EU's lette valg: USA ønsker et mere sikkerhedspolitisk selvstændigt Europa

Selvom det militære udfald af Ruslands aggressive invasion af Ukraine stadig er åbent, har det russiske angreb været en hypereffektiv katalysator for udviklingen af Europas strategiske autonomi, forstået som EU’s evne til at agere selvstændigt på den internationale scene. EU-finansierede dødbringende våben til Ukraine, et tysk forsvarsbudget på over 2 procent af BNP i år, og hvad der ligner et opgør med europæisk afhængighed af russisk energi, er tegn på et Europa og et EU, der handler hurtigt og selvstædigt. Og det hilses velkomment på den anden side af Atlanten. 

For kort tid siden rystede man ellers på hovedet over Europas snak om ”autonomi”. I Washington brød man sig i første omgang ikke om EU’s forsvarspolitiske initiativer, der blev iværksat i kølvandet på valget af Trump til præsident, herunder etableringen af et ”Permanent, Struktureret Samarbejde på Forsvar” (PESCO) samt en forsvarsfond, der skal skyde penge i udviklingen af fælles militært isenkram. Men nu har piben fået en anden lyd. På flere overordnede områder, ser amerikanerne muligheder i, at Europa gør meget mere selv. 

Krisehåndtering

Selvom den nyeste udvikling i Østeuropa har fået Biden til at vende fokus mod det europæiske kontinent, markerede USA’s tilbagetrækning fra Afghanistan i sensommeren 2021, at tiden for amerikansk deltagelse med egne liv på spil i fjerne krige er ovre. I stedet har Bidens agenda om at genopbygge USA (Build Back Better) og at prioritere den amerikanske middelklasse også i udenrigspolitiske anliggender klare paralleller til Præsident Trumps ”America First”-strategi med et øget indadskuende fokus. Det sydkinesiske hav og Kina er for nu fortsat en hovedprioritet for USA, der higer efter at øge deres militære tilstedeværelse i Kinas interessesfære.

At USA fremover vil være mindre engageret i konflikthåndtering betyder ikke, at USA er blevet et isolationstisk land, der kun kigger indad. USA’s militære tilstedeværelse over hele verden er fortsat enorm med mere end 700 militærbaser spredt over hele kloden. USA vil også fortsat være en god allieret, ikke mindst i Nato-regi, som en aktiv og effektiv forsvarer af sine interesser. Disse interesser er dog i stigende grad forskellige fra Europas. Steder som Vestafrikas Sahel-region eller Østeuropa, som er afgørende for Europas sikkerhed, opfattes ikke som ”vitale” amerikanske sikkerhedsinteresser. Det betyder, at hvis Europa fremover vil sikre stabilitet i eget nærområde, må man øge kapaciteten til at være til stede – også militært og med begrænset eller ingen amerikansk støtte.

USA’s ønske om, at Europa skal gøre mere i sit nærområde, betyder heller ikke, at USA er ligeglad med Europas Asien-politik. EU’s Asien-politik kommer til at have stor betydning for Unionens forhold til USA fremover, og amerikanerne har udtrykt glæde over, at Europa i højere grad regner Kina som en geopolitisk trussel. Det sagt, er man under Biden-administration ikke interesseret i, at Europa skal bruge mange ressourcer på fx militær tilstedeværelse i Asien og Stillehavsområdet. Man ser hellere, at Europa øger sin tilstedeværelse i sit nærområde, så der dermed kommer en form for arbejdsdeling, hvor hver allieret tager sig af egne interesser. 

Militære kapabiliteter og kapacitet

En selvstændig tilstedeværelse kræver selvstændige kapabiliteter. USA har længe bedyret, at europæerne bør investere mere i deres eget forsvar. Som en højtstående amerikansk diplomat formulerede det i et interview med DIIS i december 2021, så er de europæiske allierede nødt til at komme i gang med at udvikle deres egne militære kapabiliteter, for ellers bliver ”kløften mellem, hvad USA’s militære styrker kan – og Europas militære styrker ikke kan – for stor”.

En tilbagevendende stopklods, når det kommer til at udvikle fælles militære kapabiliteter inden for EU-rammen, har været frygten for, at det ville skabe konkurrence med Nato og unødig duplikation af militære instrumenter og bureaukrati. Fra amerikansk side er denne duplikations-diskussion ved at være forældet; ”om de europæiske allierede styrker deres kapabiliteter bedst igennem EU eller bilateralt er for os helt irrelevant. Bare de gør det,” forklarede en amerikansk diplomat i Biden-administrationen i et andet interview.

I årtier har amerikanske politikere og virksomheder ellers været skeptiske, især når det kom til udviklingen af militært isenkram i Europa, da det ville betyde et fald i eksport fra den amerikanske våbenindustri til Europa. I Biden-administration støtter man nu de nyeste EU-initiativer, der har fokus på styrkelse af den europæiske forsvarsindustri, og amerikanske virksomheder ser muligheder i et nyt samarbejde med europæiske virksomheder inden for rammen af EU’s nye forsvarsfond. Det blev også understreget af flere amerikanske embedsmænd og eksperter, at en udvikling, hvor Europa opgraderer sine militære kapabiliteter, vil betyde en styrkelse af Nato og dermed det transatlantiske bånd. 

Fra snak til handling

EU er notorisk kendt for at være ”all talk and no action”, som fremhævet af flere amerikanske embedsmænd og eksperter. Tilbage i 2004 lancerede EU de såkaldte EU-kampgrupper til hurtig militær udrykning, men kampgrupperne er aldrig blevet brugt, da EU-landene ikke har kunnet blive enige om hvor og hvordan. Tilsvarende har EU’s stats- og regeringsledere igen og igen været nølende, når det kommer til at udsende klare signaler over for storpolitiske spørgsmål. Den seneste udvikling efter Putins invasion af Ukraine har vist, at handlingen nu ser ud til at komme.

Det er et nybrud for EU’s forsvarspolitik, at EU står sammen og viser en uset politisk vilje til at styrke Europæisk og EU’s forsvarspolitik. Med Tysklands udmelding om at investere 100 milliarder euro i forsvar i de kommende år har Kansler Olaf Scholz gjort op med årtiers tysk, tilbageholdende udenrigspolitik. På samme måde er Sveriges beslutning om at sende krigsudstyr til Ukraine et voldsomt opgør med landets hidtidige linje, hvor man konsekvent har afvist at levere våben til lande i konflikter eller krig. EU har også for første gang besluttet at sende dødbringende våben til Ukraine.

Denne udvikling er dog ikke opstået ud af det blå. Siden valget af Trump som USA’s Præsident i 2016 har EU formået at udvikle sin forsvarspolitik mere end nogensinde før med lanceringen af en række initiativer med det formål at beskytte Europa, dets borgere og værdier.

Det transatlantiske samarbejde er for evigt forandret 

”Jo før vi erkender, at det transatlantiske forhold er strukturelt forandret, jo bedre kan vi forme det, så vi sikrer begge parters interesserer og sikkerhed (…) Det transatlantiske bånd er ændret for altid,” understregede en topembedsmand i Biden-administrationen, og udtalelsen er blevet bakket op af flere amerikanske embedsmænd og eksperter i deres interviews med DIIS.

Biden-administrationen er formentlig den sidste med et så tydeligt, kulturelt, historisk tilhørsforhold til Europa. Fremover vil forholdet givetvis i langt højere grad bygge på en transaktionel, noget-for-noget tilgang, hvor Europa må yde mere for at fastholde forholdet. Skulle Trump – eller Trump 2.0 – vinde valget i 2024, er der endnu en grund til, at Europa bør styrke sin strategiske autonomi ikke mindst set i lyset af den nyeste udvikling i Østeuropa. Men uanset hvilken vej den politiske vind blæser i USA, er vejen for Europa den samme: mod øget strategisk autonomi.

For Danmark synes vejen måske knap så let, da Danmarks sikkerhedspolitik er tæt knyttet til USA og Nato samtidig med, at Danmark står uden for EU’s militære samarbejde. Her kan Danmark som andre EU-lande med fordel anerkende, at der ikke eksisterer et modsætningsforhold mellem det at styrke EU og europæisk forsvarssamarbejde og det at være en være en atlanticist. Tværtimod kan øget europæisk autonomi redde det transatlantiske forhold.

Dette policy brief bygger på samtaler foretaget i Washington D.C. i december 2021 med en lang række amerikanske eksperter og embedsmænd, der har arbejdet under Præsident Trump eller den nye Biden-administration.