Afhoppet soldat: Jeg kunne ikke længere leve med militærets drab på befolkningen

Kaptajn Htet Myat havde fået nok. I starten af juni blev han beordret til at kontrollere en af de mange demonstrationer, der har spredt sig overalt i Myanmar ovenpå kuppet i februar. Men Htet Myat mistænkte, at hans overordnede havde planer om at skyde direkte på demonstranterne. For at advare dem, sendte han sms-beskeder til nogle af demonstranterne. Han skød også op i luften, så de kunne nå at trække sig tilbage. Få timer senere skulle Htet Myat møde på kasernen, men han dukkede aldrig op.

»Jeg kunne ikke længere leve med militærets behandling af folket, især forfølgelsen og drab på selv kvinder, børn og ældre,« siger Htet Myat til min medforfatter og mig, da vi indsamler data til den rapport, vi har udgivet på DIIS om soldaterdesertører i Myanmar siden kuppet. Efter 15 år i Myanmars militær deserterede den 31-årige kaptajn. Han er nu ansvarlig for en gruppe, der hjælper andre afhoppere med at få mad, lægehjælp og husly.

Htet Myat er én blandt cirka 2.000 soldater, der siden militærkuppet 1. februar er flygtet fra Myanmars militær. Nogle af dem er nu del af den væbnede kamp mod militæret. Andre deltager i kampagner for at få flere soldater til at desertere eller modarbejde militæret indefra.

Siden juni har jeg og kolleger i Danmark og Myanmar forsket i, hvad der får soldaterne til at desertere, og hvilken trussel afhopperne udgør for militærstyret. Vores forskning viser, at mange soldater deserterer på grund af moralske bekymringer. Blandt afhopperne er der en udbredt følelse af, at hæren er i gang med »at dræbe sin egen befolkning«. Ønsket om demokrati og troen på menneskerettigheder er ofte også et argument blandt denne gruppe af afhoppere.

Udnytter menige soldater

Siden det første militærkup i 1962 har Myanmars militær opbygget en stor politisk magt, men også en enorm økonomisk og social magt. Militæret har egne banker, skoler og hospitaler, og soldaterne er på den måde del af et system, hvor ikke bare deres egen løn, men også deres børns skolegang og sundhedssikring afhænger af militæret. Alt dette indgår som elementer i et strengt hierarkisk styre, hvor officerer udnytter og afpresser lavere rangerende soldater og deres familier med trusler om økonomisk og fysisk straf.

Flere af de soldater, der nu deserterer, begrunder deres beslutning med de forfærdelige forhold internt i militæret. Men samtidig er soldaternes økonomiske og sociale afhængighed af militæret en af de største barrierer for, at flere soldater deserterer. Ifølge flere af afhopperne ville op mod 90 procent af soldaterne desertere, hvis ikke det var af frygt for deres egen og deres familiers liv og sikkerhed. Imidlertid spiller økonomiske og sociale årsager også ind. Mange soldater føler ganske enkelt, at de har for meget at miste ved at desertere.

Myanmars hær har en lang tradition for at fremelske sammenhæng og loyalitet. Det sker gennem økonomisk og social tilknytning, men også gennem en stærk ideologisk programmering. Militæret har altid fremstillet sig selv som den eneste sande beskytter af nationens stabilitet og den buddhistiske religion, og soldaterne er konstant udsat for militærets omfattende propaganda.

Men militæret har i dag ikke længere mulighed for fuldstændig at kontrollere informationsstrømmen. Sociale medier er stærkt medvirkende til, at soldaterne får anden information end militærets propaganda, og oprørsbevægelsen har i et vist omfang haft held med at bruge de sociale medier til at få soldater til at skifte side.

Ingen tegn på sammenbrud

Mange i Myanmar har mistet håbet om, at det internationale samfund kan løse krisen i landet og presse juntaen til at trække sig. Der er dog stadig et håb om, at juntaen kan blive afgørende svækket, hvis nok soldater tilslutter sig modstandsbevægelsen.

For nuværende viser militæret dog ingen umiddelbare tegn på sammenbrud. Med omkring 350.000 soldater udgør de 2.000 afhoppere ikke i sig selv en trussel mod militærstyrets magt. Ikke desto mindre repræsenterer det stigende antal afhoppere et væsentligt symbolsk slag mod hærens interne sammenhæng og stabilitet. Siden august har Myanmars prodemokratiske eksilregering – National Unity Government – budt afhoppere velkommen med løfter om støtte.

For at få flere soldater til at desertere vil det kræve mere forskelligartede kampagner, der reflekterer soldaternes forskellige bevæggrunde for at desertere. Men først og fremmest vil det kræve, at modstandsbevægelsen kan sikre økonomisk hjælp, social støtte og tegne et tydeligt billede af en alternativ fremtid for Myanmar.