En udviklingsbistand i dansk interesse

• Dansk bistand skal ikke kun koncentrere sig om Afrika. Selv om det afrikanske kontinent står over for store udfordringer, findes der flere fattige mennesker andre steder. 75 pct. af verdens fattige lever i mellemindkomstlande. Hvis en del af de danske bistandsmidler målrettes disse mennesker i Asien og Latinamerika, vil Danmark dels støtte marginaliserede grupper, der har svært ved at komme videre i stærkt ulige samfund, dels skabe de forbindelser og alliancer, som vi har stærkt brug for på disse to kontinenter.
  
• Danmark skal give bistand til mindst 15 lande. Til tider argumenterer folketingspolitikere for at samle al bistanden i få lande og sågar i ét land, men det ville være dels udenrigspolitisk uheldigt, dels undergravende for fattigdomsorienteringen, fordi fattige samfund og mennesker selv må styre deres udvikling. Eksperter udefra kan ikke løse problemerne på andres vegne, men vil tværtimod gøre ondt værre, hvis de får for stor magt. Udviklingsbistand er en delikat balance mellem at skubbe på i den rigtige retning og give plads, så modtagerne selv kan tage ansvar og finde løsninger, der passer dem.
  
• Danmark skal engagere sig langsigtet i de valgte samarbejdslande. Regering og Folketing burde acceptere som en grundlæggende præmis, at valg af samarbejdslande ikke bør være en brik i den danske politiske debat. Bevidstheden om, at et udviklingssamarbejde er langsigtet, er nødvendig for at opbygge den tillid mellem partnerne, der kan skabe væsentlige resultater. Udvikling handler om at ændre institutioner, strukturer og normer, og det er en langsigtet proces. Samtidig kræver et effektivt samarbejde, at der findes kompetente danskere med indsigt i det pågældende land, og den viden og ekspertise opbygges ikke på kort sigt. Skulle det ske, at regeringen i et land ikke fører en fattigdomsorienteret politik, må bistanden omlægges og målrettes de organisationer, der trækker i den rigtige retning, eller den må suspenderes midlertidigt, indtil landets regering er kommet på bedre tanker.
  
• Bistanden til de multilaterale organisationer skal opprioriteres. I 1980'erne var bistanden fordelt ligeligt mellem det bilaterale stat til stat-samarbejde og det multilaterale samarbejde gennem FN-systemet og andre internationale institutioner, men over de seneste 20 år er den multilaterale bistand faldet til under en tredjedel. Den skal øges markant dels for at demonstrere det danske engagement i internationalt samarbejde, dels fordi multilateral bistand ikke i så høj grad ligger under for kortsigtede politiske prioriteringer og derfor kan være mere fattigdomsorienteret.
  
• Danmark skal ophøre med at ville detailstyre udviklingsbistanden. Der er en stigende tendens til at parkere midler i centrale puljer til bestemte formål og til at ’vinkle’ udviklingsaktiviteter, så de tjener et formål i den danske indenrigspolitiske debat. Det bør være behovene og modtagerne i det enkelte land, der styrer bistanden. Selvfølgelig kan danske midler ikke bruges til at støtte en hvilken som helst politik, men rammen bør være tilstrækkelig stor til at sikre hæderlige modtagere en selvstændig udviklingsproces. Rummelighed og fleksibilitet noteres og anerkendes i udlandet, og de er væsentlige kendetegn ved effektiv, fattigdomsorienteret udviklingsbistand.

Danmark bør bruge udviklingsbistanden langsigtet – både af hensyn til de fattige og af hensyn til os selv. En konsekvent, fattigdomsorienteret bistand kan markant forbedre mange fattige menneskers levevilkår, og den kan samtidig give Danmark et omdømme, som vi kan anvende til at fremme danske interesser i en kompleks og uforudsigelig verden.