Taliban sejrede og vendte den globale krig mod terror på hovedet i løbet af få uger

Da 19 terrorister fra Al-Qaeda fløj to kaprede passagerfly ind i hjertet af New York og dræbte 2605 mennesker var det startskuddet til en global krig, der har vist sig at vare i mindst 20 år. Ifølge en analyse fra det anerkendte Watson Institute på Brown Universitet i Rhode Island har de krige, USA har ført i Mellemøsten som reaktion på 11. september, kostet 6.400 milliarder amerikanske dollars og flere end 800.000 livet.

Hvis man omregner til danske kroner, svarer det til 18 gange Danmarks samlede økonomi.

Indtil for få uger siden virkede krigsbilledet ganske fasttømret: På den ene side stod Vesten og dets allierede. På den anden side stod den global jihadisme. Den første slagmark var Afghanistan i 2001, hvor Vesten forsøgte at lokalisere Al Qaedas leder, Osama bin Laden, og de fundamentalistiske magthavere Taliban blev jagtet på flugt op i bjergene.

Men med Vestens retræte fra Kabul og Talibans magtovertagelse er det sort-hvide billede ved at blive mere mudret. Taliban har sendt nye diplomatiske toner mod Vesten og bekriger selv Islamisk Stat. Det velkendte billede fra stormagtskonflikter er ved at udspille sig: Gamle dødsfjender er måske ved at blive venner, fordi man kan blive enige om at bekrige en fælles fjende. Krigen mod terror er nærmest vendt på hovedet.

Men hvis vi skal forstå, hvor krigen mod terror står her 20 år efter angrebet i New York, og hvor vi er på vej hen, skal man først kigge på, hvordan krigen står i Europa. Og særligt hvordan terroren har udviklet sig de seneste 5-10 år.

Da det belgisk-franske netværk af jihadister i 2015 udnyttede flygtningestrømmene til at snige sig tilbage til Europa efter, at de havde opholdt sig i Syrien og fået våbentræning af Islamisk Stat, var det et chok og en ubehagelig påmindelse om, at krigen mod terror ikke var vundet. Netværket var velkendt af både franske og belgiske efterretningstjenester og havde været det i årevis. Det var en udløber af algeriske jihadgrupper, der i 1995 stod bag en serie terrorangreb i Frankrig. Frankrig støttede den algeriske regering i krigen mod jihadgrupperne, der hævnede sig ved at gennemføre bombeangreb på franske metrostationer.

Krigen i Algeriet var blevet udløst af, at islamiske fundamentalister i januar 1991 stod til at vinde et parlamentsvalg, hvilket fik det algeriske militær til at gennemføre et militærkup med både fransk og amerikansk opbakning. Det førte til en særdeles blodig borgerkrig med over 100.000 dræbte og til terrorisme i Frankrig.

Frankrig optrevlede gruppen, og medlemmerne blev dømt og sendt i fængsel. I fængslet blev stadig flere kriminelle hvervet og omvendt. Det hele førte til, at der i parisiske forstæder etablerede sig et farligt samfund af kriminelle, der satte sig uden for det franske samfund og optrådte med en blanding af druk, vold, narkoforbrug og tiltrækning til jihadisme. De franske myndigheder fulgte udviklingen tæt, og det blev et tema i fransk politik. Den samme udvikling så man i forstæder til Bruxelles, og miljøerne havde forbindelse med hinanden. Problemerne blev ikke løst, men udviklede sig til uregulerede sociale forstadsproblemer i en cocktail af vold, kriminalitet og jihadisme.

I juni 2014 besluttede de franske og belgiske efterretningstjenester at stoppe den tætte overvågning af miljøerne. De måtte prioritere deres ressourcer og mente, de burde overvåge fremmedkrigere, der rejste til Syrien og Irak for at deltage i opbygning af Islamisk Stats kalifat. Skal en person overvåges 24 timer i døgnet, koster det løn til hele 7 betjente eller agenter. Det er dyrt. Og efterretningstjenesterne, hvilket de har erkendt offentligt, så andre veje end til de kendte kriminelle jihadistmiljøer i forstæderne.

Chokket kom i januar 2014, hvor to brødre tiltvang sig adgang til satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris og brutalt myrdede det meste af redaktionen af bladet. Efterfølgende udviklede der sig en blodig gidselaffære i et jødisk supermarked. Charlie Hebdo-gerningsmændene sværgede troskabsed til Al-Qaeda i Yemen, og gerningsmanden bag gidselaffæren optrådte på en video udsendt af Islamisk Stat.

I Sverige reagerede efterretningstjenesten prompte og sendte satiretegneren og kunsthistorikeren Lars Vilks i skjul på en hemmelig adresse: han fik en opringning om, at han ikke måtte tage hjem til sit hus, men kunne oplyse, hvad han ville have med til skjulestedet, så skulle agenterne nok hente det. Helt så årvågne var efterretningstjenesten i Danmark ikke, da selvsamme Lars Vilks skulle optræde ved et seminar i Krudttønden på Østerbro i februar, hvor han blev angrebet af en jihadist og terrorist, der dog ikke fik ram på kunstneren, men dræbte en dansk filminstruktør. Og senere på natten skød han en jødisk vagt ved synagogen i Krystalgade. Gerningsmanden blev den efterfølgende morgen dræbt af skud af skud, da politiet søgte at anholde ham i Nordvestkvarteret i København. Danmark var blevet ramt af terrorisme.

Senere på året og året efter så man voldsomme terrorhandlinger i Frankrig, Belgien og Tyskland. De var relateret til det fransk-belgisk netværk og til krigen mod Islamisk Stat, der var indledt i august 2014. Men da myndighederne fik optrevlet netværket, stoppede terrorismen, og de senere år har der heldigvis ikke været større terrorangreb. Det er situationen i Europa: Internationalt samarbejde mellem efterretningstjenester og bevogtning af ydre grænser har gjort det svært for terrorister at operere i Europa.

Men terrorismen fortsætter og jihadgrupperne genopfinder sig selv hele tiden. Islamisk Stat markerede sig på værste vis med stort terrorangreb i Kabul lufthavn for få uger siden. De vil hævne sig på USA og Vesten, og de vil til døden bekæmpe Taliban, som nu er blevet USA’s og Vestens allierede i krigen mod terror. Og den gamle fjende Al-Qaeda er stadig også aktiv. Mest i Syrien og Yemen, men også i Afghanistan og Pakistan. Organisationen taler med Taliban, der prøver at overbevise dem om, at global terrorisme er en dårlig idé. Taliban vil støtte Al-Qaeda i at lave et islamisk emirat, måske i Yemen, men de vil have sig frabedt, at Al-Qaeda laver terrorisme i Vesten og Østen.

Det er med andre ord Taliban, der er blevet den forreste front i krigen mod terror. Det har Kina og Rusland set, og begge stormagter vil støtte Taliban i denne krig. USA, der indtil for få uger siden ofrede både penge og soldater i kampen mod Taliban, er nu ved at indstille sig på en helt ny situation. Det passer formentlig USA helt fint, at supermagten efter 20 års mislykket krig kan udlicitere krigen i Sydasien til Taliban, Rusland og Kina. Og onde tunger hævder, at USA håber, at den strategiske konkurrent Kina knækker nakken i forsøget på at stabilisere Afghanistan og bliver den næste stormagt, der havner på imperiernes kirkegård.

Men USA kan omvendt også kun være tilfreds, hvis Kina og Taliban faktisk får ro på i Sydasien.

Den grimme amerikanske tilbagetrækning fra Kabul kan dermed vise sig at være en win-win situation: Krigen mod terror fortsætter, men USA overlader ansvaret til regionale magter, og midlerne vil i højere grad være økonomisk udvikling og multilateralisme.

Udviklingen betyder samtidig, at EU og Danmark skal til at gentænke sin sikkerhedspolitik. I rivaliseringen mellem Kina og USA må EU finde sine egne ben. Det skal selvfølgelig på ingen måde betyde et farvel til dansk samarbejde med USA, men det bliver anderledes, og Danmark må i stigende grad indstille sig på, at det er Kina og til dels Rusland, der skal tales med, når Danmark vil ’hjælpe i nærområderne’, som man typisk kalder det, når man vil bremse migration til EU. Krigen mod terror og hjælp i nærområderne bliver to sider af samme sag, hvilket kræver en ny dansk og europæisk udviklings- og sikkerhedspolitik i skærsilden mellem USA og Kina.

Indlægget blev bragt i Politiken 12. september 2021.