Dansk krigsaktivisme i terrorens tid

DIIS forsker Mona Kanwal Sheikh lægger op til debat om Danmarks krigsaktivisme og de kompromiser, Danmark lægger navn til i terrorbekæmpelsens navn.

I Jyllands-Posten skriver hun bl.a.:
”Uden strategi og klart sigte fulgte vi euforisk i hælene på den amerikanske præsidents retorik om den frie verdens pligt til at stå sammen. Og vi sidder stadig i Helmand – uden anelse om formål eller succeskriterier. Har vi fået bugt med terrorismen? Nej. Tværtimod. Forskningen viser, at vores invasion har været med til at skabe flere militante bevægelser i regionen. Har vi elimineret Al Qaida? Åbenbart ikke. De er, som udviklingen i Mali viser, stadig til stede i Afrika. Har vi forsvaret danske interesser? Ikke entydigt. Danskere i udlandet og Danmark er blevet et potentielt mål for terrorisme. Og hvad med menneskerettighederne? Jovist, vi har bygget skoler for afghanske pigebørn, men hvis det var formålet, kunne vi i stedet have valgt at etablere flere uddannelsesbyer i Afrika for det beløb, som krigene har kostet, og vi ville ikke have behøvet at slæbe det dyre militære isenkram med os.
 
Værre er det, at vi ikke har overvejet, hvem vi har allieret os med – det problem har vi både i forhold til Afghanistan og nu i Mali. I Afghanistan støtter vi stadig de gamle krigsherrer – dem der plyndrede befolkningen, og klyngede modstandere op i lygtepæle i årene efter Den Kolde Krigs ophør. Blandt vores allierede er regeringsrepræsentanter, der er ligeså stokkonservative som Taleban, når det handler om kvinders rettigheder og moral. En spritny FN-rapport viser, at vores allierede i Afghanistan er ansvarlig for omfattende mishandling af fanger i afghanske fængsler. I Malis tilfælde støtter vi en illegitim regering, der kom til magten ved et militærkup, og en rapport fra Amnesty International viser, at den forbryder sig mod menneskerettighederne. Da den nuværende konflikt i Mali oprindeligt eskalerede på grund af en separatistisk opstand og etniske spændinger, blev separatisterne tortureret og dræbt af de maliske sikkerhedsstyrker – nogle endda på baggrund af deres etniske oprindelse. Det betyder selvfølgelig ikke, at oprørerne eller de islamistiske grupper har en bedre moral, men det anskueliggør problemerne ved at vælge side i en konflikt, hvor begge parter er af tvivlsom karakter. Samme pointe findes i en rapport fra International Crisis Group, der fra starten advarede mod bombestrategien i Mali ud fra erfaringer om at udenlandsk intervention i sidste ende skærper de interne etniske konflikter. Med en kompliceret situation, hvor volden og overtrædelserne både kommer fra de maliske myndigheder, de separatistiske grupper og Al Qaida-relaterede grupper, er det langt fra tydeligt, hvorfor Danmark skulle gå ind og støtte nogle af parterne uforbeholdent.
 
Vores krigsdeltagelse er præget af den slags dilemmaer. Og netop derfor er det påfaldende, at de kompromiser, vi indgår i terrorbekæmpelsens navn, sjældent åbenbares i den offentlige debat.”