Topmøde i Washington: Obama, Xi og Lars Løkke Rasmussen

At Danmark indgår i et stadig tættere samarbejde med Kina, blev tydeligt under det fjerde topmøde om nuklear sikkerhed i Washington i denne uge. Torsdag mødtes Lars Løkke Rasmussen, angiveligt som den eneste europæiske statsleder, på sidelinjen af topmødet med Kinas præsident, Xi Jinping. I forvejen arbejdes der hårdt fra dansk side på at forny og uddybe den eksisterende strategiske partnerskabsaftale mellem Danmark og Kina fra 2008, hvilket forventes at falde på plads i forbindelse med Løkkes planlagte besøg til Kina i oktober i år.

Mens det dansk-kinesiske møde trods alt ikke trak mange spor i de internationale medier (en undtagelse var People’s Daily), var der anderledes fokus på et tilsvarende bilateralt møde mellem Xi Jinping og Barack Obama. De fleste medier hæftede sig ved det positive i, at Xi overhovedet valgte at dukke op i Washington, mens Putin omvendt blev hjemme i Moskva. Gårsdagens møde mellem Obama og Xi er således et vigtigt vidnesbyrd om, at USA og Kina formår at fastholde en, i hvert fald på overfladen, konstruktiv politisk dialog på et tidspunkt, hvor konfliktfladerne ellers i stigende grad synes at dominere det indbyrdes forhold.

Det er ikke mere end et halvt år siden, at Kinas præsident senest var på besøg i Washington. I mellemtiden har de to ledere haft bilaterale samtaler i forbindelse med klimatopmødet i Paris i november og vil ligeledes mødes til direkte dialog, når Kina huser årets G20-møde i september i Hangzhou. Hertil kommer den årlige institutionaliserede Strategiske og Økonomiske Dialog (S&ED), hvor parterne mødes skiftevis i Beijing og Washington til omfattende drøftelser af de to landes økonomiske relationer og strategiske udfordringer. Med andre ord fungerer topmødediplomatiet som en velsmurt maskine, der giver indtryk af et konstruktivt partnerskab mellem verdens i særklasse to største økonomier.

På pressemødet i forbindelse med gårsdagens topmøde valgte begge parter at koncentrere sig om de emner, hvor Beijing og Washington for tiden er i stand til at finde fælles fodslag. For det første drejer det sig om kampen mod den globale opvarmning, som ifølge parterne selv er blevet ”en hjørnesten” i det bilaterale forhold. Forud for klimatopmødet i Paris overraskede USA og Kina med en fælles udmelding af ambitiøse målsætninger for klimaindsatsen, og efter gårsdagens møde udsendte Det Hvide Hus endnu en fælles udtalelse, hvoraf det bl.a. fremgår, at begge lande vil underskrive Paris-aftalen d. 22. april i år, og at de opfordrer andre lande til at følge trop.

For det andet er nuklear sikkerhed ligeledes gået hen og blevet en grundpille i samarbejdet. Kina har i løbet af de seneste to årtier bevæget sig fra i Vesten at fremstå som en paria-stat, der var involveret i spredningen af masseødelæggelsesvåben, til i dag at blive fremhævet som en ansvarlig partner, der ikke mindst i regi af FN’s Sikkerhedsråd bidrager til at holde hånd i hanke med disse våben. Således publicerede Det Hvide Hus torsdag endnu en fælles amerikansk-kinesisk udtalelse, som ud over at hylde det nyligt oprettede fællesfinansierede nukleare sikkerhedscenter (COE) i Beijing også mere generelt rettede fokus mod de mange fælles tiltag, de to lande har iværksat for ikke mindst at forhindre terrorister i at få adgang til masseødelæggelsesvåben.

For det tredje giver Nordkoreas hyppige sabelraslen anledning til store bekymringer i både Beijing og Washington. Senest nåede USA og Kina efter lange forhandlinger til enighed om at stramme de eksisterende sanktioner mod Pyongyang nok en tand i kølvandet på Nordkoreanernes atomprøvesprængning i januar, den fjerde siden 2006. Enigheden på dette punkt stikker dog ikke dybere, end at amerikanerne jævnligt beklager sig over, at kineserne ikke er villige til at gå endnu hårdere til værks over for nordkoreanerne, hvis eneste allierede netop er Kina. Set fra Beijings perspektiv handler det på den ene side om at undgå et decideret regimekollaps i Pyongyang, som let kan føre til tabet af en nær allieret. Og på den anden side at forhindre yderligere nordkoreanske provokationer, som blot vil medvirke til at forstærke USA's militære tilstedeværelse i Kinas nærområde.

Hermed er vi fremme ved de skurende konfliktflader, som i stigende grad truer med at underminere indtrykket af et velfungerende partnerskab mellem Washington og Beijing. Den klart største anstødssten har de senere år været de territoriale konflikter, som Kina har gerådet sig ud i med flere af sine nabolande omkring suverænitetsrettigheder i både det Øst- og Sydkinesiske Hav. Selv om Washington officielt forholder sig neutralt til disse konflikter, har amerikanerne alligevel på adskillige måder involveret sig direkte i dem for at afbalancere Kinas hastigt voksende evne og ikke mindst villighed til at håndhæve landets ganske omfattende suverænitetskrav.

Alt imens Kina har gennemført en storstilet modernisering af sin maritime magtudøvelseskapacitet og iværksat et massivt konstruktionsarbejde for at etablere en række strategiske holdepunkter i Det Sydkinesiske Hav, har USA omvendt sørget for at uddybe sine eksisterende militære alliancer i regionen med især Japan, Sydkorea og Australien og samtidig opdyrket nye strategiske partnerskaber med bl.a. Filippinerne og Vietnam. Tilmed har Washington forstærket indtrykket af en snigende inddæmningspolitik ved at annoncere, at man løbende vil foretage såkaldte ”freedom of navigation operations” i farvandene omkring Kina for at demonstrere, at man langt fra anerkender alle aspekter af Kinas suverænitetskrav i området.

Set fra et dansk perspektiv er det mildt sagt foruroligende, at vores nærmeste allierede, USA, synes på vej ud i en ulmende strategisk rivalisering med Kina, som vi ivrigt forsøger at styrke vores bånd til. Man kunne måske have et fromt håb om, at Lars Løkke Rasmussen udnytter sine tilsyneladende tætte forbindelser til det kinesiske lederskab til at forsøge at gyde lidt olie på de oprørte vande. For vi taler naturligvis ikke kun om samhandel og økonomi med kineserne.