Farvel til principiel pacifisme. Goddag til pragmatisme - og ansvar

Læs kronikken på grønlandsk (oversættelse Mediehuset Sermitsiaq AG)

Store dele af det grønlandske udenrigspolitiske establishment var fløjet ind til ceremonien , som en del af basens "Greenland Heritage Week", og var med til fejre den amerikanske anerkendelse af stedets grønlandske arv. Men der er mere på spil end som så. Et historisk tilbageblik gør det klart, at politikernes applaus udgør en symbolsk afslutning på et langstrakt farvel til en principiel grønlandsk pacifisme.

På den baggrund bliver det nødvendigt at se fremad mod det pragmatiske ansvar for sikkerhedsdynamikkerne i Arktis, Grønland dermed har taget på sig. Det er svære spørgsmål, de grønlandske politikere må stille sig selv, når de i disse dage forbereder sig til forhandlingerne med Danmark om den fremtidige forsvarspolitik.

Thule Air Base er død. Længe leve Pituffik Space Base 

Basens nye navn har to elementer: Funktionen Air er for længst blevet til Space – det peger frem ad/siger noget om fremtiden og fortæller os, hvorfor USA aldrig giver slip på basen. Stednavnet Thule er blevet til Pituffik - det fortæller os en historie om en tiltagende grønlandsk pragmatisme.

TAB blev i sin tid etableret som base for det amerikanske flyvevåbens fremskudte forsvar mod russiske atombevæbnede fly - og for amerikanske atombevæbnede fly med samme opgave: at bombe modstanderens hovedstad og militærinstallationer, før man selv blev udslettet. Udover de fremskudte fly, var det afgørende at opdage indkommende trusler hurtigst muligt. Det er derfor USA meget nødigt vil undvære at have en radar ved Thule, midt på den korteste rute mellem Kola-halvøen, hvor Sovjets og nu Ruslands missiler står, og New England.

Med den våbenteknologiske udvikling blev truslen fra fly i 1960'erne afløst af truslen fra interkontinentale missiler. Grønland - og Danmark - accepterede efter årtusindskiftet, at radaren blev integreret i USA's nye, globale missilforsvarssystem, hvor ambitionen er at skyde de fjendtlige missiler ned før de når frem til Nordamerika. Efterhånden som den kolde krig kom på afstand, har der ikke været udstationeret fly i Thule og basens faciliteter, der på højdepunktet husede over 10.000 mand, er rullet tilbage.

 I dag er der et par hundrede amerikanske soldater og et par hundrede civilt ansatte, primært danskere og en del grønlændere. Men radarerne har man opretholdt - både den, der kigger efter missiler, og en nyere, der holder øje med satellitter. Og de hører under den Space Command, præsident Trump med særegen fascination oprettede som sit hjertebarn. Derfor ligger der nu en 'rumbase' i Nordvestgrønland.

Fra Pituffik til Thule ...

Store dele af Nordvestgrønland kan godt ligne et månelandskab - geograferne kalder det 'arktisk ørken'. Men ørkenen var ikke ubeboet som månen. Grønlænderne kalder landet nord for Melville-bugten - hvor den danske kolonisering var stoppet med Upernaviks bygder - for Avanersuaq, det store nord. De europæiske opdagelsesrejsende kaldte området for Kap York efter en greve, der finansierede en af de tidlige ekspeditioner.

Det var hér, Knud Rasmussen lagde sin handelsstation i 1910 og kaldte den Thule - de klassiske myters navn for det nordligste beboede sted. Han placerede sin station neden for Dundas-fjeldet (opkaldt efter en anden sponsor af en engelsk ekspedition). Et godt sted at handle med Inughuit, som den gruppe Inuit, der senest er rejst ind til Grønland fra Nordamerika, kalder sig selv.

Thule-stationen var cirka midt i det område, Inughuit rejste rundt i, mellem Savissivik nede ved Melvillegletscheren, hvor en meteorsten skaffede nomaderne jern, og Ellesmere Island, der i dag hører til Canada. Efterhånden blev en del af de nomadiske Inughuit mere bofaste ved Thulestationen.

Pituffik er Inughuits navn for den slette i indlandet, hvor de fangede blåræv. Skindene var så værdifulde, at de finansierede store dele af Knud Rasmussens berømte slæderejser - og en tid gjorde Inughuit til et af de mest velhavende Inuit-fangersamfund.

Men amerikanerne fandt sletten ualmindeligt velegnet til en landingsbane - og bugten ved Dundas var ovenikøbet en af de nordligste, hvor man kunne regne med en så lang isfri periode, at man kunne få byggematerialer og mandskab i land. Så det amerikanske forsvar byggede i 1951 en kæmpe militærbase, der skar Inughuits jagtmarker midt over. I dag går blårævene rundt og fouragerer i basens containere.

...og tilbage igen

Da basen i 1953 skulle have et raketforsvar mod russiske angreb, blev en af de fire siloer placeret præcis oveni Inughuits boplads nedenfor Dundas-fjeldet. Og de danske myndigheder besluttede at tvangsforflytte Inughuit til en forladt sommerboplads ved Qaanaaq. Tvangsforflyttelsen skete få måneder før den danske grundlov med dens borgerrettigheder blev sat i kraft i Grønland. Nu var der to Thule'r med hundrede kilometers mellemrum: en amerikansk base og en grønlandsk kommune. I dag har en sammenlægning nedlagt kommunen, og ingen bruger officielt bynavnet Thule længere.

Da postnumrene blev indført i Grønland, fik den gamle danske handelsstation i Dundas nummer 3970. Da handelsstationens postkontor blev flyttet ind på basen for at servicere de civilt ansatte blev navnet ændret til 3970 Pituffik - for at holde fast i, at basen ligger på et stykke Grønland, som Inughuit havde brug for, men som blev taget fra dem. Air Greenland's fly til basen har altid haft destination "Pituffik". Lufthavnskoden er stadig "THU", selvom der nu slet ikke er noget sted, der hedder Thule, længere.

Da en gruppe Inughuit i 90'erne førte retssag mod Danmark, var kravet ikke i første omgang at få erstatning for tvangsforflytningen. Kravet var, at basen skulle væk, så man kunne få sine jagtmarker tilbage - både konkret den i Pituffik, men dermed også det sammenhængende område ned mod Savissivik.

6. april i år markerede amerikanerne deres respekt for stedets historie med et minuts stilhed og man tog navnet Pituffik til basen. Det blev modtaget med fejring i medier og pressemeddelelser. Man kunne også analysere det som 'kulturel appropriation' snarere end 'appreciation'. Den grønlandske elite klappede og dermed er en lang vending fuldendt.

Basen og alle skandalerne knyttet til den, var løftestang da hjemmestyrepolitikerne i 80'erne tilkæmpede sig indsigt i sikkerhedspolitikken. Men det officielle Grønland accepterede basen og dens rolle i det amerikanske missilforsvar, da man i 2004 i Igaliku blev part i den dansk-amerikanske forsvarsaftale fra 1951. Og igen i 2020, hvor man i et nyt sæt aftaler var enige om at understrege Grønlands betydning for forsvaret af det nordamerikanske kontinent.

Hvad vil Grønland?

Med fejringen af navneskiftet er enhver kritik af basens og amerikanernes militære tilstedeværelse umulig. De grønlandske politikere har endegyldigt opgivet en principiel pacifisme og i stedet pragmatisk accepteret, at det er umuligt at melde sig ud af sikkerhedspolitik. Men når man opgiver den principfaste opposition, påtager man sig samtidig et ansvar for at yde sit til, at dynamikkerne ikke spinner ud af kontrol. Hvor lille sådan et bidrag end må være, når man er den mindst magtfulde deltager i spillet.

Det bliver spændende at se, hvordan de grønlandske politikere løfter den opgave, når forhandlingerne om det danske Forsvarsforlig spidser til. Den danske forsvarsminister har sat Arktis højt på prioriteringslisten. Og den danske regering har taget det grønlandske slogan om "nothing about us without us" til sig.

Men hvad bliver de grønlandske prioriteringer? Så vidt muligt at holde militært isenkram ude af Grønland? At få mest muligt civilt ud af investeringerne? Eller at bidrage til at holde spændingerne i Arktis i ave - også hvis det i praksis betyder mere dansk oprustning i Arktis for at undgå at amerikansk militær kommer til at stå direkte overfor russisk?