Republikansk sikkerhedspolitik er under forandring

Det er en kendt sag, at Præsident Obamas sikkerhedspolitik stort set siden hans tiltrædelse har været gentand for voldsom republikansk kritik: Han er for svag. Han er for undskyldende. Og med sin udstrakte hånd til tidligere fjender som Rusland, Iran og Nordkorea lader han USA’s allierede i stikken. Da Obama tidligt i embedet gav sin mere tilbagetrukne, tøvende og fleksible doktrin betegnelsen "Leading from Behind", var hans republikanske modstandere derfor hurtige til at råbe fravær af lederskab. I den nyeste nationale sikkerhedsstrategi kalder Obama-administrationen det så "strategic patience" og republikanerne har øjeblikkeligt omdøbt tilgangen til "strategic paralysis".

Går man bag om den republikanske retorik, står det imidlertid langtfra klart, at en evt. kommende republikansk præsident fundamentalt skulle ændre kursen i amerikansk udenrigspolitik. Den grundlæggende amerikanske retræte fra rollen som global anfører og militær demokrati-eksportør ser ud til at fortsætte, også hvis den næste præsident bliver en republikaner. Det blev klart, da de republikanske præsidentkandidater natten til onsdag endnu engang stødte sammen på Fox Business Network i en debat, der blev den mest sete udsendelse på kanalen nogensinde med 13,5 millioner seere. Debatten var den tredje inden forårets primærvalg, og denne gang kom netop spørgsmålet om amerikansk sikkerhedspolitik – et emne der historisk har været republikanernes sikre vælgerkort i kampen om det hvide hus – til overfladen. Kandidaterne sagde meget lidt om sikkerhedspolitik, men det, de sagde, taler sit eget klare sprog: (Også) sikkerhedspolitisk er det republikanske parti i krise.

Allerede ved sidste valg blev det tydeligt, at republikanerne vakler i deres ellers så skråsikre republikanske tro på, at USA kan løse det 21. århundredes globale konflikter. Skal man tro den prominente amerikanske forsker og kommentator Dan Drezner, tabte Mitt Romney faktisk 2012-valget til Obama på spørgsmålet om udenrigspolitik og ændrede dermed næsten halvtreds års ubrudt republikansk ”patent” på at fremstå stærkest i de sikkerhedspolitiske debatter. Onsdagens debat bekræfter, at den republikanske krise kun er blevet dybere.

På overfladen ligner retorikken naturligvis den sædvanlige: Blandt de republikanske kandidater er der semi-isolationistiske fortalere for tilbagetrækning og nedskæring på forsvarsbudgettet a la Rand Paul. Der er pragmatiske realister, der vil samarbejde med hvem som helst, så længe det fremmer amerikanske interesser - et synspunkt Donald Trump satte trumf (!) på, da han onsdag deklarerede at “If Putin wants to go and knock the hell out of ISIS, I am all for it, 100 percent, and I can’t understand how anybody would be against it”. Så er der de mere idealistiske realister – en art neokonservative light – der formentlig har bedst chancer for at vinde valget: Jeb Bush og Marco Rubio. De taler sådan set stadig om styrke, idealer og lederskab: “We’re not going to be the world’s policeman, but we sure as heck better be the world’s leader” som Jeb Bush replicerede til Trump. Men reelt havde hverken han eller Rubio lyst til at gøre sig til fortalere for en markant militær amerikansk retur i hverken Syriens borgerkrig eller det bredere Mellemøstens opløsning.

• For det første sagde Jeb Bush godt nok, at USA blev nødt til at lede kampen mod IS, men det blev lige efter modereret til, at USA skal "involvere sig" og "spille en rolle".
• For det andet blev begreber som "nation building" og "democracy building" ganske enkelt ikke nævnt; hele det den sædvanlige diskurs om USA som bedre end alle andre til menneskerettigheder og demokratieksport var erstattet af et mere snævert spor om sikkerhed og styrke.
• For det tredje var det eneste konkrete bud på fremvisning af styrke en videreførelse af Obamas begrænsede luftindsats, nemlig et forslag om at indføre en no-fly-zone i Syrien.

​Der var ingen tale om at sætte flere soldater på landjorden end de 10.000 soldater i Afghanistan og 50 specialstyrker i Syrien, Obama allerede har besluttet. Lige fra begyndelsen af den amerikanske indsats mod IS har Obama ellers været under kraftig republikansk beskydning for, at luftbombardementer ikke viser nødvendig amerikansk styrke mod truslen fra IS, men at der derimod skal landtropper til.

Den republikanske retræte fra nation building og amerikanske landtropper stopper ikke med de aktuelle kandidater – faktisk kan den genfindes selv blandt de, der var med til at udforme Bush-administrationens intervention i Irak. Således talte udenrigsminister under Bush, Condoleezza Rice, for få uger siden på Chatham House under overskriften "Renewing the Transatlantic Alliance". Her startede hun med at understrege, at vi i dag lever i en "international dis-order". Alligevel var hendes bud på at løse de internationale problemer langt fra den logik om orden gennem aktiv militær demokratisering, som Rice for 15 år siden var med til at gøre til Bush-administrationens kongstanke. Rice talte om eksklusion af Putin(ismen), men inklusion af Rusland. Hun talte om handel, frie markeder og europæisk integration. Og til tider lød hun næsten som Obama, når hun plæderede for tålmodighed – for at demokrati tager tid og som regel modsætter sig hurtige og nemme løsninger. Stort set sådan taler en kandidat som Jeb Bush også, og hører man ordentligt efter, kan man høre, at der lige under overfladen lurer en grundlæggende udmattelse, resignation eller – tvivl?

Ovenpå femten års krig i Mellemøsten fornemmer man, som mange amerikanske kommentatorer disse dage også bemærker, at den dybe tro vakler. Befolkningen vil ikke. Og de republikanske ledere ved reelt heller ikke, hvad det egentlig er, man skulle ville: Hvordan skulle en fornyet aktivisme, der ikke blot vil lande i mere fiasko og mere anti-amerikanisme, reelt se ud? Vil man med europæiske øjne forstå, hvad der egentlig er på spil i den amerikanske debat, bør man derfor se udover den rutinemæssige kritik, som Obama vedvarende udsættes for. Naturligvis benytter alle kandidater sig af, at Obamas komplekse tilgang til sikkerhedspolitikken let kan gøres til genstand for letkøbte distinktioner mellem stærk/svag - selv hans tidligere udenrigsminister og den med al sandsynlighed demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton er faldet for fristelsen. Og sandsynligvis vil en republikansk præsident markere tydeligere alliancepleje end Obama – der har sagt, at statsmand til statsmand relationer ikke er det, der driver det 21. århundredes politik – har gjort. Den type "bodsgangsmøde", som Obama tidligere denne uge måtte holde med Israels Netanyahu bliver næppe nødvendig på en republikansk vagt. Trods al deres snak om styrke og lederskab, har ingen af de republikanske kandidater foreløbig noget egentligt alternativt: Hverken noget alternativt narrativ eller nogen alternativ sikkerhedspolitisk strategi. Opfattelsen af amerikansk storhed er i krise – og krisen starter på mange måder i det republikanske parti.