DIIS Report

Truslerne fra cyberspace er omgærdet af uklarheder

Men en grundig begrebsafklaring af cybertruslerne kan forhindre unødvendig hype

Den øgede interesse for truslerne fra cyberspace har medført et væld af nye begreber.

Denne nye DIIS-rapport tager afsæt i cyber-præfikset og forsøger at afdække forskelle og ligheder mellem de mest diskuterede cybertrusler.

Den peger på, at truslen fra cyberterrorisme, online-aktivisme, cyberspionage, cyberkrig, cybersabotage og cyberkriminalitet er motiveret af de samme strategiske mål, er rettet mod de samme operationelle mål og gør brug af samme midler som disse trusler ikkecyberrelaterede pendant.

Således er cybertruslerne identiske med truslerne i den fysiske verden – blot iblandet andre redskaber.

Dermed ikke sagt, at cyberspace ikke bringer nye udfordringer. Rapporten peger således også på, at cyberredskaber er kendetegnet ved stor hastighed, lave omkostninger, relativ let tilgængelighed samt høj grad af anonymitet. Det har skabt nye muligheder for både stater og ikkestatslige aktører – med konceptuelle, juridiske, militære og økonomiske udfordringer til følge.

Rapporten eksemplificerer disse udfordringer og den omfattende begrebsforvirring ved at diskutere en række kendte cyberangreb i Estland, Iran og Saudi Arabien og på Coca Cola og Google. Dette fører til to overordnede pointer:

  • At konceptuel klarhed kan øge forståelsen for virkeligheden og for behovet for at forbedre de almene it-sikkerhedspraksisser. Dermed forhindrer vi også den unødvendige hype omkring cyberspace, som risikerer at medføre yderligere militarisering samt en underminering af demokratiske rettigheder.
  • At hvis vi ønsker at forstå cybertruslerne, bør vi først og fremmest søge svarene ”offline” blandt de mennesker, som er utilfredse med tingenes tilstand, og som har fysisk adgang til samfundsvigtige funktioner.


 

none
Kampen for en klar sondring i cyberspace
kriminalitet, lulz, hacktivisme, spionage, terrorisme, sabotage eller krig?