Her er de religiøse debatter, som splitter jihadisterne

I år markeres 20-året for terrorangrebet den 11. september 2001, der for alvor satte jihadismen på dagsordenen i Vesten. Terrorforskningen havde ikke forinden været særligt opmærksom på denne type bevægelse, men havde til gengæld været optaget af den ”røde” terrorisme som fx den vesttyske Rote Armee Fraktion, den italienske gruppe De Røde Brigader eller bevægelser som de Tamilske Tigere i Asien og Shining Path i Latinamerika. Jihadismen var stort set fraværende fra det akademiske søgelys, fordi den primært havde manifesteret sig lokalt i fjerne områder som Afghanistan.

Jihadismen var under Den Kolde Krig blot en kuriøs underkategori i forsvaret af den frie verden og modstanden mod Sovjetunionen, og de jihadistiske grupper blev derfor ikke anset for at tilhøre terrorisme-kategorien.  De væbnede oprørere var jo på samme side som Vesten – og endda materielt understøttet heraf – selvom jihadisternes modstand ideologisk set handlede om modstanden mod det ”gudløse” kommunistiske samfund og ikke om et forsvar for kapitalismen og det liberale samfund.

Jihadismen har imidlertid indtaget en meget central placering i samtidens terrorforskning. Fænomenets udvikling er interessant, fordi den repræsenterer en ”rejse” fra modstanden mod Sovjetunionen i samarbejde med Vesten henimod den aktive modstand mod Vesten. Ofte er den kombineret med en sekterisk dagsorden vendt mod kætterske muslimer og en accentueret vision om at genetablere fordums kalifat.

Samtidig repræsenterer udviklingen en bevægelse, der med tiden er blevet mere og mere globaliseret: både når det gælder, hvor den finder og mobiliserer sine tilhængere fra, og hvor den opererer. Ikke desto mindre er bevægelsen ikke altid på bølgelængde internt, hvilket afspejler sig i markante uenigheder og stridigheder. Nedenfor stiller jeg skarpt på fem debatter, som splitter jihadisterne. Men først, hvad der forener dem.

Jihad varer lige til dommedag

Jihadismen er væsensforskellig fra islamismen, da den ikke anser kompromis og integration som en legitim politisk mulighed. Ifølge jihadismen fordrer den politiske virkelighed en væbnet kamp. Selvom den trækker på islamistisk tankegods – især modstanden mod sekularismen og islamisternes opfattelse af, at muslimer befinder sig i en uvidenhedstilstand omkring deres egen religion og dens forskrifter – så definerer den sig også i modsætning til islamismens ideologer. Jihadismen findes selvfølgelig i mange forgreninger og bevægelser, men et af de væsentligste skillelinjer går mellem dem, der kæmper globalt, som Al-Qaeda og Islamisk Stat, og dem, der ”kun” kæmper lokalt, som fx Taleban i Pakistan og Afghanistan.

Omdrejningspunktet for jihadismen er netop jihad, der for dem handler om en fysisk kamp – men med spirituel signifikans. Jihadister anerkender ikke visse muslimers skelnen mellem den indre jihad (den spirituelle stræben for frigørelse fra ens under-jeg og for en højere grad af gudsbevidsthed) og den ydre (retten til fysisk modstand ved angreb under bestemte forudsætninger), som blev beskrevet af den kendte muslimske teolog og mystiker Al-Ghazali i det 11. århundrede, og som efterhånden blev en del af den sunnimuslimske ortodoksi.

For Al-Ghazali, der trak på tidligere beretninger om profetens ord, var den indre jihad den vigtige og dermed også den ”store jihad”. For jihadisterne er denne skelnen derimod en undskyldning for at negligere det, de ser som en central trossøjle.

Det særlige ved jihadisternes forståelse af jihad er herudover, at de tolker den fysiske kamp mod fjenden som en konstant del af muslimers pligt, indtil dommedag oprinder. Jihad er dermed det centrale formål i det jordiske liv ifølge deres dramaturgi. Modsat andre bevægelser i Mellemøsten, så ser de ikke jihad som en ”pligt”, der følger udtømmelsen af andre muligheder: fx er det ikke noget, man skal ty til, når man har prøvet alt andet såsom at missionere, omvende eller uddanne pøblen eller ignoranten. Især de globale jihadister gør meget ud af at påpege, at pligten ikke afhænger af konteksten (fx et bestemt territorialt behov), men af hvad de forstår som et påbud fra Gud alene.

Jihadister sammenligner sig selv med gruppen af rettroende i den profetiske tid – ikke i Mekka, men i Medina, hvortil profeten emigrerede, og ifølge deres fortællinger for alvor lagde kimen til religionens storhed. Det der fulgte – slagene, ekspansionen, etableringen af bystaten – er begivenheder, de ønsker at imitere og genleve, og det mytologiske prisme, de tolker nutiden ind i. Jihad anses som en central og forsømt trossøjle på fod med fasten eller bønnen, og for en bevægelse som Islamisk Stat er den største synd at undvige jihad – næstefter at være vantro. Endeligt, anser de ikke jihad for at være en kollektiv pligt, der kan varetages af få udvalgte som fx en bestemt hær, som den beskrives i dele af den sunni-muslimske ortodoksi, men derimod en individuel pligt, der gælder alle muslimer og til alle tider.

Jihadister er dog ikke enige om alt. Flere forskere peger på den interne rivalisering mellem Islamisk Stat og Al-Qaeda, der – på trods af deres ligheder – stiller sig meget forskelligt, hvad angår centrale teologiske og strategiske debatter. Men hvad debatterer jihadisterne egentlig internt, når de udveksler stikpiller, korrespondancer, udgiver pamfletter og publicerer deres positioner i deres kommunikationsmaterialer?

Hvem er hovedskurken?

En debat, der har optaget jihadisterne, siden bevægelsen opstod, handler om både skyld og strategi: Hvem bærer skylden for, at religionen er blevet marginaliseret i de muslimske samfund, og hvor giver det strategisk mening at sætte ind? I litteraturen om jihadisme beskrives denne debat ofte som en forskel mellem et fokus på enten den nære eller fjerne fjende: Bør jihadisternes fokus være på de muslimske landes despoter eller på dem, der opretholder despoterne, navnlig USA?

Den moderne jihadisme har sine rødder i slutningen af 1960’erne, hvor en række arabiske lande led et sviende militært nederlag til Israel i Seksdageskrigen gav den islamistiske kritik af arabiske autokratiske regimer vind i sejlene. Op gennem 1970’erne begyndte de sekulære regimer at møde modstand fra grupperinger, der ønskede, at religion skulle fylde mere, og som anså autokratiske regimer i Mellemøsten som marionetter for de gamle koloniherrer.

Koldkrigstidens ideologiske kamp mellem kommunismen og religion i 1980’erne blev gradvist afløst af en kamp, der i højere grad handlede om geopolitik – men også om anti-kolonialisme: Jihadisterne mobiliserede medlemmer gennem paroler om selvbestemmelse og autonomi.

Der opstod samtidig et skel mellem de nationalistiske jihadister, der primært havde fokus på modstand mod et bestemt regime, og dem, der havde den større ideologiske kamp for øje og argumenterede for et mønster i ”fjendens” angreb på Islam. Afghanistan blev i 1980’erne og 90’erne arnested for begge typer jihadister: både dem, der kæmpede for det lokale emirat, og dem, der rejste dertil i solidaritet med den større kamp.

For nogle jihadister var debatten om hhv. de nære og fjerne fjender aldrig et udtryk for en ideologisk forskel, men en strategisk debat: Skal vi skyde med spredehagl eller koncentrere kampen mod et regime ad gangen? Det er en skillelinje, vi stadig finder inden for og på tværs af bevægelserne Islamisk Stat og Al-Qaeda. Begge bevægelser har periodisk omfavnet begge strategier, og mens Al-Qaeda generelt har været optaget af Vesten som hovedfjenden, så har Islamisk Stat været mere optaget af ”kætterske” muslimer.

Hvem er blot en synder, og hvem er frafalden kætter?

”Den sande muslim” og ”autentisk islam” er temaer, der altid har optaget jihadisterne, og grunden til, at de ofte beskriver sig selv – og bliver beskrevet som – salafister: Det er en reference til de fromme følgere af profeten, der levede tæt nok på hans levetid til at kunne efterleve hans praksis mere præcist end senere generationer.

Salafismen som teologisk bevægelse handler lidt forsimplet om at ”rense” sunni-islam fra ikke-islamiske praksisser, eliminere afgudsdyrkelse og dermed bekræfte guds enhed (at der kun er én gud, og denne ikke kan opdeles i flere enheder). Jihadisterne vil gerne være dem, der gør netop det. Nogle af dem, der af jihadisterne er dømt ude, er fx de muslimske mystikere eller sufierne (ligesom wahhabisterne også har gjort), da jihadisterne mener, at nogle af deres ritualer kan sidestilles afgudsdyrkelse.

Herudover er også shia-muslimerne skydeskive for jihadisterne, og Islamisk Stat beskriver dem som direkte kættere – og frafaldne. Det gælder også for Islamisk Stat, at de anser alle dem, der samarbejder med fjenden som frafaldne. Islamisk Stat har således en meget bred definition af frafald: Udover at de beskriver shia-muslimer som skyldige i afgudsdyrkelse pga. deres lovprisning af profetens familie, så sætter IS også lighedstegn mellem det at kæmpe imod IS og frafald fra islam – som ifølge dem skal straffes med døden.

Polemikken mellem Al-Qaedas lederskab og ”udbrydergruppen”, der efterhånden dannede Islamisk Stat i Irak med den jordanske Abu Musab al-Zarqawi i spidsen, har været markant på dette område. Fx kritiserede al-Qaedas nuværende leder, Al-Zawahiri og den palæstinensisk-jordanske ideolog Abu Muhammad Maqdisi (Zarqawis tidligere læremester) Islamisk Stat for at angribe shia-muslimer. Deres holdning er nemlig, at shia-muslimer er undskyldt for deres teologiske fejllæsning pga. uvidenhed og ignorance.

Spørgsmålet om intention har generelt haft en stor plads i interne muslimske debatter om tro og synd, og jihadisterne brygger videre på de debatter. IS tager lettere på ”synder” som alkohol og tyveri – altså det er ikke noget, der udløser kætterstempling – så længe man ikke argumenterer for, at det er legitimt i henhold til den muslimske tro. Indenfor Islamisk Stats rækker findes der dog også forskellige tilgange til kætterstempling.

Den dominerende – og direkte anti-traditionalistiske tilgang – har dog været, at uvidenhed ikke er en undskyldning for den frafaldne. Den meget sigende titel ”Ignorance is no excuse in Islam” på bogen af den saudiske Ahmad al-Hazimi bliver nogle gange beskrevet som et af de teologiske værker, der var mobiliserende i Syrien og Irak efter 2013. I bogen – der blev skrevet under revolutionen i Tunesien – udvider Hazimi kætterbegrebet til også at omfatte den, der ikke vil være med til at blåstemple kættere som kættere.

Hvor langt er vi fra dommedag?

Jihadister er millenister. Det vil sige, at de er optaget af eskatologiske fortællinger om etableringen af et gudsrige med en overnaturlig grad af fred lige før dommedag. Ligesom den bibelske forestilling om et jordisk lykkerige forud for dommedag, så står dommedagsfortællinger også centralt og gennemsyrer deres verdenssyn og terminologi.

Dommedagsprofetierne er en integreret del af deres fortolkning af jihad som en absolut pligt for muslimer – altså jo mere vi nærmer os dommedag, des mere syndigt eller decideret kættersk bliver det for muslimer at afstå fra jihadisme. Alligevel kan der være forskel på, om jihadister ser dommedag et sted ude i horisonten, eller om vi faktisk står lige midt i det afgørende slag.

En bevægelse som Islamisk Stat har bragt apokalypsen helt tæt på, hvorfor deres mobilisering i Irak og Syrien netop spillede på, at nu var det skæbnesvangre øjeblik, hvor fårene blev skilt fra bukkene. Ifølge IS skal de sande troende begynde at forene sig i det endelige slag, før det jordiske lykkerige under kalifatet vil manifestere sig, hvorefter englen Israfil vil blæse i trompeten og annoncere dommedagen.

Al-Qaeda er også enige med IS om, at der er tegn på dommedags forekomst, men de er uenige om, hvor tæt vi befinder os derpå. For Al-Qaeda er erobringen af Jerusalem vigtig, men kan først blive en realitet, når den sande muslimske leder har åbenbaret sig. I deres optik er Islamisk Stat ved at forcere den udvikling og er gået for hurtigt frem i et umodent tempo.

Skal vi etablere et islamisk ”Gudsrige”, eller skal vi blot forsvare os?

En klassisk debat mellem jihadisterne handler om, hvorvidt jihad i dag kun bør være defensiv, eller om den offensive jihad også er en forpligtelse.

Dem, der tror på, at Abu Bakr al-Baghdadi var en legitim kalif udnævnt af Islamisk Stats tilhængere, der var her for at samle den muslimske verden og lede den sikkert mod dommedag, tror også på, at den offensive og ekspansive jihad er på sin plads.

For al-Qaeda i 1990’erne – anført af Osama Bin Laden – handlede jihad herimod primært om at forsvare muslimsk suverænitet og autonomi mod amerikansk indblanding. Læser man Osama Bin Ladens opråb fra dengang, så var modstanden mod etableringen af amerikanske baser i Mellemøsten hans centrale anke.

Men den nu afdøde yemenitiske Al-Qaeda prædikant Anwar al-Awlaki gik skridtet videre og argumenterede for, at jihad ikke blot er en defensiv pligt, der handler om at forsvare muslimsk territorium. Awlaki mente også, at jihad ikke bør anses for at være afhængig af organisationer, individer eller et særligt territorium – en opfattelse, der blev adopteret bredt blandt jihadister og muligvis kan forklare, hvorfor de globale jihadistiske bevægelser stadig formår at rekruttere og være tilstede i mange konfliktzoner verden over. Den egyptiske Muhammad Abd al-Salam Faraj, der er kendt for sin bog om jihad ”The neglegted Duty”, mente, at muslimer først skal koncentrere sig om at etablere en muslimsk stat og herefter ”befrie” tabt territorium: altså arbejde sig indefra og ud.

Hvis man ser på, hvad jihadister påstår at arbejde for, så er de enige om, at det handler om at (gen)etablere Guds suverænitet på jorden. Men der er forskel på, hvorvidt man mener, at det kan klares via staten ved fx at etablere et emirat, a la det vi så i Afghanistan under Taleban i 1990’erne, eller om et transnationalt kalifat er den eneste legitime konstellation.

Islamisk Stat ønsker et transnationalt kalifat og sidestiller accepten af statssystemet med accepten af Sykes-Picot-aftalen – den hemmelige aftale indgået mellem Frankrig, Storbritannien og Rusland, der handlede om, hvordan man ville opdele Det Osmanniske Rige efter Første Verdenskrig. En historisk hændelse, der for jihadisterne symboliserede Islams fald, selvom de ikke er enige om, hvorvidt det osmanniske kalifat var et efterstræbelsesværdigt kalifat, eller om man skal længere tilbage i historien.

Hvem er en legitim stedfortræder?

Hvem, der kvalificerer til at være en legitim stedfortræder for profeten Muhammad, er et spørgsmål, der historisk har ført til stor splid blandt muslimer. Det er også den afgørende debat, der ledte til forskellige sekteriske versioner af islam og allerede delte vandene blot få timer efter profetens død.

Spliden var en af grundene til, at doktriner om troskab og loyalitet har stået centralt i muslimske skriverier om statssamfundet. Paradoksalt nok, var det netop den udbredte forestilling om vigtigheden af troskab og loyalitet til den politiske leder, som jihadister skulle bryde med, når de skulle argumentere for nødvendigheden af et opgør med de muslimske landes sekulære regimer og mobilisere medlemmer til deres sag – for derefter at bruge selvsamme referencer til doktriner om troslab og loyalitet for at få opbakning til bevægelsernes egne ledere.

Debatten om den legitime stedfortræder deler ikke desto mindre den sunnitiske jihadisme. For Al-Qaeda var Mullah Omar, Talebans nu afdøde leder, berettiget til at bære titlen amir ul-momineen – de troendes leder. Osama bin Laden anså sig selv for at være underordnet Mullah Omar, og på al-Qaedas brevpapir fremgik der ofte en troskabsed til netop Mullah Omar. Mullah Omar blev anset som anfører af jihad – den ypperste kommandør, men ikke en kalif. Islamisk Stat introducerede som bekendt al-Baghdadi som muslimernes kalif med argumentet om, at han bestod alle kalif-egenskaberne og tilmed nedstammede fra profetens stamme (Quraysh).

Al-Qaeda anerkendte aldrig al-Baghdadi som retmæssig kalif, men højest som en hærfører. Debatten mellem de to bevægelser har således handlet om, hvorvidt IS blot er en jihadistisk milits med en hærfører eller en decideret kalif. IS har brugt en del krudt på at argumentere for, at IS ikke handler umodent, og at den nu afdøde al-Baghdadi var kalif-værdig og derfor krævede en ubegrænset troskabsed (den såkaldte baya) fra hele den muslimske verden. Mens det for IS er en synd ikke at afgive et troskabsløfte til IS, er det for Al-Qaeda et præmaturt krav – jihadisterne skal vente til lederen, den sande Messias, viser sig, og vil bringe menneskeheden sikkert til apokalypsen.

Den nu afdøde Al-Qaeda prædikant Awlaki argumenterede faktisk for, at den muslimske verden ikke har behov for en enkelt ledende figur i jihad. Han tilvejebragte nogle af de argumenter, der skulle til for, at individer rundt om i verden fandt det legitimt at tage sagen i egen hånd – altså at begå terrorangreb ”der hvor man var”. Ideerne om en individualiseret pligt i fraværet af en leder florerer stadig, og finder stadig også indpas i vores del af verden, som vi har set med de løbende forsøg på terrorangreb i Europa.

Vi står nu 20 år efter terrorangrebet i USA, hvor jihadismen for alvor kom på dagsordenen, og fænomenet er stadig aktivt. Konflikt-data fra Uppsala Universitet viser, at konflikter med jihadister er den konflikttype, der fylder mest i verdens samlede konfliktbillede. På trods af 20 års intensiv terrorbekæmpelse, er der noget, der tyder på, at jihadismen fortsat kan mobilisere nye medlemmer og organisere angreb. Selvom man ikke kan forklare jihadismens opblomstring adskilt fra den vestlige verdens militære adfærd, så kan et indblik i deres interne debatter, og hvordan de trækker på traditionelle islamiske debatter være med til at forklare, hvorfor de fortsat kan mobilisere tilhængere.

Denne analyse blev første gang bragt i Ræson den 11. marts 2021