Farlige forbindelser?

I slutningen af februar blev det offentligt kendt, at datteren af Dmitrij Peskov, Vladimir Putins talsmand, var i gang med et fire måneders praktikophold i Europa-Parlamentet. Hun havde været der siden november, så nyheden kom ud nogle uger før, hun skulle vende hjem. Opholdet blev til en nyhed på grund af personen, hun arbejdede for: Aymeric Chauprade, en fransk euroskeptisk politiker, som blandt andet arbejder for tættere bånd til Rusland.

Elisaveta Peskova (21) blev ikke særlig godt betalt – med ca. 8.000 kroner om måneden ligger lønnen på samme niveau som det, de danske praktikanter i udenrigstjenesten får. Det, som vækker opsigt, er altså koblingen mellem den russiske elite (Peskov, hendes far), den franske højrefløj og Europa-Parlamentet.

Flere EU-diplomater udtalte sig svært kritisk om praktikopholdet. Diplomaterne mente blandt andet at vide, at Peskova næppe var 'loyal mod ideen om et forenet og stærkt EU'. De var også bange for mulige sikkerhedsbrud, selvom både Peskova og Chauprade ikke havde adgang til fortrolige dokumenter. Praktikopholdet blev også dækket i danske medier. I et offentligt narrativ, hvor Rusland forsøger at iscenesætte vestlig undergang, var det implicit i en del af nyhedsdækningen, at praktikopholdet var svært problematisk.

Vigtige detaljer udelades

Aymeric Chauprade var frem til 2015 udenrigspolitisk rådgiver for Marine Le Pen og medlem af Front National (fra sidste år Rassemblement National, RN). Nu er Chauprade vicepræsident i Europe of Freedom and Direct Democracy, en gruppe i Europa-Parlamentet ledet af britiske Nigel Farage, kendt blandt andet som frontfigur for Brexit. Chauprade har længe arbejdet for tættere bånd mellem Frankrig og Rusland. ”Rusland er vestens ledestjerne”, har Chauprade udtalt. Han har i mange år været en regelmæssig bidragsyder i russiske medier.

I de senere år har der været en del medieopmærksomhed omkring båndene mellem Marine Le Pens parti og Rusland. Chauprade har spillet en vigtig rolle som brobygger mellem russiske eliter og partiet. Samtidig er dækningen af forholdet mellem den russiske stat og europæiske højrenationalister præget af en til tider overdreven alarmisme. Timothy Snyder, den prominente amerikanske historiker og forfatter afVejen til ufrihed, er blandt andet kommet med udsagn om, at Rusland har bombet Syrien for at skabe en flygtningekrise, som skulle ødelægge Merkel og hendes regering.

Den amerikanske avis The Washington Post publicerede i december en artikel om et russisk banklån til Le Pens parti i 2014. Lånet kom forud for det franske regionale valg i 2015. Konklusionen i avisen var, at fordi Le Pen ikke vandt præsidentvalget i 2017, var støtten et politisk tab for Kreml. Journalisten nævnte ingenting om, at partiet søgte russiske lån på ny forud for det franske præsidentvalg i 2017 - uden at få det. Kreml støttede nemlig ikke Le Pens præsidentkandidatur, men derimod den centrum-konservative François Fillon.

Sådanne detaljer udelades stadig fra pressedækning og kommentarer – de passer ikke ind i sort/hvid-billeder af Rusland som aktør, der forsøger at infiltrere europæisk politik. Måske var The Washington Post ikke klar over afslaget på et nyt lån til Le Pen før præsidentvalget. Uanset hvad underbygger det billedet af en kæmpe i øst, som forsøger at rive det europæiske liberale demokrati ned indefra.

Påvirkingskampagner fra Øst – og Vest

At Rusland forsøger at påvirke europæisk politik er hævet over enhver tvivl. Men det meste af nedrivningen klarer europæiske politikere fint selv, samtidig med at omfanget og virkningen af russisk statslig indflydelse stadig overdrives.

For nylig har der også været verserende påstande om, at Rusland har en rolle i protesterne fra De Gule Veste i Frankrig. Russiske medier og myndighedstro twitterbrugere har været positive over for protesterne. Men russiske medier har også påstået, at det er USA, som iscenesætter de franske protester. Der findes ikke bevis for, at de russiske myndigheder har haft en rolle.

Det er delvist de russiske myndigheders skyld, i dagens politiske klima skal der lidt til for at så tvivl om, hvad sandheden egentlig er. Mange vil sige, at det er netop denne tvivl, de russiske myndigheder ønsker at opnå.

Skellet mellem national og international politik har altid været kunstigt. Systematiske forsøg på at påvirke andre landes politik – gennem medier, politikere, ikke-statslige organisationer (NGO’er) og efterretning – har foregået i lang tid og med USA i ledelsen. De sidste ti år har de mest synlige påvirkningskampagner været ledet af vestligt finansieret NGO’er, uden at vi har set på det som værende særlig problematisk. Nu hvor kampagner også rammer vestlige lande og i andre former, er perspektivet anderledes. Det rejser en række principielle spørgsmål, som foreløbig står ubesvaret tilbage.

Rusland ønsker samarbejde med mange

Ledelsen i Kreml har længe været afdæmpet i kontakten med europæiske højrenationalister. De har generelt været mere interesseret i at knytte bånd til de etablerede partier. Forsøgene på at samle udenlandske højrenationalister og russiske eliter har været drevet frem af enkeltpersoner som Aymeric Chauprade og personer uden for Kreml. Den mest kendte er den russiske højreradikale politiker Vladimir Zijronovskij, som i flere år forgæves har forsøgt at samle russiske og udenlandske højrenationalistiske kræfter. Tilmed er der en række etablerede bånd på de mere radikale fløje - et stykke uden for magtens centrum.

De seneste år har vi set nogle ændringer i forholdet mellem Kreml og højrenationalister. Det østrigske regeringsparti FPÖ og det italienske regeringsparti Lega har underskrevet samarbejdsaftaler med det regerende parti Forenet Rusland. Sammen med Le Pens RN i Frankrig er disse partier nok de mest pro-russiske i europæisk politik. Både FPÖ, RN, Lega og tyske Alternative für Deutschland har blandt andet været på Krim som ”valgobservatører”. Partierne deler Kremls kritik og skepsis mod liberal internationalisme og befinder sig til tider i samme ideologiske landskab.

Men de russiske myndigheder er også interesseret i samarbejde med den europæiske venstrefløj og mere centrumnære kræfter – så længe de er klar på dialog med Rusland. Den dialog bliver stadig vanskeligere i takt med, at polariseringen øges.

Minda Holm er Ph.D-studerende ved DIIS og Københavns Universitet og Research Fellow ved Norges Udenrigspolitiske Institut, NUPI. Kommentaren er oprindeligt publiceret på norsk i Dagsavisen, 12. marts 2019.