Livestreaming
Forstå konsekvensen af houthiernes angreb mod skibstrafikken i Rødehavet
Se optagelsen af seminaret her
Houthiernes angreb på skibe i Rødehavet har udgjort så stor en trussel mod den internationale skibstrafik, at det har ført til amerikansk- og britiske ledede modangreb mod houthiernes militære faciliteter i Yemen. Danmark bakker op om aktionen, og fra dansk side blev fregatten Iver Huitfeldt med kort varsel sendt til Rødehavet - allerede før den formelle godkendelse var på plads. EU har ligeledes planer om en maritim operation.
Yemen har i mere end 9 år været involveret i en borgerkrig med ekstern involvering, der har ført til en af verdens værste humanitære katastrofer. I 2022 blev der indgået våbenhvile, og selv om den formelt er ophørt, har der været forholdsvis roligt i Yemen lige siden. Men det er altså slut nu. De iransk-støttede houthier siger selv, at deres angreb handler om Israels krig i Gaza. Men hvad vil houthierne opnå, og hvordan hænger deres angreb sammen med konflikten internt i Yemen?
Danmarks deltagelse i den amerikansk ledede maritime sikkerhedsoperation stiller en række åbenlyse spørgsmål: Er interventionen lovligt selvforsvar efter folkeretten? Hvordan kan den danske fregat bidrage – og hvad bidrager den til? Og hvad betyder missionen i forhold til de mange andre forpligtelser, der påhviler den allerede hårdt pressede danske flåde i bl.a. Østersøen og Arktis som følge af sikkerhedssituationen efter Ruslands krig i Ukraine?
Vi har inviteret nogle af landets førende eksperter til at deltage i et seminar med det formål at gøre os klogere. Du kan bl.a. møde:
- Ekspert i maritim sikkerhed, Jessica Larsen, seniorforsker på DIIS
- Ekspert i flådeoperationer , Johannes Riber, Militæranalytiker, Forsvarsakademiet
- Ekspert i houthierne og Yemen, Maria-Louise Clausen, seniorforsker på DIIS
- Ekspert i folkeret, Astrid Kjelgaard-Pedersen, Prodekan Københavns Universitet