Yderste højre, foren jer

Parallelt med at indvandringsfjendtlig retorik bliver mere normaliseret herhjemme, er det yderste højre på fremmarch i Europa og USA. Det hænger selvfølgelig sammen: Nationale debatter eksisterer ikke i vakuum, men bevæger sig mellem stadig skiftende yderpunkter for, hvad der er acceptabelt. Politisk ideologi er en samling af relaterede meninger, hvor grænserne mellem radikale grupper og mere moderate bevægelser kan være flydende.

I september blev det tyske Alternative für Deutschland (AfD) det første parti fra det yderste højre i Forbundsdagen med 12,6 procent af stemmerne. I oktober gik Frihedspartiet i Østrig ind i regeringsforhandlinger med det konservative ÖVP efter at have fået 26 procent af stemmerne. I Frankrig fik Front Nationals Marine Le Pen 34 procent af stemmerne ved præsidentvalget, mens Geert Wilders’ Frihedsparti i Holland blev næststørst ved parlamentsvalget i marts. Én ting er, at disse partier allerede åbenlyst har indvandringsfjendtlige holdninger og en fremmedfjendskhed, som særligt rammer muslimer. I tillæg har de alle brede baser af vælgere og aktivister, som ønsker at trække partierne endnu mere til højre.

For lidt over en uge siden marcherede 60.000 i en nationalistisk march i Polens hovedstad, Warszawa. Blandt de 60.000 var der flere fra det yderste højre, deriblandt neo-fascistiske grupperinger med ”hvid magt”-plakater. Et af slagordene var ”Rent blod, rent sind”; et andet var ”Flygtninge – ud med jer!”. Mens præsident Andrzej Duda kritiserede de racistiske dele af marchen, var det nationalkonservative regeringsparti Lov og Orden mere forsigtig i kritikken. Forsigtigheden gav associationer til Trumps respons på demonstrationerne i Charlottesville i august, hvor han ikke ville skelne mellem de højreradikale og venstreradikale deltagere.

Kritikerne mener, at partiet Lov og Orden har åbnet et rum for det yderste højre med sin indvandringsfjendtlige, patriotiske og socialkonservative fremtidsvision. Dette er samme regering, som USA’s præsident Trump i sommer fremhævede som ”et eksempel til efterfølgelse for andre, som søger frihed, og som ønsker at samle mod og vilje til at forsvare vor civilisation”. Selv om regeringspartiet i Polen ikke skal sidestilles med de yderste højrebevægelser, som går under neo-fascistiske faner, nærer de sig politisk helt åbenlyst af hinanden. På et eller andet tidspunkt er det blevet politisk acceptabelt at sætte spørgsmålstegn ved homoseksualitet som ”livssyn”, kvinders rettigheder og hvorvidt landet bør være åbent for muslimer.

På en anden plakat under marchen i Warszawa stod der ”Hvidt Europa af broderlige nationer”. Selv om flertallet var der for at markere 99-året for Polens uafhængighed, var der bred international deltagelse fra andre europæiske bevægelser på den yderste højrefløj.

Til trods for, at det yderste højre og deres mere ekstreme meningsfæller værdsætter nationalstaten, bliver bevægelserne stadig mere internationale. Der er noget paradoksalt ved det: de går kategorisk imod det overnationale, deriblandt EU, men arbejder også med en civilisationstankegang, der går på tværs af grænser. Det hvide, heteroseksuelle og kristne er stadig idealet for mange af de højreradikale aktivister.

Mens det politiske forhold mellem USA og Rusland er anstrengt, har det yderste højre i de to lande et nært forhold. Richard Spencer, en amerikansk højreradikal ideolog, er en åben beundrer af Aleksander Dugin, russisk højreradikal ideolog. David Duke, tidligere leder for Ku Klux Klan, mener, at ”Rusland har en bedre forståelse af race end nogen anden primært hvid nation har”. Dugin mener, at Rusland og USA er gået fra at repræsentere de ”apokalyptiske monstre” af kapitalisme og kommunisme til at give håb om sammen at knuse liberalismen og skabe en bedre verden. Spencer mener, at USA bør være pro-Rusland, ”fordi Rusland er den eneste hvide magt, som eksisterer i verden”. Sammen ønsker de at genrejse den kristne hvide civilisation.

Siden Putins tredje magtperiode begyndte i 2012, har russiske myndigheders værdsættelse af traditioner og konservatisme vakt genklang også uden for Ruslands grænser. Bevægelserne, som lader sig inspirere på den yderste højrefløj, er antifeministiske, antiglobale og fremmedfjendske. Det italienske Lega Nord har fremhævet Rusland som en model for ”beskyttelsen af familien”. Lederen for det højreekstreme tyske NPD, Udo Voigt, udtalte i fjor i et interview, at ”Putin er et symbol for os på, hvad der er muligt”. Steve Bannon, Donald Trumps tidligere chefstrateg, sagde i en tale til Vatikanet, at selv om Putin repræsenterede et kleptokrati, forstod han vigtigheden af nationalisme og traditionelle institutioner. Både Trump og Putin har taget ideologiske elementer til sig fra deres mere radikale meningsfæller.

Selv om politiske repræsentanter som Putin i Rusland og Le Pen i Frankrig fremhæves som forbilleder for det yderste højre internationalt, bliver de også begge kritiseret af dem, som befinder sig i det yderste af spektret. Le Pen bliver eksempelvis anklaget for at have et for tæt forhold til jøder og homoseksuelle, mens Putin bliver beskyldt for ikke at forsvare det slaviske folk. Russiske højreradikale ideologer anklager ham for ikke at gøre nok for de etniske russere i Ukraine – mens vestlige politikere kritiserer ham for at gøre alt for meget. Det er noget af det skræmmende ved, hvor centrale ideologer og vælgermassen bevæger sig hen: jo mere til højre de går, desto mere vil presset øges på de deres nærmeste folkevalgte repræsentanter for, at de skal gøre det samme.

Parallelt med at det yderste højre får mere politisk plads i Europa og USA, forskydes rammerne for, hvad der er acceptabelt at mene om både medborgere og mennesker i nød. De magthavende højrefløje bør tage tydeligere stilling til, hvor de står i forhold til bevægelserne på yderkanten af det politiske spektrum – ikke bare organisatorisk, men også ideologisk.

Denne kommentar er oprindeligt publiceret i Dagsavisen i Norge.