Familien er en ny vigtig kampplads i international politik

Konservative familieværdier forener religiøse og politiske aktører i vidt forskellige lande som Tyrkiet, Rusland, Uganda og USA, og begreber som ”traditionalisme” bliver stadig oftere brugt for at retfærdiggøre systematisk stigmatisering af homoseksuelle.

I lørdags havde Oslo Pride rekordfremmøde med 40.000 deltagere og 200.000 tilskuere. Samme weekend havde Pride-komiteen i Istanbul fået forbud mod at arrangere en parade – et forbud de dog valgte at trodse. Fra 2003 til 2014 var Pride-parader lovlige i Tyrkiet - med 100.000 deltagere i Istanbul i 2014. Begrundelsen for, at paraderne nu er forbudte i Tyrkiet, er ifølge regeringen ’sikkerhed og sociale hensyn’.

I modsætning til mange muslimske lande er homoseksualitet ikke forbudt i Tyrkiet, men stigmatiseringen er udbredt. Homoseksualitet er imidlertid forbudt i 72 lande, inklusiv Qatar – værtslandet for næste VM. I Saudi Arabien, Iran, Sudan, Yemen og i dele af Nigeria og Somalia er homoseksualitet også grundlag for dødsstraf.

Modstand mod homovielser sidestilles med modstand mod apartheid og fascisme
I forbindelse med årets VM i Rusland har myndighederne lettet restriktionerne mod såkaldt ’propaganda for ikke-traditionelle seksuelle relationer’ rettet mod mindreårige. Loven kom i 2008 og er kendt som ’loven om homoseksuel propaganda’. Russisk politik har i de sidste år bevæget sig i en mere socialkonservativ retning, hvor traditionelle kristne værdier (fx om kernefamilien bestående af mand, kvinde, børn) bliver fremstillet som modsætninger til liberale, dekadente værdier med accept af alternative familiekonstruktioner. Myndighederne og kirken samarbejder tæt i kampen om at definere, hvad der er ’god moral’ internationalt set. Sidste år sammenlignede den russisk-ortodokse patriark Kirill sågar modstanden mod homovielser i Vesten med modstanden mod apartheid og fascistisk lovgivning.

De konservative holdninger til familien har bred støtte i befolkningen. Ifølge meningsmålinger udført af PEW i 2015 og 2016 mener 86% af russerne, at homoseksualitet ikke bør være accepteret i samfundet. De er langt fra de eneste blandt deres nabolande: i 13 ud af 18 Central- og Østeuropæiske lande mener flertallet, at homoseksualitet ikke bør accepteres. Befolkningen er særligt skeptiske i lande, hvor de ortodokse kristne udgør majoriteten. Det inkluderer Armenien (97% er imod homoseksualitet), Georgien (93%), Moldova (92%) og Ukraine (86%). I lande med et katolsk flertal, som Polen og Ungarn, er befolkningen nærmere delt i to. Dog tager myndighederne også her aktivt del i en international familiekonservativ vending, hvor der lægges vægt på kernefamilien og abortmodstand.

En international bevægelse
Familiekonservative bevægelser hylder Rusland som en international leder i spørgsmål knyttet til familie og traditioner. Siden 2010 har Rusland i FN forsøgt at promovere ’traditionelle værdier’ i arbejdet med menneskerettigheder. I 2015 vedtog FN’s menneskerettighedsråd en konservativ resolution, med navnet ’Beskyttelse af familien’. Resolutionen, som Egypten havde lagt frem, blev støttet af blandt andet Rusland, Uganda og Qatar. Den er blevet stærkt kritiseret for at have en heteroseksuel definition af familien. Russerne er altså langt fra alene, og har alliancer med kristne og muslimske bevægelser i en aktiv kamp for at forsvare ’kernefamilien’ i FN og andre arenaer.

Den amerikanske ’Verdenskongressen af familier’ har samlet kristne familiekonservative - senest i Budapest sidste år. Internationale LGBT-kampagner er blevet problematiserede og latterliggjort. Under kongressen anklagede den ungarske statsminister Viktor Orbán EU for at være domineret af en ’relativiserende liberal ideologi, som er en fornærmelse mod familien’. Familiekonservatismen er blevet en del af den nye kamp om politisk national suverænitet, blandt andet i Europa med modstanden mod EU.

Eksport af amerikanske konservative værdier
Amerikanske evangelister har været særligt aktive internationalt i familiekonservativt samarbejde og aktivisme. De spillede angiveligt en vigtig rolle i opbyggelsen af anti-abortbevægelsen i Rusland efter Sovjetunionens fald. En slående rapport fra 2009 afslørede, at amerikanske yderliggående evangelister også spillede en central rolle i at fremme anti-LGBT-lovgivning og homofobi i afrikanske lande. Gruppen fremstillede homoseksualitet som et vestligt fænomen og sig selv som anti-imperialister, der arbejdede imod en vestlig liberal agenda. I Uganda var amerikanske evangelister blandt andet centrale i forbindelse med at fremme dødsstraf for homoseksualitet i 2009 (og senere igen i 2014).

De amerikanske højrereligiøse bevægelser er særligt yderliggående eksempler, men familiekonservatisme er også en kamparena for etablissementet. I USA er Højesteret nu på vej mod højre. Forrige uge besluttede højesteretsdommer Anthony Kennedy sig for at gå på pension, og han vil blive erstattet af en ny konservativ dommer. Selvom Kennedy selv var konservativ, tog han overraskende nok parti for de liberale dommere blandt andet i forhold til at få legaliseret homovielser i 2015. Selvom ægteskabsloven næppe vil blive trukket tilbage med en ny dommer, vil både abortlovgivning og nye rettigheder for homoseksuelle fremover være truet. Når man snakker om USA som den liberale ordens fanebærer, glemmer man ofte, at de selv har stærke illiberale kræfter inden for familiepolitik.

Det yderste højre som fanebærer
Endelig er det mere traditionelle ydre højre også en vigtig aktør i den familiekonservative agenda. Amnesty International sendte i juni et brev sammen med tre andre store menneskerettighedsorganisationer til den ukrainske indenrigsminister og statsadvokat. Organisationerne er stærkt bekymrede for, at en række højreradikale bevægelser i løbet af det sidste år har angrebet LGBT- og kvindeaktivister fysisk og verbalt, uden at politiet og anklagemyndigheder har fulgt op. Kritikken passer ikke ind i billedet, som mange europæiske politikere ønsker at have af Ukraine efter revolutionen i 2014.

Ikke alle højreradikale grupper er familiekonservative. I Holland har Frihedspartiet (PVV) med Geert Wilders markeret sig med at være pro-LGBT med islam som fjenden. Men det højreradikale østrigske regeringsparti FPÖ har for eksempel slået fast, at en familie er ’en mand og en kvinde med fælles barn’. Marie Le Pen i Frankrig har hyldet Putin for at fremme den kristne civilisation og traditionelle værdier i Europa, og UKIP i Storbritannien støtter ’traditionelle kernefamilieværdier’. Den nye familieminister i Italien fra det højreradikale Lega Nord udtalte for nylig, at ’familier er naturlige, når barnet har en mor og en far’.

Disse udviklinger er ikke identiske, men de forekommer heller ikke isoleret. På samme måde som LGBT-rettigheder har spredt sig gennem international aktivisme, ser vi nu en styrket international diskurs for kernefamilien. Samtidig er en modreaktion blevet vanskeligere at gennemføre, da vilkårene for menneskerettighedsarbejde er blevet sværere i en del lande som Tyrkiet, Ungarn og Rusland. De familiekonservative holdninger genspejles desuden i befolkningen, som i øget grad også ønsker at genvinde national politisk suverænitet. Det gør det endnu mere udfordrende for lande som Danmark og Norge at fremme LGBT-rettigheder internationalt, og vil kræve meget politisk vilje og alliancer med ligesindede.

Kommentaren blev oprindeligt publiceret i norske Dagsavisen 3. juli