EU-landene må finde et fælles fodslag over for Tyrkiet

EU’s optagelsesforhandlinger med Tyrkiet kan aktuelt ikke fungere som ramme om EU’s forhold til Tyrkiet. Det har både Tyskland, EU Kommissionen og Europa Parlamentet på hver sin måde gjort klart på det seneste. EU-landene har imidlertid brug for at samarbejde med Tyrkiet omkring migration og terror, men det er vanskeligt på grund af den udbredte skepsis over for Erdogan-regeringen. Samtidig er flere EU-lande i de senere år begyndt at indgå bilateralehandelsaftaler med Tyrkiet uden at skele til de krav om politiske og økonomiske reformer, der ellers er aftalt som en del af EU-sporet.

Det er en udvikling, som den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan, gør sit til at udnytte. Før EU-topmødet i oktober 2017 besøgte han Polen og indgik en række handelsaftaler. Samtidig opnåede han polsk støtte til at modvirke tysk pres på Tyrkiet under EU-topmødet. Noget lignende gør sig gældende i Erdoğans forhold til den ungarske præsident, Viktor Orbán.

Ved at indgå bilaterale aftaler opnår præsident Erdoğan at bevare den støtte fra Tyrkiets nye, økonomiske elite, som han bygger sin politiske magt på. Samtidig kan han spille på alle heste i den multipolære verdensorden, herunder samarbejdet med Rusland om energi og sikkerhed.

Vanskelige balancegange
Spørgsmålet er, hvordan EU kan håndtere forholdet til Tyrkiet på en hensigtsmæssig måde i den nuværende situation. Hidtil har man forsøgt sig med især tre forskellige værktøjer, der alle har været forbundet med problemer. Det første og mest anvendte værktøj har været den betingede økonomiske gulerod. EU har for eksempel stillet Tyrkiet en visumliberalisering og en opgradering af den toldunion, der blev indgået mellem EU og Tyrkiet tilbage i 1995, i udsigt mod, at Tyrkiet blandt andet reformerer sin anti-terror lovgivning og skaber transparens omkring udliciteringen af offentlige opgaver.

Denne tilgang er problematisk af flere årsager. For det første har det været svært at sikre sig, at præsident Erdoğan ikke blot udnytter en forhandlingssucces
med EU til at konsolidere sin magt yderligere, for så derpå at vende Europa ryggen. For det andet kan sådanne gulerødder blive opfattet som en støtte til Erdoğans politiske linje, hvilket det er svært at vinde opbakning til i et stadig mere Tyrkiet-skeptisk Europa. Dertil kommer, at Erdogan-regeringen ikke udviser nogen villighed til reformer.

Et andet værktøj, der hidtil har været anvendt, er støtten til ”de andre 50%”, altså den politiske opposition. Rationalet har her været, at støtte til de pro-demokratiske og pro-europæiske kræfter i det tyrkiske samfund ville styrke demokratiet. Men den tilgang har også en række slagsider. Den understøtter AKP-regeringens propaganda mod pro-demokratiske grupper, der fremstilles som en form for femtekolonne, som kun er ude på at underminere Tyrkiet. Samtidig er det en uskreven regel i Tyrkiet, at jo længere væk en politisk gruppe er fra magten, jo mere taler den om demokrati. Og omvendt. Jo tættere på magten, jo mindre demokrati. Da præsident Erdoğans AK-parti tilbage i begyndelsen af 00’erne udgjorde ”de andre 50%”, fremstod partiet som en tilhænger af demokrati og blev af samme grund støttet af EU.

Det tredje værktøj er, at enkeltlande oparbejder snævre, interesse-baserede og bilaterale relationer tilTyrkiet.Denne tilgang er et resultat af den aktuelle europæiske handlingslammelse. Migration, intern splittelse i EU-landene og omfattende Tyrkiet-skepsis i de europæiske befolkninger har svækket EU, og medlemslande er i stedet begyndt at gå bilateralt til Tyrkiet på centrale nationale interesseområder som handel og sikkerhed. Men denne tilgang er problematisk, for den bidrager til at opretholde det politiske og økonomiske system i Tyrkiet, der ikke alene udfordrer retsstaten og menneskerettigheder, men også er med til at destabilisere den ellers potentielt sunde tyrkiske økonomi.

Økonomisk pres
Det er ikke let. Og det bliver ikke lettere af, at andre variable også spiller ind. De liberale værdier og de multilaterale fora, der repræsenterer dem, er under pres, og forholdet mellem Tyrkiet og EU bliver brugt indenrigspolitisk i både Tyrkiet og de enkelte medlemsstater.

Der er dog et værktøj, som har haft nogen succes gennem de seneste år, og det er økonomisk pres. Foruden Putins Rusland og Trumps USA har Merkels Tyskland også haft dette værktøj fremme. Den tyske kansler fik hurtigt et resultat, da hun i sommeren 2017 begrænsede en række tyske og europæiske bankers mulighed for at garantere for europæiske investeringer i Tyrkiet. Kritikken af Tyskland forstummede i denregeringsvenlige, tyrkiske presse, og fængslede tyske statsborgere blev løsladt. Både Putin og Trump har haft succes over for Erdoğan med en lignende hård økonomisk linje. Til forskel for Putin og Trump undlod Merkel de politiske megafoner, men det var stadigt et kortsigtet og reaktivt svar på enkeltstående bilaterale kontroverser.

Modsat Rusland og USA er EU en økonomisk supermagt i forhold til Tyrkiet. Og det gør EU’s muligheder for at lægge pres på Tyrkiet endnu bedre. USA har netop fjernet Tyrkiet fra listen over lande, der nyder toldfrihed ved salg af en hel række varer til USA, og det er svært at få øje på økonomiske samarbejdspartnere, der kan erstatte EU. Læg hertil at Tyrkiet ikke har adgang til nævneværdige naturressourcer og er en åben økonomi, der er afhængig af samhandel med omverdenen.

Endelig bidrager tendenser til klientelisme og udhuling af retsstaten til en tiltagende hjerneflugt fra Tyrkiet; hjerner den stadig mere trængte økonomi har brug for. EU kan derfor bruge en mere realistisk økonomisk stok, hvis det vel at mærke sker som middel, ikke endeligt mål. Ingen i EU har interesse i en økonomisk kollaps i Tyrkiet.

Overkommelige forhindringer
Igen, det er ingen let kurs for EU at tage. Bådemigrationsspørgsmålet og et internt splittet europæisk samarbejde kan komme i vejen. Og det kan blive svært at afpasse den hårdere økonomiske linje på en måde, der sikrer en fortsat økonomisk udvikling, som er i EU’s klare interesse. Men migrationsspørgsmålet har ændret sig siden 2015. Tyrkiet kan næppe spille flygtningekortet med samme vægt som dengang. Faktisk er der mulighed for, at EU og Tyrkiet kan finde sammen om at gøre det muligt for syriske flygtninge med tiden at kunne vende hjem.

Den største udfordring ligger derfor i at samle EU om en fælles linje over for Tyrkiet. Her er det EU, givetvis med Tyskland i spidsen, der skal træde i karakter og overbevise de enkelte medlemslande om, at den bilaterale tilgang til Tyrkiet på sigt giver bagslag, ikke blot for EU, men også i de enkelte lande. Og så behøver det ikke være stok det hele. EU kan lægge pres på det græske Cypern, som igen og igen blokerer for selv små tiltag fra EU i den tyrkisk-kypriotiske konflikt. Ligeledes kan EU stille den nu meget hårdt trængte tyrkiske økonomiske elite fordele i udsigt. Det vil styrke Tyrkiets tillid til EU og tyrkernes syn på Europa. Der er meget at hente ved denne fælles tilgang.