Trump blev det kristne højres håndgranat

Trump blev præsident på løftet om en håndgranat – et skråt op til Washingtons liberale politimand. I morgen er der igen valg, og verden gør status: Hvad står tilbage? For mange er Trumpismens udenrigspolitik det rene fravær – et kaos af annullerede aftaler, opløste alliancer og tilfældige tweets. Andre ser trods røg og teater mere: En sammenhængende nationalisme, hvor præsidentens disruptive personlighed har ageret redskab for en krigstræt og globaliserings-skeptisk befolkning. Uanset er facit for de fleste ens: Trump har sprængt den værdibaserede alliancepolitik til atomer.

Den konklusion kan nuanceres. Trumps USA har ikke forkastet begreber som ’menneskerettigheder’ eller ’demokrati’ - men det har allieret sig med nye partnere, der forstår de begreber på en alternativ og ofte selv-erklæret ’illiberal’ facon.

Et helt aktuelt eksempel: USA både initierede og underskrev denne måned Geneve Konsensus Deklarationen, der i store træk er en erklæring for ’de ufødtes liv’ og ’familieværdier’ og mod fri abort, samt LBGT-rettigheder. Blandt de 31 medunderskriverne er de lande, som Trump i flere sammenhænge har gjort til fæller i en global værdikamp for tro, tradition og det ’majoritetsbaserede’ demokrati. I Europa, ’kristen-konservative’ lande som Polen, Ungarn, Hviderusland. På globalt plan kristne eller muslimske traditionalister i Brasilien, Saudi-Arabien, Egypten, Indonesien, Uganda.

Noget nær en profet

At underskriften for USA's Geneve Deklaration fandt sted samme dag, som Polen vedtog sit totalforbud mod abort, er sigende. Polens og Ungarns kritik af en ’liberal’ Europæisk Domstol flugter nøje med det amerikanske højres kritik af en Højesteret, der siden 1960’erne er blevet ’kuppet’ af liberale borgerrettigheder. Det samme gør deres og Trump-administrationens vision om ’kristent demokrati’.

Man kan naturligvis sagtens gå til Geneve Deklarationen som ren strategi: En billig luns til det kristne amerikanske højre, der i uhørt antal stemte på Trump i 2016, og som også er nødvendig for genvalg i dag. Flytningen af ambassaden i Israel? Lidt til den israelske lobby og klar anti-islamisk symbolpolitik. Konferencerne, besøgene, den intensiverede handel og diplomatiske relationer med Orban og Duda? Lidt til to - for Trump - strategisk smarte spoilere i EU. Flytning af amerikanske NATO-tropper fra Tyskland og til Polen? Straf for lavt forsvarsbudget til Tyskland, belønning og bestikkelse til det altid forsvarsvillige Polen.

Hver for sig er det instrumentelle, kalkulerede træk. Men ser man kun kalkulen, overser man, at en bredere kamp om demokratiets natur er på spil. Etnisk og/eller religiøst majoritetsvælde? Eller liberalt, pluralistisk individudfoldelse og minoritetsbeskyttelse? ’Famillieværdier’ er i den sammenhæng ikke noget perifært undertema. Det er grundlaget for et særligt syn på, hvad potens, autoritet og lederskab betyder.

Heri ligger også en forklaring på, hvordan Trump og det kristne højre kan forenes. Det ligner et paradoks: Pæne kristne, der dårligt tør kindkysse svigermor – og vulgære Trump, der vil ’grab’em by the pussy’? Men for de mest konservative amerikanske evangelicals er Trump blevet noget nær profet. For fire år siden så de ham måske som et kompromis – en art pagt med djævelen. Nu er de moderate og kompromissøgende skrællet af – og den hårde, forbavsende store kerne har fuldt ud adopteret ’trumpismen’.

Konsekvenser uanset om Trump taber eller vinder

Før var stille Pence den kernes ideal – en mulig kandidat i 2024. Nu taler man om at finde en ny Trump; om at hans stil – knytnæven – måske er det værdipolitiske statement. En lige højre gennem den liberale humanisme, der med blid stemmeføring langsomt indfører offersamfundets totalitære dominans. Så hellere magt, der vedkender sig sin magt!

Og eskapaderne? De bekræfter blot, at Guds veje er uransagelige. Biblen er fyldt med uperfekte profeter, udvalgt netop på grund af deres fejlbarlighed. Nok er Trump endnu en ’baby Christian’, men hans virke er guddommelig indgriben. Hver dag har været jul: Udvidelse af ’the Global Gag Rule’, der værdistyrer udviklingsstøtten. Private arbejdsgiveres ret til at afvise eller fyre homoseksuelle og transseksuelle. Og naturligvis: Tre stærkt konservative højesteretsdommere, der måske kan omgøre Roe-vs-Wade.

Trump har sprængt konsensus, men mere end ruiner står tilbage. Er han også efter morgendagens valg præsident, vil en alternativ global værdialliance over de næste fire år utvivlsomt konsolideres. Selv uden får den konsekvenser. Dels fordi Biden bliver afhængig af et republikansk parti, der har forandret sig. Dels fordi det det kristne højre i stigende grad fører sin egen udenrigspolitik med politisk og økonomisk støtte til stærkt konservative traditionalister i eksempelvis Afrika og Østeuropa. Og endelig, fordi afvikling af Trumps ideologiske alliancer ikke bliver gratis. Ambassader er flyttet. Deklarationer underskrevet. Løfter om troppe-bevægelser udstedt. Hvad sker der, hvis Biden med et snuptag vender alt det ryggen? Der bliver intet simpelt ’retur’.

Denne analyse er en del af DIIS´Jyllands-Postens samarbejde