Styrk arbejdet med verdensmålene

I en verden præget af kriser og med et større behov for internationalt samarbejde end nogensinde er Danmarks arbejde med verdensmålene en vigtig investering, der gavner os selv. Derfor bør regeringen prioritere det højere – også økonomisk.

Danmark er i dag mere afhængig af omverdenen end nogensinde før. Tidligere var vi ét blandt relativt få rige lande, mens langt de fleste lande kæmpede med udtalt fattigdom. Men mange fattige lande har oplevet såstor en økonomisk vækst, at opdelingen i rige og fattige lande ikke længere giver mening, og samtidig er udviklingsproblemerne blevet globale.

Internationale kriser rammer Danmark langt mere direkte end tidligere. Inden for de seneste 10-15 år kan nævnes finanskrisen, tegningekrisen, internationalt inspireret terrorisme, flygtninge fra borgerkrig og snigende klimaforandringer. Epidemier som fugleinfluenza, SARS og Ebola har også skabt uro, selv om de er gået uden om Danmark.

Det er ikke mindst globaliseringen af økonomi, kommunikation og transport, der forklarer, hvorfor Danmark i stigende grad mærker de internationale kriser. Hvor vi tidligere kunne koncentrere os om vores nabolande og største eksportmarkeder, får kriser med udspring i fjerne egne nu oftere konsekvenser for vores hverdag.

Som en lille, åben økonomi er Danmark dybt afhængig af en stabil, fredelig og velstående verden. Det har vi fra dansk side understøttet gennem årtier ved at kombinere udviklingsbistand med internationalt samarbejde om menneskerettigheder, fred og stabilitet og en fast tro på FN’s uundværlige rolle i verden. Vores internationale udviklingsarbejde er blevet lovprist for at være blandt det mest effektive og virkningsfulde, og det har sikret os indflydelse langt ud over, hvad vores størrelse berettiger til.

Det er afgørende at fastholde det internationale arbejde, fordi det har fundamental betydning for vores fremtidige velfærd. Vi kan ikke regne med, at andre lande vil løse problemerne for os – og slet ikke på en måde, der tilgodeser danske interesser

Verdensmålene som omdrejningspunkt
Fokus bør nu være på at nå de verdensmål, som alle verdens statsledere vedtog i FN i 2015. Håbet er, at de kan indfries senest i 2030, og det er i den grad i Danmarks langsigtede interesse, at det sker. Det er der flere grunde til.

For det første kunne målene have groet i en nordisk have – de udtrykker i den grad værdier, som vi i Norden i årevis har arbejdet for. Velfærdssamfund, sociale sikkerhedsnet, ligestilling mellem kønnene, miljømæssig omtanke, osv. er centrale værdier i de nordiske lande, og med verdensmålene er der blevet flyttet hegnspæle i den retning. Vi har således her en historisk mulighed for at understøtte verdens udvikling i overensstemmelse med vores egne værdier.

For det andet vil en opfyldelse af målene i 2030 skabe den stabile, fredelige og fremgangsrige verden, som er Danmarks udenrigspolitiske hovedinteresse, fordi en sådan verden er den bedste garant for vores egen velfærd. I jo højere grad store befolkningsflertal trives, er veluddannede og oplever fremgang, jo sværere er det for tyranner at undertrykke dem og skabe de konflikter, som kun tyrannerne profiterer af.

For det tredje afspejler verdensmålene det internationale samarbejde, som et lille land som Danmark er så afhængig af. Selv om den internationale retsorden så langt fra er perfekt, er den en kæmpe fordel for små lande, der ellers sandsynligvis ville blive opslugt af store lande. Igennem en stærk indsats for at nå verdensmålene kan Danmark være med til at understøtte det internationale samarbejde, som har bundet meget af sin legitimitet op på verdensmålene. Lykkes det at nå målene i 2030, har samarbejdet så sandelig vist sit værd.

Af de grunde bør verdensmålene være omdrejningspunktet for Danmark såvel herhjemme som i vores globale engagement. Andre lande forventer en særlig indsats af os, både fordi vi har ressourcerne og erfaringerne til at gøre en forskel, og fordi de nordiske lande ofte opfattes som det konkrete billede på verdensmålene, hvor langt de fleste har det godt, få har for meget og færre for lidt. Ved at lægge os i selen får vi gennem påvirkningen af andre lande en betydning langt ud over vores egen indsats.

Indsatsen herhjemme
Selv om Danmark sammen med de øvrige nordiske lande er længst fremme i forhold til at nå målene, har vi også udfordringer herhjemme. Verdensmålene kan synes overskuelige i international sammenhæng, men vi skal tage dem alvorligt og gøre noget ved dem. Det demonstrerer en vilje til at gå forrest og til at anerkende, at verdensmålene er et fælles ansvar. Det presser andre til at gøre det samme.

To udfordringer er særligt markante. Den ene handler om klimaregnskabet, hvor hver dansker årligt udleder langt mere CO2 end indbyggerne i de fleste andre lande. Vi har vænnet os til f.eks. at rejse med fly og spise kød i et omfang, der ikke er bæredygtigt. Den anden er, at den økonomiske ulighed er voksende og har været det siden 1990erne. En høj grad af ulighed i et samfund skaber sociale, økonomiske og politiske problemer, men den er ikke naturgiven. Ulighed kan bekæmpes gennem politiske initiativer.

Begge udfordringer kræver både, at vi tager vores vaner og holdninger op til revision hver især, og at vores politikere gør noget alvorligt ved problemerne. Intet af det er let, men det er nødvendigt, hvis vi vil forfølge vores langsigtede interesse i at få verdensmålene gennemført.

Den internationale indsats
Danmarks internationale arbejde for verdensmålene bør styrkes markant. Igennem de senere år er såvel udviklingsbistanden som udenrigstjenesten blevet beskåret dramatisk, hvilket er særdeles uhensigtsmæssigt på et tidspunkt, hvor verdensmålene giver os den bedst tænkelige ramme for at bevæge verden i den retning, der tjener os bedst. Der er et overordentligt stærkt behov for at udvikle en erkendelse af, at Danmarks globale engagement er en forudsætning for vores velfærd på langt sigt.

En ny forståelse af Danmarks globale engagement må tage udgangspunkt i danske interesser og værdier og ikke mindst i danskernes oplevelse af, hvordan de bliver påvirket af verden. Når flygtninge vandrer på danske motorveje, påvirker det danskerne på forskellig vis, men alle kan blive enige om, at den slags bør undgås. Derfor skal Danmark bl.a. bidrage til at forhindre de konflikter og ulykker, som mennesker flygter fra.

Internationale kriser, som rammer Danmark, er typisk med til at skabe fattigdom. Stigningen i fødevarepriserne på verdensplan i 2007-8 skabte 100 millioner flere fattige, og voldelige konflikter, epidemier og klimaforandringer vil i årene fremover være de væsentligste årsager til fattigdom. Således hænger Danmarks interesse i en stabil og fredelig verden uløseligt sammen med fattigdomsbekæmpelse.

Historisk har dansk udviklingsbistand været orienteret mod relativt stabile, men fattige lande. Det har givet mulighed for at udvikle en særlig pragmatisk og langsigtet tilgang, som roses vidt omkring og som er effektiv i indsatsen for at nå verdensmålene.

Derudover er Danmark over de senere år begyndt at støtte udviklingen i skrøbelige lande og situationer. Det er også vigtigt, dels fordi disse lande og områder får for ringe international opmærksomhed til trods for deres store behov for hjælp, dels fordi deres ekstreme fattigdom gør dem sårbare over for konflikter og borgerkrige. Og i en global verden er borgerkrige aldrig et lokalt anliggende.

For nylig er politikerne dog begyndt at bruge en væsentligt større andel af bistanden på nødhjælp og på flygtninge i nærområder til konflikter. I sig selv er det gode formål, men sammen med nedskæringerne betyder prioriteringen, at det langsigtede arbejde for verdensmålene er reduceret betragteligt. Der er brug for en langt mere substantiel investering i Danmarks langsigtede interesse i en stabil og fremgangsrig verden.