Ballonaffære blæste ny kold luft i forholdet mellem Kina og USA

Spionballonkrisen i begyndelsen af februar udviklede sig til endnu et tragisk vidnesbyrd om, hvor konfliktfyldt forholdet mellem USA og Kina er. Tragisk, fordi begge landes regeringer ellers havde indstillet sig på at sænke spændingsniveauet oven på Nancy Pelosis kontroversielle Taiwan-besøg tilbage i august, hvor Beijing bl.a. reagerede ved officielt at opsige de få tilbageværende samarbejdsområder med Washington. Planen var således at genopdyrke de diplomatiske kommunikationskanaler på højniveau med den smilende håndtryksseance mellem præsident Biden og Xi Jinping på G20-topmødet i november som det første spæde skridt, efterfulgt af den amerikanske udenrigsminister Antony Blinkens længe bebudede rejse til Beijing som det næste. Men i stedet fik nedskydningen af det kinesiske luftfartøj og aflysningen af Blinkens Kina-besøg gassen til at gå af den diplomatiske prøveballon.

At det endte som endnu en bilateral krisestund bærer begge parter ansvaret for. Som udgangspunkt blev krisen fremprovokeret af det kinesiske luftfartøj, som efter alt at dømme var en spionballon, selv om kineserne stædigt fastholder, at der var tale om et civilt, meteorologisk luftfartøj på afveje. Vi får sikkert aldrig svar på, om magthaverne i Beijing var uvidende om den specifikke efterretningsoperation og blot havde godkendt det bagvedliggende spionageprogram, eller om de måske forventede, at fartøjet ville glide under radaren i stil med tidligere operationer. Men uanset hvad var der tale om en dristig krænkelse af amerikansk luftrum, som torsdag blev enstemmigt fordømt af Repræsentanternes Hus. Og i et enstrenget autoritært regime som det kinesiske falder ansvaret i sidste ende tilbage på Xi Jinping.

Fordømmelse fra Washington

Til gengæld udstillede spionballonkrisen også, hvordan Republikanerne har tænkt sig at benytte enhver lejlighed til at skyde med skarpt mod Kina. Prominente republikanske Kina-høge som Marco Rubio og Tom Cotton stod på spring for at fremstille Biden-administrationens håndtering af ballonkrisen som famlende og tandløs. Og trods udbredt enighed om spionballonens begrænsede efterretningsmæssige værdi tvang den oppiskede stemning tilsyneladende Biden-administrationen til at optræde mere håndfast end planlagt. I hvert fald var præsident Biden overraskende skarp i mælet over for Kina i sin State of Union tale: ”Hvis Kina truer vores suverænitet, vil vi resolut forsvare vores land. Og det gjorde vi.”

Samtidig er det værd at bide mærke i, at Republikanerne efter midtvejsvalget har overtaget kontrollen med Repræsentanternes Hus i Kongressen, hvorfra de nu kan styre udvalgskomitéer, lovgivningsinitiativer, høringer m.v. Som en af de første handlinger oprettede det nykonstituterede Hus da også en ny komité for ”Strategisk konkurrence mellem USA og det kinesiske kommunistparti” med den tidligere marinesoldat Mike Gallagher som formand.

Det peger alt sammen i retning af en stadig mere Kina-kritisk dagsorden fra Kongressen, som i forvejen generelt optræder mere konfrontatorisk over for Kina end Det Hvide Hus på centrale områder som Taiwan-konflikten, kinesiske menneskerettighedskrænkelser, teknologisk eksportkontrol osv.

Lavmælt reaktion fra Beijing

Vendes blikket mod Beijing, er det bemærkelsesværdigt, hvor lavmælt Kinas officielle reaktion har været. Den kinesiske regering har naturligvis protesteret over nedskydningen af luftfartøjet og udlagt episoden som en amerikansk ”overreaktion”. Men kinesernes krisediplomatiske drejebog er berygtet for at rumme et langt skarpere udvalg af følelsesladede mishagsytringer, ligesom magthaverne ikke er blege for at mobilisere de folkelige masser i krisestunder. I stedet vendte den kinesiske regering hurtigt blikket indad og udpegede en hjemlig syndebuk - lederen af Kinas meteorologiske myndigheder, som blev sat fra bestillingen.

Kinas afdæmpede reaktion er ikke så meget et udtryk for røde ører blandt magthaverne, efterhånden som amerikanerne fremlægger stadig mere uigendrivelige beviser for, at luftskibet var en spionballon. For den kinesiske regering er under alle omstændigheder meget opsatte på at genoptage den diplomatiske tilnærmelsesproces med Biden-administrationen. Tilnærmelsen er nemlig den afgørende brik i en større diplomatisk charmeoffensiv, som Beijing har iværksat de seneste måneder for at forbedre Kinas forhold til Vesten og dermed imødegå de omsiggribende afkoblingsbestræbelser fra vestlig side. Og omvendt har amerikanerne også brug for et samarbejdsvilligt Kina i forhold til håndteringen af bl.a. klimadagsordenen, Nordkoreas atomvåbenprogram og sanktionerne mod Rusland.

Den helt store udfordring er dog, at USA og Kina dybest set betragter hinanden som strategiske rivaler, og at ethvert samarbejde dermed let risikerer at falde til jorden. Symbolikken under spionballonkrisen var i hvert fald svær at tage fejl af.