DIIS Comment
Danmarks strategi for Arktis 2011-2020 ambitioner og vilje
Kongerigets Danmarks strategi for Arktis 2011-2020 udkom i august 2011. Samtidig blev den Værnsfælles Arktiske Kommando vedtaget. Den Nordatlantiske forsvarsstruktur samles i Nuuk. Hermed har Danmark en strategi for nuværende og kommende aktiviteter ved Arktis, som bygger på et tæt samarbejde med kyststaterne i Arktis og på, at disse kan forhandle sig frem til fælles løsninger ud fra FN's havretskonvention, internationale traktater og domme ved Den Internationale Domstol. Men strategien tager ikke højde for de historiske erfaringer.
Den ny strategi lægger stor vægt på det samarbejde mellem de fem kyststater i Arktis, som er en direkte udløber af Ilulissat-erklæringen fra 2008. Strategien lægger dermed op til, at Arktis' fremtid kan forhandles på plads eller alternativt afgøres på grundlag af konventioner og domme.
Den historiske lære
Historien om Arktis viser imidlertid, at ambitioner og hensigter ikke kan stå alene. Dommen ved Den Internationale Domstol i Haag i 1933 om Østgrønlands tilhørsforhold blev reelt afgjort af, at der havde været privatfinansierede danske ekspeditioner i området – allerede årtier inden Kongeriget Danmark udviste interesse for det. Havde det ikke været tilfældet, havde der været en reel mulighed for, at Norge med rette kunne have hævdet sit krav på territoriet. Uden at det var af samme afgørende betydning, hjalp det desuden, at USA ikke modsatte sig Danmarks krav. Der var altså reelt tale om, at Østgrønland tilfaldt Kongeriget Danmark på baggrund af enkeltpersoners vilje til privat at finansiere udforskning af området.
Vilje og ressourcer
Selvom der er tale om en næsten 70 år gammel afgørelse, er den som dom stadig interessant i forbindelse med Den Arktiske Strategi. For strategien udstikker kun meget brede retningslinjer omkring de ressourcer, som man ønsker at afsætte. Dommen vedrørende Østgrønland viste med al tydelighed, at vilje og ressourcer hænger sammen, også når aftaler og tvister skal afgøres. I en moderne kontekst betyder det: der skal være vilje til at hævde og undersøge, hvad der anses for at kunne tilhøre Kongeriget, og ressourcer i form af økonomi og andre kapaciteter til at gennemføre denne vilje.
Strategien for Arktis har ambitionerne, men tager udgangspunkt i, at disse langt hen ad vejen kan opfyldes uden tildeling af yderligere ressourcer. Andre staters stigende interesser og udvidelsen af det område, der ikke årligt isdækkes, forventes også fremover at kunne håndteres med de ressourcer, som allerede i dag er til stede i Arktis.
At vilje og ressourcer er vigtige, fremgår af uoverensstemmelserne i sin tid omkring Østgrønland, og i en mere aktuel sammenhæng også vedrørende Hans Ø. Danmarks vedholdende vilje til at hævde og vise suverænitet omkring Hans Ø kan få afgørende betydning for, hvorledes tilhørsforholdet en dag vil falde på plads, især hvis det skal afgøres gennem Den Internationale Domstol i Haag.
Territorier skal hævdes
En manglende eller usikker hævdelse af et territorium kan omvendt ses i sagen omkring Svalbard-traktaten, hvor Norge ikke opnåede fuld jurisdiktion, uagtet at norsk overherredømme blev internationalt anerkendt. Det resultat må Norge leve med den dag i dag, hvor flere stater har etableret forskningsstationer på øgruppen, og hvor Rusland fortsat driver minedrift.
Danske ambitioner for Arktis bør derfor være i nøje overensstemmelse med den vilje, der vises og de ressourcer, der afsættes. Ved aftaler og internationale domme afgøres udfaldet ikke alene af staters krav. Staterne skal også kunne bevise en vilje, og en sådan ligger langt ud over Ilulissat-erklæringen. Viljen vil i det moderne Arktis fremgå af, at Danmark aktivt hævder suverænitet over territorier, som man mener tilhører Kongeriget, men også parathed til at undersøge og gøre krav på de naturressourcer, som forefindes i disse områder. At dette er vigtigt, så man i forbindelse med sagen om Jan Mayen-øen, hvor grænser blev trukket og zoner delt ligeligt mellem staterne på grundlag af de tilstedeværende ressourcer, og altså ikke alene ud fra de geografiske forhold. En tilsvarende vurdering bidrog til fastsættelsen af den økonomiske zone i den sydlige del af Nordsøen. En forudsætning er imidlertid, at en sådan viden om ressourcer er tilgængelig. Her lægger den netop vedtagne arktiske strategi stor vægt på kortlægning af Arktis, men berører ikke på samme måde nødvendigheden af at lokalisere eventuelle ressourcer.
Strategien i dag
Den Arktiske Strategi 2011-20 beskriver de muligheder, Arktis kan give hele Kongeriget. Der er høje forventninger til, at tvister kan afgøres i mindelighed gennem gensidig forståelse, som det har været tilfældet tidligere i historien, hvor interessen for Arktis imidlertid, også fra datidens stormagter, var lav. I dag er situationen helt anderledes; nogle af Kongerigets tætteste samarbejdspartnere har interesser i Arktis, og Danmark bør i højere grad vurdere, hvorvidt ambitionerne reelt stemmer overens med den vilje og de ressourcer, som er afsat.
Udfaldet af de tvister, som skal afgøres internationalt gennem domme, vil afhænge af staternes vilje, målt på både ressourcer og handlinger og over tid. Problemer i Arktis kan bestemt løses gennem fredelige initiativer, men afgørelsen vil afhænge af, om Kongeriget Danmark gennem hele forløbet har ageret og udvist synlighed gennem tilstedeværelse i området og engagement i videnskabelige undersøgelser.
Den historiske lære
Historien om Arktis viser imidlertid, at ambitioner og hensigter ikke kan stå alene. Dommen ved Den Internationale Domstol i Haag i 1933 om Østgrønlands tilhørsforhold blev reelt afgjort af, at der havde været privatfinansierede danske ekspeditioner i området – allerede årtier inden Kongeriget Danmark udviste interesse for det. Havde det ikke været tilfældet, havde der været en reel mulighed for, at Norge med rette kunne have hævdet sit krav på territoriet. Uden at det var af samme afgørende betydning, hjalp det desuden, at USA ikke modsatte sig Danmarks krav. Der var altså reelt tale om, at Østgrønland tilfaldt Kongeriget Danmark på baggrund af enkeltpersoners vilje til privat at finansiere udforskning af området.
Vilje og ressourcer
Selvom der er tale om en næsten 70 år gammel afgørelse, er den som dom stadig interessant i forbindelse med Den Arktiske Strategi. For strategien udstikker kun meget brede retningslinjer omkring de ressourcer, som man ønsker at afsætte. Dommen vedrørende Østgrønland viste med al tydelighed, at vilje og ressourcer hænger sammen, også når aftaler og tvister skal afgøres. I en moderne kontekst betyder det: der skal være vilje til at hævde og undersøge, hvad der anses for at kunne tilhøre Kongeriget, og ressourcer i form af økonomi og andre kapaciteter til at gennemføre denne vilje.
Strategien for Arktis har ambitionerne, men tager udgangspunkt i, at disse langt hen ad vejen kan opfyldes uden tildeling af yderligere ressourcer. Andre staters stigende interesser og udvidelsen af det område, der ikke årligt isdækkes, forventes også fremover at kunne håndteres med de ressourcer, som allerede i dag er til stede i Arktis.
At vilje og ressourcer er vigtige, fremgår af uoverensstemmelserne i sin tid omkring Østgrønland, og i en mere aktuel sammenhæng også vedrørende Hans Ø. Danmarks vedholdende vilje til at hævde og vise suverænitet omkring Hans Ø kan få afgørende betydning for, hvorledes tilhørsforholdet en dag vil falde på plads, især hvis det skal afgøres gennem Den Internationale Domstol i Haag.
Territorier skal hævdes
En manglende eller usikker hævdelse af et territorium kan omvendt ses i sagen omkring Svalbard-traktaten, hvor Norge ikke opnåede fuld jurisdiktion, uagtet at norsk overherredømme blev internationalt anerkendt. Det resultat må Norge leve med den dag i dag, hvor flere stater har etableret forskningsstationer på øgruppen, og hvor Rusland fortsat driver minedrift.
Danske ambitioner for Arktis bør derfor være i nøje overensstemmelse med den vilje, der vises og de ressourcer, der afsættes. Ved aftaler og internationale domme afgøres udfaldet ikke alene af staters krav. Staterne skal også kunne bevise en vilje, og en sådan ligger langt ud over Ilulissat-erklæringen. Viljen vil i det moderne Arktis fremgå af, at Danmark aktivt hævder suverænitet over territorier, som man mener tilhører Kongeriget, men også parathed til at undersøge og gøre krav på de naturressourcer, som forefindes i disse områder. At dette er vigtigt, så man i forbindelse med sagen om Jan Mayen-øen, hvor grænser blev trukket og zoner delt ligeligt mellem staterne på grundlag af de tilstedeværende ressourcer, og altså ikke alene ud fra de geografiske forhold. En tilsvarende vurdering bidrog til fastsættelsen af den økonomiske zone i den sydlige del af Nordsøen. En forudsætning er imidlertid, at en sådan viden om ressourcer er tilgængelig. Her lægger den netop vedtagne arktiske strategi stor vægt på kortlægning af Arktis, men berører ikke på samme måde nødvendigheden af at lokalisere eventuelle ressourcer.
Strategien i dag
Den Arktiske Strategi 2011-20 beskriver de muligheder, Arktis kan give hele Kongeriget. Der er høje forventninger til, at tvister kan afgøres i mindelighed gennem gensidig forståelse, som det har været tilfældet tidligere i historien, hvor interessen for Arktis imidlertid, også fra datidens stormagter, var lav. I dag er situationen helt anderledes; nogle af Kongerigets tætteste samarbejdspartnere har interesser i Arktis, og Danmark bør i højere grad vurdere, hvorvidt ambitionerne reelt stemmer overens med den vilje og de ressourcer, som er afsat.
Udfaldet af de tvister, som skal afgøres internationalt gennem domme, vil afhænge af staternes vilje, målt på både ressourcer og handlinger og over tid. Problemer i Arktis kan bestemt løses gennem fredelige initiativer, men afgørelsen vil afhænge af, om Kongeriget Danmark gennem hele forløbet har ageret og udvist synlighed gennem tilstedeværelse i området og engagement i videnskabelige undersøgelser.
Danmarks Strategi for Arktis 2011-2020
ambitioner og vilje