Vestens budskab er tydeligt. Den regelbaserede verdensorden gælder kun for nogen

Da Kopernikus for 400 år siden hævdede, at Jorden drejer rundt om Solen, og at vores planet dermed ikke er centrum i universet, lød der et ramaskrig fra mange etablerede kræfter og institutioner. Som en Kopernikus 2.0-åbenbaring går det for tiden så småt op for Europa og resten af Vesten, at verden ikke (længere) drejer rundt om os.

Vi er ikke universets eller bare planetens eneste magtcentrum, selv om vi gør alt, hvad vi kan, for at fastholde den fortolkning af tingenes tilstand.

Det politiske forhold mellem det, vi populært kalder det globale syd – der udgør langt størstedelen af verdens befolkning – og Vesten forværres nærmest konstant. Uheldige begivenheder og uskønne udtalelser falder som perler på en snor og har kastet Europa ud i en voldsom tillidskrise med resten af verden.

Et globalt syd med markante politiske ambitioner og ønsker om at blive set og lyttet til har ført til, at international politik i dag i høj grad ses gennem en prisme, der hedder nord mod syd. Covid-19, krigen i Ukraine og klimaforandringerne har sammen med voldsomme geopolitiske forandringer understreget de linjer, der i dag præger internationale politiske konflikter og uoverensstemmelser.

Den europæiske reaktion på Hamas’ angreb på Israel og Israels efterfølgende invasion af Gaza er nyeste skud på stammen af konflikter, der udstiller kløften mellem Vesten og resten af verden. I oktober gik en video af EU’s kommissionsformand, Ursula von der Leyen, viralt og desværre af alle de forkerte grunde.

I videoen klippes der mellem hendes fordømmelse af Ruslands angreb på hospitaler og civilbefolkningens elektricitets- og varmeforsyning og så hendes støtte til Israel, der benytter samme taktik i Gaza. Budskabet er tydeligt: Den regelbaserede verdensorden, som Vesten er så stor tilhænger af, gælder kun for nogen. Verdens lande har markant forskellige privilegier, og der gælder tydeligvis forskellige regler, afhængig af hvem man er, og hvor i verden man befinder sig.

Situationen i Palæstina falder oven i en række begivenheder, kriser og konflikter over de senere år, der har øget splittelsen rundtom i verden. For det globale syd var covid-19-pandemien ikke blot et spørgsmål om, hvor mange døde eller smittede man oplevede, men om, at Vesten hurtigt viste, hvem der er mest værd i verden, i takt med at man gjorde alt, hvad man kunne, for at rage vacciner til sig – på andres bekostning. Vaccineapartheid blev det kaldt af FN.

Da afrikanske lande forsøgte at få Vesten til at holde pause i håndhævelsen af de intellektuelle rettigheder omkring vacciner, så kontinentet selv kunne producere beskyttelse til dets befolkning, blev forslaget nedstemt i Verdenshandelsorganisationen. Selv om USA støttede det globale syd, stod Europa og specielt tyskerne imod. Den slags glemmer man ikke lige.

Herhjemme bruger vi ikke meget tid på at snakke om covid-19 længere, men verdens fattigste lande kæmper stadig med voldsomme økonomiske følgevirkninger. Værdikæder er revet i stykker, handelsmønstre forrykket og væksten kraftigt nedskrevet, mens vestlige økonomier har kunnet læne sig op ad enorme hjælpepakker og er kommet sig med meget mindre skade.

Udgifter til gæld i mange afrikanske lande fortsætter som en konsekvens heraf med at stige og betyder, at investeringer i sociale sektorer som uddannelse og sundhed må nedskæres markant.

Krigen i Ukraine var en opvågning for mange. Da FN mødtes for at stemme om en resolution, der skulle fordømme Ruslands invasion i marts 2022, valgte 35 lande – og heraf 17 afrikanske – at stemme blankt. Mens Vesten var i chok, gjorde en stor del af de afrikanske lande det klart, at de ikke mente, det var en konflikt, de skulle blande sig i.

For afrikanerne var den hurtige europæiske reaktion på krigen i Ukraine et nyt bevis på dobbeltmoral: Når Europa blander sig i afrikanske konflikter, er mantraet fred for enhver pris. Men når der er konflikt i vores del af verden, så lyder der helt andre toner. Støtten til Ukraine synes indlysende set fra vores side, men i resten af verden fremstår Europa dobbeltmoralsk.

I de store multilaterale fora som FN og G20 er opfattelsen, at krigen i Ukraine har fjernet al ilt fra forhandlingsrummet. Vesten blander konflikten ind i alle mulige forhandlinger til stor frustration for det globale syd, der ikke mener, at krigen er uvæsentlig, men at den er på linje med konflikter som f.eks. den i Etiopien, der har kostet op mod en halv million mennesker livet siden november 2020. Og at ingen af de to nødvendigvis skal inddrages i alle andre politiske forhandlinger.

Den indiske udenrigsminister har tidligere opfordret Europa til at vokse ud af den tankegang, at Europas problemer er verdens problemer, mens verdens problemer ikke er Europas problemer. Den forskel i fortolkning har vi også set i håndteringen af klimaforandringerne.

Europa og Danmark er med til at forbyde bistand til nye fossile projekter i resten af verden, men skynder sig at lave aftaler med alle mulige lande om gasleverancer, så snart det ikke er belejligt at købe gas i Rusland.

Ind imellem alle disse globale kriser og begivenheder står så eksempelvis Josep Borrell, EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, som gjorde sig berømt, da han over for et nyt kuld diplomater i slutningen af 2022 fik kaldt Europa en smuk have og resten af verden en jungle, der forsøger at invadere den smukke have.

Konsekvenserne af dobbeltmoralen og hykleriet er mange, men grundlæggende handler det om, at resten af verden i takt med Vestens svindende økonomiske betydning ikke længere lytter til vores ønsker. Nogle lande svinger i retning af Kina og Rusland, vestlige ideer får en kold skulder i internationale organisationer, og mange afrikanske ledere har ikke til sinds at modtage egne statsborgere, når de afvises som asylansøgere i Europa.

Det værste er nok, at hykleriet undergraver internationalt samarbejde. Med stadig flere globale kriser, som kun kan løses igennem samarbejde, er vi alle dybt afhængige af en vis velvillighed til at indgå kompromiser. Når tilliden forsvinder, fordi der er så ringe overensstemmelse mellem ord og handling, bliver viljen til at bøje sig for andres ønsker minimal.

I Danmark er den nye virkelighed gået op for nogle. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har lagt sig i spidsen for en ny diplomatisk linje, hvor Danmark skal »lytte mere og være mindre belærende«, som han forklarede det på en nylig tur til Kenya.

Retningen skal bl.a. komme til udtryk i en ny strategi for Danmarks engagement i Afrika. Den strategi startede sit liv som ’Afrika-planen’, indtil man klogelig fandt ud af, at det navn nok ikke er det smarteste for en strategi, der skal gøre op med tanken om, at Danmark skal bestemme Afrikas udvikling – det skal afrikanerne naturligvis selv.

Selvfølgelig kan man blive bekymret for, at den nye diplomatiske linje bare er en snu måde at jagte vores egne kortsigtede interesser på i støtte til det danske kandidatur til FN’s Sikkerhedsråd, adgang til kritiske råstoffer eller styrket dansk eksport. Men udenrigsministeren har ret: Der skal andre boller på suppen, hvis vores langsigtede interesser i et stærkt og effektivt internationalt samarbejde skal indfris.

Det er ikke nok at kommunikere anderledes. Der skal ske radikale forandringer af, hvordan vi ser på vores egne privilegier og på fattige landes mangel på samme. I den herskende politiske jargon kaldes den nye tilgang pragmatisk idealisme og understreger ligeværdige partnerskaber, men disse relativt harmløse og uforpligtende begreber må ikke dække over ’business as usual’.

Da den tidligere regering besluttede at stoppe sit udviklingssamarbejde med Tanzania og lukke ambassaden efter et halvt århundrede, var reaktionen lokalt ikke så meget skuffelsen over, at udviklingsbistanden skulle ophøre. Frustrationen lå snarere i, at Danmark overhovedet ikke så nogen værdi i at bibeholde bare et minimum af diplomatiske relationer – »vil I os i virkeligheden så lidt?«, blev der spurgt.

Nu har Udenrigsministeriet netop meddelt, at ambassaden alligevel ikke lukker – man nåede tilmed at stoppe et loppemarked, der skulle have solgt alt ambassadens inventar. Begrundelsen er naturligvis, at det er hovedløst at droppe så tætte og historiske politiske relationer i en vigtig del af det afrikanske kontinent. Lige så lang tid det tager at opbygge stærke diplomatiske relationer, lige så hurtigt kan man ødelægge dem. Lad os håbe, det ikke er for sent i Tanzania.

Hvad er det så, der skal til, hvis den nye diplomatiske og lydhøre linje skal udgøre et reelt nybrud?

For det første skal det være et selvstændigt formål at have gode diplomatiske relationer til langt de fleste lande i verden. Der vil selvfølgelig være lande (Nordkorea), hvis regeringer har en karakter, der gør det praktisk talt umuligt, men andre lande skal ikke have vores holdninger, før vi gider interessere os for dem.

Hvis vi ønsker en rimelig geopolitisk balance i verden og udbredt vilje til at løse globale kriser, må vi være parate til at udvikle diplomatiske relationer med alle lande – også dem, vi er politisk uenige med.

Heraf følger, at vi må skrue ned for bestræbelsen på at presse vores værdier frem i alle relationer, uanset om det drejer sig om menneskerettighederne, ligestilling eller demokrati. Disse værdier udtrykker klart nok vores grundlæggende holdninger, men af to simple årsager skal vi ikke bare stoppe dem ned i halsen på andre.

Dels er der meget få regeringsledere, der vil tale med os, hvis vi kommer ridende på den høje hest og fortæller dem, hvilke værdier de skal have, dels kan menneskerettighederne m.v. reelt kun skabes af samfundene selv.

Se bare, hvordan det er gået med ligestilling og demokrati i Afghanistan efter 20 års intens indsats fra Vestens side. Det nytter ikke at tro, at vi kan skrue lidt på nogle knapper, og så springer folk med en ganske anden kultur og historie end den danske ud i en demokratisk dialog a la Hal Koch.

Uganda er et eksempel på et land, hvor vores værdier har det meget svært. Præsidenten har siddet på magten i mere end 25 år, bekæmper oppositionen med voldelige metoder og har sanktioneret en lov, der kriminaliserer homoseksualitet. Vi kan vælge at løbe skrigende bort, men vi kan også huske på, at kun uganderne selv kan ændre forholdene, og at vi fint kan respektere dem så længe og støtte de progressive kræfter, der er lokalt. Vi skal heller ikke glemme, at vi selv indtil for nylig betragtede homoseksualitet som en sygdom. Der er masser af dilemmaer, men det er afgørende at samarbejde respektfuldt med langt de fleste regeringer, hvis ikke de skal vende os ryggen.

For det tredje må vi erkende, hvor utrolig privilegerede vi er. Nok har danskerne historisk puklet løs, men der er også systemer, der har favoriseret os og stadig favoriserer os gevaldigt. Historisk har vi nydt godt af vores landbrugseksport til ikke mindst England, hvis økonomiske mirakel bl.a. var baseret på alle de værdier, englænderne hentede ud af deres kolonier.

Når vi køber varer produceret i det globale syd i dag, profiterer vi gevaldigt af de uhyre lave lønninger, der betales til dem, som fremstiller produkterne. Samtidig er vores rigdom baseret på et ’forureneren-betaler-ikke’-princip. Vores og Vestens forbrug af fossile brændstoffer har skabt klimaforandringer, der rammer fattige lande hårdere end os, og vi har i modsætning til dem ressourcerne til at beskytte os.

Det globale syd må betale højere renter end rige lande for international finansiering og overfører dermed ressourcer til institutioner, der typisk holder til i Vesten og bidrager til økonomien dér. Vesten har en uforholdsmæssigt stor indflydelse på internationale organisationer som Verdensbanken og Valutafonden. Og så videre, og så videre.

Alle disse privilegier er åbenlyse for det flertal af Jordens befolkning, der ikke lever i Vesten, men vi andre går lidt for ofte rundt med skyklapper på og tænker, at vi fuldt ud har fortjent vores velstand. Skyklapperne må væk, og vi må se realiteterne i øjnene, hvis ikke vi skal ende med at tabe resten af verden.

Deraf følger det fjerde punkt om, at en ordentlig udenrigspolitik starter med at feje for egen dør. Traditionel udenrigspolitik handler om at fremme et lands kortsigtede kommercielle og politiske interesser internationalt. Lars Løkke Rasmussen er gået et skridt videre og tænker på Danmarks langsigtede interesse i et internationalt system, der tilgodeser vores lille land, sådan som det har gjort det siden Anden Verdenskrig.

Det er imidlertid ikke nok. Næste skridt er at føre en indenrigspolitik, der er i overensstemmelse med den ambition. Hvis ikke vi ændrer vores adfærd, men fortsat udnytter vores privilegier, får al talen om pragmatisk idealisme og ligeværdige partnerskaber ikke nogen betydning. Vi må standse vores uforholdsmæssige forbrug af klodens begrænsede ressourcer. Vi må erkende, at vi ikke kan lukke vores grænser for alverdens problemer, så ’den smukke have’ forbliver intakt.

Det globale syd holder øje og reagerer på vores handlinger. Vi har ressourcerne til og mulighederne for at rykke, men har vi viljen?

Statsminister Mette Frederiksen (S) har for nylig med stolthed annonceret, at Danmark vil bidrage med 175 mio. kr. til den nye fond – vedtaget på COP28 – der skal støtte fattige og sårbare lande i at håndtere konsekvenserne af klimaforandringerne.

»Det handler om medmenneskelige forpligtelser«, citeres hun for.

At pengene tages fra udviklingsbistanden, og dermed naturligt ikke kan bruges på andre indsatser, der skulle komme verdens fattigste til hjælp, nævner hun ikke. Ikke en ekstra krone skal der bruges på at afbøde virkningerne af vores forurening. Det globale syd er næppe imponeret.

Denne kronik blev bragt på politiken.dk den 2220 februar 2024