Regionale muligheder og udfordringer i kampen mod IS og det spegede spil om Kobani

Iranerne er bekymrede for om Tyrkiet vil gå ind i Syrien med en eller anden form for landtropper. Det vil være en eskalering af den regionale involvering, for indtil nu har de regionale magter - og altså også Tyrkiet – ’nøjedes’ med at sende penge og våben. Men ingen af de regionale magter har haft ’boots on the ground’. Dog har iranerne længe haft militærrådgivere og militser til at kæmpe i Syrien.

Iranerne er også bekymrede for om kurderne bliver for stærke og får for meget autonomi i Syrien og Irak. Det er paradoksalt nok en bekymring Iran deler med Tyrkiet, for begge lande har selv større kurdiske mindretal. Det er også noget af forklaringen på at Tyrkiet lige nu tøver med at gå ind i Kobani og kæmpe side om side med det kurdisk-syriske PYG, som er en søsterorganisation til PKK i Tyrkiet, og som Ankara betragter som en terrororganisation. Den tyrkiske regering møder i øjeblikket voldsom kritik og massedemonstrationer fra kurderne, fordi regeringen med hård hånd har forhindret kurderne i at tage tilKobani og kæmpe mod IS, og samtidig ikke selv går ind.

Iranerne også bekymrede for om Tyrkiet får held til at overbevise amerikanerne og de øvrige lande i koalitionen om at etablere en sikkerhedszone i det nordøstlige Syrien. Ifølge den tyrkiske regering har det været et af Ankaras krav for at deltage i kampen mod IS. Tyrkiet har støttet den syriske opposition og oprøret mod Assad fra begyndelsen, og har siden 2012 været fortaler for en no-fly zone i Syrien. I går meldte den franske præsident Francois Hollande ud at Frankrig også støtter ideen om en sikkerhedszone, og den amerikanske udenrigsminister John Kerry udtalte, at det var noget, man burde diskutere. Senere har det Hvide Hus dog trukket i land på den udmelding. For alle ved at for at opretholde en sikkerhedszone kræves der tropper på jorden, og at det formentlig vil få Tehran og Assad regimet i Damaskus til at ændre kurs i forhold til deres stiltiende accept af de nuværende bomninger mod IS.

Kan der komme noget positivt ud af den fælles tyrkiske og iranske interesse i at bekæmpe IS?

Det vi har set de sidste par måneder er, at den fælles interesse i at bekæmpe IS har skabt nogle nye diplomatiske åbninger mellem de regionale magter. Tyrkiet og Iran har mødtes på højt niveau flere gange, og der har også været forsigtige saudisk-iranske tilnærmelser. De tre lande ligger på linje i forhold til at få en mere inklusiv regering i Bagdad og at al Maliki skulle gå af, og der er nu fælles fodslag i forhold til bekæmpelsen af IS. Bekæmpelsen af IS og andre Sunni ekstremistiske grupper har naturligvis længe været en iransk ”mærkesag”, men Saudi Arabien og Tyrkiet har tøvet, ikke mindst fordi de har set kampen mod Assad-regimet, som vigtigere end kampen mod IS. Men i kølvandet på IS's offensiv hen over sommeren har Saudi-Arabien og Tyrkiet begge bevæget sig på det spørgsmål.

Håbet er, at den fælles interesse i at bekæmpe IS, i sidste ende kan føre til at konfliktniveauet og magtkampene i regionen kan dæmpes, OG at der ultimativt kan indledes en forhandlet politisk proces i forhold til Syrien. Så længe borgerkrig, kaos og desperation hersker i Syrien, så længe vil IS og andre militante grupper trives og vokse. Så uden et politisk spor kan IS ikke nedkæmpes og/eller nye militante grupper vil opstå. Desværre ligger de regionale parter endnu et godt stykke væk fra hinanden,ikke mindst ift. det ømtålelige spørgsmål om Assads rolle og fremtid i Syrien.

Hvorfor holder Iran stadig fast i alliancen med den syriske præsident Bashar al-Assad og Hizbollah i Libanon?

Iran mener, at Assad stadig er deres bedste garant for at sikre deres interesser i regionen. Alliancen med Assad er et strategisk kort for Iran i forhold til Israel og sikrer Iran indflydelse i hele regionen. Iran har brug for passage og adgang til syrisk territoriumsåvåben m.m. kan sendes til Hizbollah i Libanon. Hizbollah er krumtappen i det Iran kalder "Mostandsfronten" og bruges til indirekte at true Israel. For Iran er det derfor sine quo non at bevare sin tætte alliance og indflydelse i Syrien. Det er det hele deres udenrigs- og sikkerhedspolitikhar hvilet på.

Hvad skal der til, for at Iran vil gå med til en politisk løsning, som ikke involverer Assad?

Iran skal overbevises om, at de kan bevare deres indflydelse i Syrien uden Assad. At der kan laves samme løsning som i Irak, hvor Iran til sidst gik med til at al Maliki gik af, og al Abadi kom til. Det gjorde Iran kun, fordi de vidste at al Abadi også var venlig stemt overfor Tehran. Det er samme opskrift i Syrien. Problemet er dog at hardlinerne i Tehran ikke nødvendigvis opfatter, at de har grund til at indgå kompromisser i den nuværende sikkerhedspolitiske situation. Ifølge dem har Iran og Assad allerede vundet i Syrien, og nu hvor alle i Vesten er optaget af at bekæmpe IS og ikke Assad, er der ingen grund til at forhandle.