Afgørende moment i præsident Trumps mellemøstpolitik

Selv om Trumps regering har travlt med at forsikre verden om, at angrebet på den syriske luftbase ikke er udtryk for en ændring i USA’s politik i Syrien, skaber det en markant ny situation.

Siden Rusland i september 2015 gik ind i krigen i Syrien til støtte for den syriske præsident Bashar al-Assad, har russerne i stigende grad haft frit spil og gjort, hvad der passede Putin uden hensyn til hverken USA, det internationale samfund eller den syriske civilbefolkning. Med det amerikanske angreb sender USA et entydigt signal om at grænsen med det kemiske våbenangreb er nået for den russiske spillen fandango i Syrien.

I slutningen af 2016 så vi Rusland, Iran og Tyrkiet forhandle om situationen i Syrien – uden at USA var med ved bordet. Et markant udtryk for at stormagtskortene var blandet radikalt i forhold til, at det siden Anden Verdenskrig i støt stigende grad var USA, der svingede taktstokken i det internationale spil om Mellemøsten. Nu har Trump blandet kortene på ny og sendt et klart signal til Rusland og den russiske Syrien-alliance, der tæller Iran, Irak og Hizbollah, om, at USA ikke passivt vil lade dem bestemme, hvad al-Assad regimet kan slippe af sted med.

Forvarslet til det amerikanske angreb kom allerede, da det kemiske våbenangreb var på dagsordenen i FN’s Sikkerhedsråd: Her adresserede den amerikanske FN-ambassadør, Nikki Haley, direkte russerne og gjorde dem ansvarlige for ikke at stoppe al-Assads brug af kemiske våben mod sin civilbefolkning. Samtidig understregede hun dramatisk pointen ved at vise fotos af døde børn. Grænsen var nået.

Alligevel kom det amerikanske missilangreb på den syriske luftbase som en overraskelse. For kun en uge side erklærede USA, at det ikke var et prioriteret mål at fjerne Bashar al-Assad fra magten i Damaskus. Den erklæring er imidlertid ikke nødvendigvis i modstrid med angrebet på al-Assads luftbase. Det er i høj grad det diplomatiske spil, især mellem USA og Rusland, der er ændret og ikke nødvendigvis en ny politik i forhold til, hvordan en løsning på Syrien-konflikten skal se ud.

Med angrebet har USA således igen taget plads ved forhandlingsbordet. Hvad det konkret betyder for krigen i Syrien, er det meget vanskeligt at sige noget om - andet end at USA nu har sat en grænse for, hvad Rusland og Bashar al-Assad kan gøre.

Samtidig tegner der sig en stadig klarere linje i Trumps mellemøstpolitik som i starten bestod af fuldstændig modsatrettede udmeldinger. F.eks. meldte Trump ud, at han var utilfreds med atomenergiaftalen med Iran, samtidig med at han ville arbejde tættere sammen med Rusland i Mellemøsten. Men Ruslands bedste allierede i Mellemøsten er Iran, så hvordan skulle det hænge sammen? Et tæt samarbejde med Rusland vil alt andet lige føre til et endnu mere styrket Iran i det arabiske Mellemøsten, hvilket bestemt ikke vil behage Israel, der ser Iran som sin største fjende. Samtidig havde Trump nogle hånligt kritiske bemærkninger om Saudi-Arabien og de arabiske Golfstater, der i årevis har været tætte allierede med USA, hvor de har udgjort en fælles front mod Iran.

Den seneste måned har Trump-regeringen optrappet kritikken af Iran og klart nærmet sig de arabiske Golfstater med bl.a. våbensalg til både Bahrain og Saudi-Arabien og optrapning af engagementet i Yemen på den saudiarabiske side. Hermed er Trump godt i gang med at reetablere den front af de arabiske Golfstater og Israel, der også talte og formentlig igen kommer til at tælle Jordan og Egypten, der stod sammen om at holde islamister nede og Iran ude. Den front etablerede George W. Bush regeringen i slutningen af 2006, men den blev med det såkaldte arabiske forår sprængt i stumper og stykker. Dermed tegner Trumps mellemøstpolitik sig mere og mere til at nærme sig den, George W. Bush stod for i sin anden præsidentperiode.

I det lys virker missilangrebet i Syrien ganske logisk. Samtidig har Trump meldt USA tilbage i Mellemøsten på den israelske og de konservative sunnimuslimske arabiske staters side. Med andre ord: Amerikansk mellemøstpolitik, som den var efter fiaskoen i Irak og før det såkaldte arabiske forår.

Det hilses velkommen i Egypten, Jordan, Israel og de arabiske Golfstater. Men det skaber næppe fred i Syrien. Måske lægger det dog grunden til et nyt og mere seriøst spor i det internationale diplomatiske spil om Syriens fremtid.