Tallene taler deres tydelige sprog: Dansk udviklingssamarbejde handler om, ja, Danmark

Onsdag den 11. maj diskuterer Folketinget, hvordan det går med at omsætte strategien for udviklingssamarbejdet til virkelighed. Strategien, Fælles om Verden, der blev vedtaget i juni 2021 af et overvældende flertal i Folketinget, beskriver – kort fortalt – hvordan Danmark med vægt på demokrati og menneskerettigheder vil støtte grøn omstilling og tilpasning til klimaforandringerne som det ene af to hovedmål og give fattige, flygtninge og migranter bedre muligheder, hvor de er, som det andet.

Spørgsmålet er så, hvor godt det går.

Spørger man danskerne, hvad man skal prioritere i udviklingssamarbejdet, peger de – udover nødhjælp og hjælp til flygtninge – på rent vand, sundhed, uddannelse og fattigdomsbekæmpelse. Klimaet spiller en stigende rolle, og nogle lægger vægt på demokrati, menneskerettigheder, forebyggelse af konflikter m.v.

Loven for internationalt udviklingssamarbejde er på bølgelængde med danskerne. Her hedder det: Målet for Danmarks udviklingssamarbejde er at bekæmpe fattigdom og fremme menneskerettigheder, demokrati, bæredygtig udvikling, fred og stabilitet blandt andet i overensstemmelse med verdensmålene.

Både lovgrundlag og strategi understreger altså, at fattigdomsbekæmpelse bør stå stærkt i Danmarks udviklingssamarbejde. Hvad er billedet så, når man kigger på, hvordan vores 18 milliarder kroner store udviklingsbistand omsættes i virkeligheden?

Det er oplagt at se på, hvor stor en andel af midlerne, der går til de fattigste lande. Der er ifølge FN 46 af den slags lande i øjeblikket, og de er karakteriseret ved udbredt fattigdom, ringe sundhed og uddannelse, og økonomisk skrøbelighed. Deres muligheder for at nå verdensmålene i 2030 er uhyre ringe.

Grafen her viser, at andelen af dansk bistand, der går til disse lande, har været faldende siden 2009 (fra 24% til 15% i 2019). Tallene er fra OECD og de bedste, der findes, selv om de nok ikke fanger alle de danske midler, der når de mindst udviklede lande. Man skal derfor være påpasselig med at konkludere, at kun 15 procent af dansk udviklingsbistand går til disse lande, men tallene indikerer en klar nedprioritering af de fattigste lande i dansk udviklingssamarbejde.

Verdensmålene, der blev vedtaget af alle verdens ledere i 2015 som en ramme for udviklingen i både rige og fattige lande, peger på, at de rige lande bør give mindst 0,2 procent af deres bruttonationalindkomst (BNI) til de fattigste lande. OECD’s tal viser imidlertid, at Danmarks støtte er gået fra 0,2 procent af BNI i 2010 til 0,11 procent i 2019.

Udviklingen over de sidste 10 år taler med andre ord sit tydelige sprog: Det er en stadig mere begrænset del af Danmarks udviklingssamarbejde, der er målrettet de fattigste lande, og det er tvivlsomt, om vi lever op til de internationale målsætninger på feltet.

Hvorfor er det tilfældet, kan man så spørge. Det mest tydelige svar her er, at Danmarks udviklingssamarbejde i høj grad er kommet til at handle om, ja, Danmark. Indenrigspolitiske prioriteter definerer i stigende grad det internationale samarbejde, der ellers historisk har handlet om, hvad modtagerlandene selv har haft højt på dagsordenen.

Siden 2010 har de danske strategier eksempelvis sigtet på at fremme og indfri prioriteter som frihed, menneskerettigheder, migrationskontrol, erhvervsfremme eller grøn omstilling, uanset hvilke udfordringer fattige lande står overfor.

Et grotesk nutidigt eksempel er, at regeringen har besluttet ikke at ville støtte nogen form for fossil energianvendelse i udlandet. Det betyder, at Danmark ikke kan støtte brugen af gas hverken i komfurer, hvilket kunne reducere skovhugst og tilfælde af røgforgiftning i mange fattige lande, eller i kraftværker, der skal effektiviseres eller udbygges dér, hvor lande med gas desperat mangler energi. Samtidig bruger vi selv store mængder gas, og EU betegner gas som en grøn energiform.

For nylig besluttede regeringen så i et andet indenrigspolitisk træk at anvende 2 mia. kr., ellers afsat til udviklingssamarbejdet i 2022, til at modtage ukrainske flygtninge i Danmark. Regeringen har fremhævet, at en sådan anvendelse af pengene ligger inden for de regler, som OECD’s medlemslande har forhandlet sig frem til. Det er – desværre, fristes man til at sige – fuldkommen korrekt.

Da regeringen nu forventer ankomsten af væsentligt flere flygtninge end det antal, som de 2 mia. kr. var baseret på, kan man se frem til, at flere af bistandsmidlerne skal omallokeres til flygtningemodtagelse i Danmark, hvilket regeringen da også har annonceret. Samtidig kan vi se frem til, at udviklingsbistanden vil blive brugt til at genopbygge Ukraine.

Det er således både kvantitativt og kvalitativt, at Danmarks udviklingssamarbejde er drejet væk fra at handle om at gå til de fattigste lande. Kvantitativt går færre midler til disse lande, og kvalitativt er vi mere optaget af vores egne interesser.

Det er ellers en helt entydig erfaring, at resultater opnås bedst, hvis modtagerne ’ejer’ samarbejdet, altså at samarbejdet handler om de udviklingsproblemer, modtagerne gerne vil gøre noget ved.

De skiftende prioriteringer og den manglende interesse for landenes udviklingsproblemer betyder, at udviklingssamarbejdet opnår færre resultater og ikke formår at understøtte de langsigtede forandringer, som fattige mennesker længes efter. Indsatsen bidrager heller ikke til at skabe den mere lige og harmoniske verden, som er så vigtig for vores egen langsigtede velfærd.

Det her er ikke en pludselig ændring af Danmarks udviklingspolitik. Den er kommet gradvist de sidste 20 år, men er blevet accelereret på det seneste. Spørgsmålet er derfor, om man stadig kan hævde, at Danmark har et udviklingssamarbejde med de fattigste lande i verden.