DIIS Comment
Et Rusland uden Putin?
I Moskvas, Sankt Petersborgs og mange andre russiske storbyer lyder kampråbet fra tusindvis af demonstranter: Rossiia bez Putina! Rusland uden Putin. Er det en realistisk mulighed eller en illusion?
22. februar 2012
Det korte svar er, at det er ren ønsketænkning. Putin vinder præsidentvalget den 4. marts og tilmed i første runde. De folkelige protester vil formentlig kulminere med de bebudede demonstrationer den 24. februar, der nok vil trække mindst 100.000 deltagere i Moskva, noget færre i Sankt Petersborg og andre byer. Det bliver interessant at se, hvor mange deltagere demonstrationen den 23. februar, der støtter Putin, kan opbyde.
Der er ingen tvivl om, at den politiske elite blev rystet i sin grundvold af de demonstrationer, der fulgte i kølvandet på det omstridte parlamentsvalg den 4. december sidste år. Det var den slet ikke forberedt på, hvilket er et tegn på manglende føling med, hvad der rører sig i store dele af befolkningen. Magthavernes parti, det Forenede Rusland, hedder i folkemunde kun ”Partiet af svindlere og tyveknægte”. Den politiske elite såvel centralt som regionalt er karakteriseret ved grådighed, pamperi, nepotisme, korruption og en magtarrogance uden sidestykke. De fremstiller sig selv som sande patrioter, men deres børn går i de fineste skoler i USA og Storbritannien og deres formuer befinder sig på Cypern, Cayman Island og lignende steder.
Det har tilsyneladende undgået magthavernes opmærksomhed, at den økonomiske fremgang, der vitterligt har fundet sted siden Putin kom til magten i 2000, også har skabt en efterhånden selvbevidst middelklasse, der nu ønsker medindflydelse på det politiske liv. Store dele af denne middelklasse bruger de sociale medier som informations- og kommunikationsmidler og omgår derved de statskontrollerede nyhedsmedier.
Korruptionen, sundhedsvæsenets, uddannelsessystemets forfald og i det hele taget den manglende modernisering i al almindelighed og infrastrukturen i særdeleshed har gjort middelklassen politisk bevidst. Men først og fremmest magtarrogancen har gjort mange meget vrede: At Medvedev og Putin stiller sig op på Det Forenede Ruslands kongres den 24. september sidste år og frejdigt erklærer, at man vil bytte stillinger med hinanden og at det i øvrigt har været aftalt siden sidste præsidentvalg. Det efterfølges så af et valg til Statsdumaen, hvor meget tyder på, at der har været betydelig valgsvindel; det er ikke bevist, men det er den opfattelse, der har bundfældet sig. Hvorfor taber Putin så ikke valget?
For det første er oppositionen mod ham splittet. Den spænder fra de yderste højre-nationalister over liberale og intellektuelle til venstreradikale og anarkister. De har kun et mål til fælles: de vil af med Putin og dermed den politiske elite. De har intet fælles program og de har ingen leder, der kan fremstå som et realistisk alternativ til Putin.
Efter det første chok, hvor Putin forsøgte at nedgøre oppositionen, er den politiske elite blevet enig om en strategi, der giver oppositionen en vis, men begrænset, aktionsfrihed og adgang til medierne og som foregiver, at man har intentioner om at gennemføre visse reformer af det politiske system, herunder direkte valg af guvernører samt lette adgang til at opstille ved valgene. Dermed håber man, at man kan lukke noget af ”dampen ud af kedlen”.
Men frem for alt har man nu fået mobiliseret de såkaldt administrative ressourcer, dvs. at de politiske og administrative apparater er blevet sat ind for at skaffe opbakning til Putin. Putin selv turnerer rundt i Rusland og søger opbakning blandt sine kernevælgere, almindelige arbejdere, landbefolkningen og pensionister. Putin har altid klaret sig godt blandt disse grupper og mindre godt i de store byer.
Den seneste meningsmåling fra det store meningsmålingsinstitut, VTsIOM, der er kendt for at ramme ret præcist, forudsiger, at Putin vinder første valgrunde med 58,6 % af stemmerne, og at den nærmeste modkandidat, kommunisten Sjuganov, vil få omkring 14,8 %. For Putin ville det være en betydelig tilbagegang i forhold til sidste gang han var på valg i 2004, hvor han fik 71 % af stemmerne.
Så vi må se i øjnene, at når han indsættes som præsident den 5. maj, er det ham, vi kommer til ”at gøre forretninger” med de næste 6 år.
Der er ingen tvivl om, at den politiske elite blev rystet i sin grundvold af de demonstrationer, der fulgte i kølvandet på det omstridte parlamentsvalg den 4. december sidste år. Det var den slet ikke forberedt på, hvilket er et tegn på manglende føling med, hvad der rører sig i store dele af befolkningen. Magthavernes parti, det Forenede Rusland, hedder i folkemunde kun ”Partiet af svindlere og tyveknægte”. Den politiske elite såvel centralt som regionalt er karakteriseret ved grådighed, pamperi, nepotisme, korruption og en magtarrogance uden sidestykke. De fremstiller sig selv som sande patrioter, men deres børn går i de fineste skoler i USA og Storbritannien og deres formuer befinder sig på Cypern, Cayman Island og lignende steder.
Det har tilsyneladende undgået magthavernes opmærksomhed, at den økonomiske fremgang, der vitterligt har fundet sted siden Putin kom til magten i 2000, også har skabt en efterhånden selvbevidst middelklasse, der nu ønsker medindflydelse på det politiske liv. Store dele af denne middelklasse bruger de sociale medier som informations- og kommunikationsmidler og omgår derved de statskontrollerede nyhedsmedier.
Korruptionen, sundhedsvæsenets, uddannelsessystemets forfald og i det hele taget den manglende modernisering i al almindelighed og infrastrukturen i særdeleshed har gjort middelklassen politisk bevidst. Men først og fremmest magtarrogancen har gjort mange meget vrede: At Medvedev og Putin stiller sig op på Det Forenede Ruslands kongres den 24. september sidste år og frejdigt erklærer, at man vil bytte stillinger med hinanden og at det i øvrigt har været aftalt siden sidste præsidentvalg. Det efterfølges så af et valg til Statsdumaen, hvor meget tyder på, at der har været betydelig valgsvindel; det er ikke bevist, men det er den opfattelse, der har bundfældet sig. Hvorfor taber Putin så ikke valget?
For det første er oppositionen mod ham splittet. Den spænder fra de yderste højre-nationalister over liberale og intellektuelle til venstreradikale og anarkister. De har kun et mål til fælles: de vil af med Putin og dermed den politiske elite. De har intet fælles program og de har ingen leder, der kan fremstå som et realistisk alternativ til Putin.
Efter det første chok, hvor Putin forsøgte at nedgøre oppositionen, er den politiske elite blevet enig om en strategi, der giver oppositionen en vis, men begrænset, aktionsfrihed og adgang til medierne og som foregiver, at man har intentioner om at gennemføre visse reformer af det politiske system, herunder direkte valg af guvernører samt lette adgang til at opstille ved valgene. Dermed håber man, at man kan lukke noget af ”dampen ud af kedlen”.
Men frem for alt har man nu fået mobiliseret de såkaldt administrative ressourcer, dvs. at de politiske og administrative apparater er blevet sat ind for at skaffe opbakning til Putin. Putin selv turnerer rundt i Rusland og søger opbakning blandt sine kernevælgere, almindelige arbejdere, landbefolkningen og pensionister. Putin har altid klaret sig godt blandt disse grupper og mindre godt i de store byer.
Den seneste meningsmåling fra det store meningsmålingsinstitut, VTsIOM, der er kendt for at ramme ret præcist, forudsiger, at Putin vinder første valgrunde med 58,6 % af stemmerne, og at den nærmeste modkandidat, kommunisten Sjuganov, vil få omkring 14,8 %. For Putin ville det være en betydelig tilbagegang i forhold til sidste gang han var på valg i 2004, hvor han fik 71 % af stemmerne.
Så vi må se i øjnene, at når han indsættes som præsident den 5. maj, er det ham, vi kommer til ”at gøre forretninger” med de næste 6 år.
Regioner
Rusland
Et Rusland uden Putin?