Beskyttelse af kulturarv er nødvendig for at beskytte civile

af Frederik Rosén ogAnne Østrup

Når en gruppe mennesker ønsker at skade, fordrive eller ligefrem udrydde en anden gruppe, er civile ikke de eneste ofre. Som regel følges angreb på civile op med målrettede angreb på og ødelæggelser af kulturarv så som kirker, moskeer, historiske bygninger og monumenter eller biblioteker. For eksempel ødelægger terrorgruppen Islamisk Stat både shiitiske moskeer og monumenter samt kristne kirker som en del af deres voldskampagne og overgreb på mindretal. Vi har set tilsvarende former for målrettede ødelæggelser blandt andet på Balkan, og i Mali, Syrien og Afghanistan.

Sammenhængen mellem krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden, folkedrab og ødelæggelse af kulturarv er langtfra ny. Men kulturarv er i de seneste år i stigende grad blevet en central del af væbnede konflikter, i visse tilfælde endda omdrejningspunktet. Når etnicitet, kultur og religion udgør drivkræfter for konflikter, bliver de fysiske manifestationer af disse tilhørsforhold selvsagt ofte til primære mål. Det er derfor vigtigt at se direkte angreb på kulturarv i sammenhæng med overgreb på civile og som et varsel om kommende overgreb. Det er altså ofte ikke muligt at adskille overgreb på civile og kulturarvsødelæggelser. Derfor er det også forkert at spørge, hvorfor vi skal bekymre os over ødelæggelsen af historiske bygninger, når civile nedslagtes. Der ikke tale om et enten-eller, men om to sider af samme sag.

FN-rapporten Framework of Analysis for Atrocity Crimes understreger et behov for en dybere forståelse for den rolle, kulturarvsødelæggelser spiller i væbnede konflikter, således at vi kan blive bedre til at beskytte civile mod overgreb. FN kæder faktisk de folkeretlige beskyttelsesregimer vedrørende henholdsvis civile og kulturarv på de to områder sammen, herunder det såkaldte Responsibility to Protect (R2P)-regime, som opfordrer stater til at gribe præventivt ind, hvis en anden stat ikke udviser evne eller vilje til at hindre eller standse alvorlige krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden, etnisk udrensning eller folkedrab inden for dens territorium.

Det er derfor paradoksalt, at kun få lande, og ingen af de internationale organisationer, der koordinerer militære indsatser, dvs. FN, NATO, EU, og AU, har den nødvendige ekspertise og kapacitet til at sikre en indsats til beskyttelse af kulturarv i konfliktsituationer – herunder at håndtere sammenhængen mellem beskyttelsen af civile og ødelæggelse af kulturarv. FN’s kulturorganisation, UNESCO, har heller ikke kapacitet til at håndtere dette aspekt af kulturarvsbeskyttelsen, idet UNESCO som organisation hverken er egnet eller i stand til at arbejde i væbnede konflikter eller med militære organisationer.

Spørgsmålet om beskyttelse af kulturarv i forbindelse med væbnede konflikter bør derfor indgå som en del af den igangværende evaluering af FN’s fredsoperationer. Det bør behandles som et militært spørgsmål, der vedrører den humanitære folkeret, kritisk infrastruktur, menneskerettigheder og beskyttelse af civile. Hvis Danmark ønsker at bidrage til debatten om evalueringen af FN’s fredsoperationer, er beskyttelse af kultarv et oplagt emne at tage fat på. Det er højaktuelt, forholdsvis apolitisk, og det har en solid forankring i folkeretten. Det vil derfor formodentlig være let at få opbakning fra andre FN-medlemslande. FN har endnu ikke taget nogen skridt på området, så selv mindre initiativer kan potentielt gøre en stor forskel.

Rapporten Framework of Analysis for Atrocity Crimes er udgivet af FN’s kontor for den særlige rådgiver om forebyggelse af folkedrab. Rapporten identificerer en række forhold, der indikerer, at alvorlige forbrydelser enten er under opsejling eller allerede begås, herunder:

• ødelæggelse eller plyndring af ejendom, der rhar forbindelse til kulturel eller religiøs identitet;
• angreb på eller ødelæggelse af kulturelle eller religiøse symboler eller ejendom;
• tegn på struktureret vold mod civile eller mod medlemmer af identificerbare grupper, deres ejendom, levebrød eller kulturelle eller religiøse symboler;
• trusler mod eller tilegnelse, beslaglæggelse, plyndring eller forsætlig ødelæggelse eller beskadigelse af ejendom, som tilhører, repræsenterer eller udgør en del af den kulturelle, sociale eller religiøse identitet hos grupper, som er beskyttet under humanitær folkeret, med mindre ejendommen anvendes til militære formål.