Techkrigen mellem USA og Kina eskalerer. Hvad skal Europa stille op?

Den 3. juli annoncerede Kina en begrænsning af eksporten af de to metaller gallium og geranium fra den 1. august. Dén besked sendte en chokbølge gennem tech-verdenen, idet metallerne anvendes bredt inden for chipproduktion, kommunikationsudstyr og grøn energiindustri.

Meddelelsen kom i kølvandet på at Holland, i overensstemmelse med USA og Japan, annoncerede planer om at begrænse eksporten af avanceret chipproduktionsudstyr. Reelt er her dog tale om en forholdsvis sen reaktion på de af USA indførte tech-restriktioner mod Kina, der begyndte under Donald Trump i 2018 og er blevet intensiveret under Joe Biden. Kina svarede ikke på de tiltag før den 21. maj i år, hvor de udelukkede den amerikanske chipproducent Micron fra kritisk informations-infrastruktur.

Meget tyder på, at den såkaldte ”nye Kolde Krig”, centreret omkring rivaliseringen mellem USA og Kina, er blevet mere intens. Et oplagt spørgsmål er: Hvem vinder? Men er vi – tredjeparter og især lande i Europa – sikre på, at der vil fortsætte en kold krig mellem to lejre, eller er vi kastet ind i en jungle, hvor vi bliver efterladt til at forsvare os selv? Hvis det er tilfældet, er et bedre spørgsmål: Hvem overlever?

Med det seneste træk angående metaller, virker det som om, at Kina forsøger at sende en besked til Vesten omkring globalisering og afkobling. Der er en tydelig bestræbelse på at vise USA og dets allierede, at man skal være forsigtig med, hvad man ønsker sig. På trods af Washingtons påstande om, at man ikke søger afkobling, er de teknologiske restriktioner fra USA mod Kina blevet mere og mere omfattende – fra 5G til chips og sandsynligvis også cloud computing. Holland havde allerede forbudt eksport til Kina af det mest avancerede chipproduktionsudstyr, og de nye restriktioner vil yderligere forstyrre Kinas planer om at producere avancerede chips indenlands.

Restriktionerne har allerede været smertefulde for kinesiske techvirksomheder – og har haft omkostninger både for Kinas økonomi og nationale sikkerhed. Nu er det fra et kinesisk perspektiv tilsyneladende Vestens tur til at smage på den delvise afkobling, og opløsning af globaliseringen.

Hvem kan komme først i mål?

Hvis Kina ønsker det, er tiltaget fra 3. juli blot en smagsprøve. De to metaller er nemlig blandt en stor gruppe af metaller og mineraler, hvis globale produktion domineres af Kina. Vestlige lande leder febrilsk efter alternative kilder, opbygger mineralalliancer og indgår aftaler med internationale metalvirksomheder. Problemet er, at det tager tid at opbygge produktionsfaciliteter, og det sker på bekostning af miljøet og økonomien.

Eksperter i minedrift estimerer, at det vil tage Vesten omkring et årti at opbygge kapaciteten til at udvinde sjældne jordarter, som også er afgørende for tech- og grønne industrier. Samtidig estimeres det tilfældigvis, at Kina er omkring et årti bagud i forhold til Vesten, hvad angår chipteknologi. Så hvem kan komme først i mål?

Netop som Kinas restriktioner af sjældne jordarter og metaller har fået Vesten til at øge sin minedriftskapacitet, har USA’s restriktioner på tech-området tvunget Kina til at styrke indenlandsk innovation. I stedet for på traditionel vis at sætte sin lid til statsejede virksomheder og lokale myndigheder, hvilket indtil videre har vist sig ganske ineffektivt, har Kina indført en ny tilgang som støtter førende kinesiske techvirksomheder, inklusive private firmaer. Kina er fortsat attraktiv for globale techvirksomheder, og forsøger at hyre ingeniører fra Taiwan (med nogen succesr). Med deres nylige fremskridt indenfor lithiumbatterier og rumteknologi taget i betragtning, er det sandsynligt at Kina vil indhente Vesten inden for en tidsramme på 5 til 10 år.

For vestlige lande såvel som for Japan og Sydkorea, opstår spørgsmålet om, hvorvidt man har råd til at gå ind i en økonomisk og teknologisk krig i en periode af denne varighed. Ét af de påståede motiver bag de amerikanske tech-restriktioner, er et forsvar af demokratiet. Paradoksalt nok har demokratiske lande valgcyklusser på fire til fem år. Kan ideologi bære de vestlige regeringer sikkert gennem den økonomiske bølgegang, der kan vente dem?

Washington fulgte princippet om ”America First”, både da USA pressede Holland og Japan til at følge trop i begrænsningen af eksporten af chipteknologi til Kina, og da USA bad Sydkorea om at undlade at overtage amerikanske virksomheders tabte markedsandel i Kina. Hertil forsøger USA at udkonkurrere Kina i henhold til, hvilken regering, der har den mest magtfulde industripolitik hvad angår skattelettelser og subsidier – både når det gælder om at støtte deres egne nationale industrier og lokke udenlandske investorer til.

Hvad med Europa?

Det er ikke overraskende, at nogle europæiske ledere begynder at frygte, at der bag en kold krigs tåge i realiteten venter en junglelov, hvor det eneste princip er ”survival of the fittest”. Tysklands vicekansler og finansminister, Robert Habeck, har for nyligt kaldt USA’s subsidier for en krigserklæring. EU, Japan og Sydkorea har alle introduceret subsidier for deres tech- og grønne energisektorer, med henblik på at forhindre, at flere virksomheder flytter til USA, men det er svært for dem at følge med.

Disse lande få problemer med handels- og tech-krigen mellem USA og Kina, som desværre ikke kan løses af Verdenshandelsorganisationen (World Trade Organisation, WTO). For WTO’s tvistbilæggelsesbureau, den såkaldte ”Appellate Body”, har været lammet siden december 2019, idet USA har blokeret for udnævnelser til organet siden 2016.

I sådanne krisetider, som Aristoteles har lært os, bør sund fornuft – ræson –være den mest værdifulde dyd for politiske ledere, såfremt de tager ansvar for deres borgere.

Aristoteles’ lære fremstår særligt passende for europæiske lande. Ifølge Europa-Parlamentets forskning kan ”alvorlige forstyrrelser i (halvleder-) værdikæderne inden for få uger udtømme Europas begrænsede chipreserver, hvilket vil føre til et fuldstændigt stop i produktionen i mange europæiske industrier” (egen oversættelse).

Den hollandske handelsminister Liesje Schreinemacher har for nyligt advaret om, at Europa ikke kan opnå en grøn omstilling uden Kina. Selv USA viser tegn på tilbagetrækning. Siden Kina som nævnt ovenfor forbød den amerikanske chipvirksomhed Micron i slutningen af Maj, har USA sendt tre højtstående embedsmænd til Beijing for at stabilisere bilaterale relationer, herunder udenrigsminister Anthony Blinken, finansminister Janet Yellen og særlig udsending for klima John Kerry.

Nu er tiden kommet for os – i Europa og verden – til at bruge fornuft og praktisk visdom, tænke selvstændigt, og undgå en primitiv totalkrig, hvor alle, såvel som kloden, taber. 

Denne artikel blev bragt på raeson.dk den 22. juli 2023