at Mali vil udvikle sig til en fejlslagen stat. Men støtten til den midlertidige regering kan vise sig at blive en fejlslagen affære.
 
Målet med interventionen er at støtte regeringen for at genetablere Malis enhed og territoriale integritet. Men 'etablere' er mere korrekt end 'genetablere' for Mali har aldrig været en territorial enhed. Desuden er grænserne mellem Sahel-staterne porøse og derfor svært kontrollerbare i forhold til smuglere, narkohandlere og terrorister. På kort sigt kan militærinterventionen stoppe grusomhederne i nord. På mellemlangt sigt vil Frankrig og afrikanske tropper fra ECOWAS komme i vanskeligheder. En fransk general har udtalt, at den første etape – dvs. indtagelsen af vigtige større byer på grænsen mellem nord og syd – er gået godt. Anden etape bliver meget kompliceret og langvarig, fordi den drejer sig om indsættelse af ECOWAS-styrker i nord og udradering af terrorister.

Frankrig gik lynhurtigt ind i Mali d. 11. januar 'af humanitære grunde'. Frankrig ville beskytte den nordlige befolkning mod den voldelige udgave af sharia. Denne legitimering af interventionen lever fuldt ud op til forestillingen om Frankrig som frelser af befolkninger, der udsættes for grusomheder. Det var den samme argumentation, Sarkozy brugte under den fransk-ledede intervention mod Ghaddafi-styret. Men det er sikkerhedspolitik, der styrer interventionen. Det er kampen mod terror, som Hollande fremstiller som en eksistentiel trussel – ikke alene mod Mali, men også mod Frankrig og Europa.
 
Når Hollande taler om en eksistentiel trussel, så kan militær intervention legitimeres, fordi det handler om befolkningers og staters overlevelse. Det er ikke islamiske terrorister, men terrorister, som udgør den eksistentielle trussel. Hollande undgår omhyggeligt al tale om 'civilisationernes sammenstød'. Man skal ikke kunne sige, at han genopliver George W. Bush's korstog mod islamister. Men han genopliver Bush's 'global war on terrorism'.
 
Terroren mod det algeriske gasanlæg har bestyrket Hollande i, at terroren er en eksistentiel trussel mod europæiske og amerikanske borgere, som var blandt de mange dræbte. Desuden kom flere af terroristerne fra lande uden for Sahel-området.
 
Franske terrorforskere mener imidlertid, at terroristerne i Sahel ikke har tilstrækkelig styrke til at slå til i Frankrig og Europa. Det, der kan ske, er, at interventionen kan give terrormiljøerne i Europa blod på tanden. De vil måske tage til Sahel eller udføre attentater i Europa. Der er ingen tvivl om, at Frankrig vil være i terrororkanens øje, som Frankrig tit har været – især i 1990erne pga.den algeriske borgerkrig. 

Alle præsidenter har siden de Gaulle betragtet de tidligere kolonier som Frankrigs baggård. Præsident Mitterrand sagde: ”Der vil ikke være en fransk historie i det 21. århundrede uden båndene til Afrika”. Der tales om Francafrique, hvor Afrika opfattes som en forlængelse af Frankrig og gør Frankrig større end det reelt er og muliggør, at Frankrig spiller en global rolle.
 
Frankrig har siden 1960 interveneret 50 gange i de tidligere kolonier og har stadig en halv snes militærbaser. Alt i alt er der udstationeret 7.000 militærfolk. Det er peanuts i forhold til 1960, hvor der var 30.000. Siden 1998 har interventionerne imidlertid taget kraftigt af; dels pga. økonomi, dels pga. fransk uvilje mod at optræde som Afrikas gendarm og dermed blive lagt for had.
 
Frankrig har derfor siden slutningen af 1990'erne været fortaler for afrikanisering og europæisering af sikkerhedsproblemerne i de tidligere franske kolonier. EU og europæiske stater skulle træne afrikanske hære, således at de blev effektive og operationelle. EU skulle have en robust forsvars- og sikkerhedspolitik over for afrikanske stater og regionale organisationer som ECOWAS og Den Afrikanske Union skulle styrkes. Desuden skulle FN stå bag operationerne.
 
Hollande, udenrigsministeren og forsvarsministeren følger i europæiseringens og afrikaniseringens spor. Forsvarsminister Jean-Yves Drian udtalte i november 2012: "Det er ikke Frankrig, som skal  hjælpe afrikanerne med at udføre operationen i Mali. Det er Europa. Vi europæere støtter de afrikanske landes operationer med uddannelse og logistik".
 
Men virkeligheden blev anderledes. Det var Frankrig, der unilateralt tog affære, fordi EU-landene ikke er begejstret for endnu en krig. Det franske forsøg på at smelte franske og europæiske sikkerhedsopfattelser sammen er ikke lykkedes i særlig grad; 'europæiseringsporet' er ret så tyndt. Nogle EU-stater stiller transportfly til rådighed – som Danmark og Storbritannien. Andre vil yde økonomisk støtte. Der arbejdes med at opstille en styrke, der skal træne Malis hær. En fransk general er blevet leder af styrken. Men det er slet ikke den hjælp, som Frankrig regnede med at få.
 
Også afrikaniseringssporet har knaster. Nok sender ECOWAS tropper ind i det nordlige Mali under Nigerias kommando. Men de er dårligt trænet og bliver mødt med uvilje i Mali.
 
Det værst tænkelige scenarie for Frankrig er, at det må bære størstedelen af den økonomiske og militære byrde. Hvis Frankrig tvinges til at blive i længere tid i Mali, risikerer Frankrig at blive opfattet som neokolonial magt – og terrortruslen mod Frankrig vil blive yderligere forøget.

Siden juni 2012 og indtil nytår har Hollande udtalt, at hvis det kom til militær intervention, ville den ikke involvere 'boots on the ground'. Operationen ville kun vare nogle uger, og Frankrig ville ikke være i første linje. ECOWAS skulle være i front, Frankrig ville yde logistisk støtte. Men nogle dage efter den militære intervention erklærede Hollande og forsvarsminister Drian, at Frankrig bliver så længe i Mali, som det er nødvendigt, og at Frankrig ikke vil forlade Mali, før alle terrorceller er udraderet. Samtidig sagde han dog, at Frankrig ikke kan blive i al evighed i Mali. Men hvordan skal det forstås, når Hollande udtaler, at Frankrig først forlader Mali, når der er etableret sikkerhed og en legitim autoritet, som sætter en demokratisk valgproces på skinner. Det er en så kraftig udvidelse af den oprindelige dagsorden, at den må give politisk hovedpine. Den borgerlige opposition, som ellers har støttet interventionen, er derfor begyndt at stille kritiske spørgsmål om dens formål.
 
Nedvurdering af terroristernes styrke, opgradering af den maliske hærs styrke, opgradering af ECOWAS' mobiliseringsevne samt overdreven tiltro til, at EU-landene (og USA) med fuld kraft ville støtte militæraktionen, kan føre Frankrig ud i et politisk og økonomisk morads.
 
Måske finder Hollande et passende påskud til tilbagetrækning, inden der er gået mange måneder.