DIIS Comment
Regeringens veteranpolitik - et columbusæg eller en gøgeunge?
Regeringen præsenterede den 13. oktober 2010 sin veteranpolitik, der omfatter 19 nye initiativer. Det er grundlæggende godt nyt for veteranerne, men der er også ”sten i skoen”
14. oktober 2010
Regeringens politik blev i går præsenteret af forsvarsminister Gitte Lillelund Bech med udgangspunkt i Forsvarsministeriets ansvar som arbejdsgiver, suppleret af indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder og socialminister Benedikte Kiær.
Dansk Institut for Internationale Studier afholdt samme dag et seminar om netop veteranpolitik med deltagelse af formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther, Sognepræst og hærprovst, Ole Brehm Jensen og Socialdemokratiets forsvarsordfører, John Dyrby Paulsen. De belyste med deres forskellige udgangspunkter det åbenlyse behov for en helhedsorienteret, værdig og langsigtet veteranpolitik. Den efterfølgende diskussion synliggjorde nogle af de udfordringer, der kendetegner initiativer og politikker, der omfatter flere ministerområder, mange personelgrupper, ressourcekrævende behandlingsforløb og sektorfinansierede særordninger. Denne kommentar er baseret på seminarets indlæg og diskussion.
Der skal ikke herske tvivl om, at regeringens politik vil styrke veteranernes situation. Regeringens politik omfatter en række nye tiltag, hvoraf en del er sammenfaldende med Socialdemokratiets 10 forslag til en veteranpolitik. Yderligere imødegår en række af de nye tiltag dele af den kritik, der har været rejst imod den eksisterende forvaltning på området.
Det mest synlige tiltag synes at være oprettelsen af et veterancenter, der skal samle forsvarets ressourcer og koordinere indsatsen for veteraner og pårørende. Centret skal være etableret medio 2011 og skal være det sted, hvor veteraner og pårørende med spørgsmål kan henvende sig og få, eller blive henvist til, kvalificeret svar. Centret skal underlægges forsvaret, men det er endnu ikke klart, hvor det geografisk skal placeres, lige som den detaljerede organisation ikke er fastlagt.
Et andet godt initiativ er en styrket indsats for fysisk tilskadekomne, der gives bedre adgang til genoptræning og fx sportsproteser på Rigshospitalets Traumecenter. Tilsvarende vil Rigshospitalets militærpsykologiske funktion blive styrket med henblik på en bedre indsats over for de psykisk tilskadekomne veteraner.
Et tredje initiativ er, at veteraner bliver en del af målgruppen for den Nationale Videns- og Specialrådgivningsfunktion, hvormed særligt kommunerne får mulighed for at trække på en række specialister. Der har hidtil været en del kritik af kommunernes manglende evne til at håndtere veteranernes særlige behov, og dette initiativ kan hjælpe kommunerne med bedre rådgivning og vejledning på det sociale område, hvilket kan tilgodese, at veteranerne får den individuelt bedste behandling.
På den negative side må det konstateres, at politikken er meget lidt konkret, især hvad angår økonomi, ansvarsfordeling, omfang og behov.
For det første skal regeringens nye initiativer primært finansieres af forsvaret, som skal tilvejebringe ca. 30 af de 40 millioner kroner, der aktuelt er afsat. 30 millioner synes måske ikke af meget, men forsvarets økonomi har været – og er – under massivt pres. Det er endnu ikke klart, hvilke konsekvenser finansieringen af veteranpolitikken har for forsvarets eksisterende struktur, ligesom det ikke er tydeligt, hvordan eventuelle behov, der overstiger de afsatte 40 millioner, skal finansieres. Man kan også frygte, at den afsatte ramme udhules over tid, fordi veteranernes behov ikke har samme synlighed og aktualitet, som det er tilfældet i dag. Finansiering bør tilgodese langsigtet håndtering af veteranernes behov som en integreret del af det eksisterende behandlingssystem – sektorfinansierede løsninger er næppe vejen frem.
Politikken blev præsenteret som et arbejdsgiveransvar i rammen af Forsvarsministeriet. Det er imidlertid ikke klart, hvordan Forsvarsministeriet kan sikre eksempelvis meget plejekrævende veteraner de bedste, men ofte også mest ressourcekrævende, løsninger, når det fx er økonomisk trængte kommuner, der skal betale; kommuner, der samtidigt skal begrunde, at andre nødlidende områder reduceres. Tilsvarende omfatter politikken ikke løsninger for de veteraner, der endnu ikke selv har erkendt et problem – stort eller lille. Der er ikke umiddelbart en løsning på dette klassiske trekantsdrama mellem Statsadministrationen (arbejdsgiveren), veteranen (arbejdstageren) samt kommuner og regioner (behandlingssystemet), og politikken bør suppleres med en klar opgave- og ansvarsfordeling, ligesom det bør overvejes at inddrage det private erhvervsliv i løsningsmodellerne.
Politikkens omfang kan diskuteres. Principielt dækker politikken kun ansatte i forsvaret og deres pårørende – i overensstemmelse med arbejdsgiveransvaret. Det er dog svært at forestille sig, at fx en polititjenestemand, der kommer til skade under en udsendelse, ikke vil være dækket uanset vedkommendes manglende ansættelse i forsvaret. Der vil også være veteraner, hvis behov for hjælp ikke nødvendigvis bunder i deres udsendelse men i andre, ”ikke-missionsrelaterede” forhold; disse veteraner vil naturligvis også være dækket af politikken. Med en positiv tilgang kan man anføre, at politikkens omfang, herunder den eksisterende definition på en veteran, er ”rummelig”, men sandheden er nok nærmere, at den er upræcis med rig mulighed for tolkning. Dette forhold bør præciseres ikke mindst under hensyntagen til det stigende behov for at integrere militære operationer og civile indsatser under begrebet ”samtænkning”; situationer, hvor militære og civile uanset ansættelsesforhold løser opgaver under ensartede vilkår.
En sidste anke er, at hverken veteranernes eller de pårørendes behov synes tilstrækkeligt afdækket. Det er muligt, at visse af de fysisk og psykisk tilskadekomnes behov umiddelbart kan kvantificeres, men det er mere usikkert hvilke behov pårørende og raske veteraner har og hvordan disse behov kan dækkes, fx hvad begrebet ”anerkendelse” i praksis dækker over. Det synes optimistisk, at det foreslåede Videncenter, der endnu ikke er oprettet eller organiseret, kan forestå den detaljerede afdækning af veteranernes behov, så politikkens effekt reelt kan evalueres om to år. Regeringen bør snarest initiere forskningsprojekter, der kan kvalificere og kvantificere veteranernes og deres pårørendes behov på et uafhængigt og videnskabeligt grundlag.
Afslutningsvis må det pointeres, at regeringens politik er et godt udgangspunkt for en helhedsorienteret indsats, og at de anførte initiativer skaber grundlag for fortsat udvikling og forbedringer på veteranområdet.
Dansk Institut for Internationale Studier afholdt samme dag et seminar om netop veteranpolitik med deltagelse af formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther, Sognepræst og hærprovst, Ole Brehm Jensen og Socialdemokratiets forsvarsordfører, John Dyrby Paulsen. De belyste med deres forskellige udgangspunkter det åbenlyse behov for en helhedsorienteret, værdig og langsigtet veteranpolitik. Den efterfølgende diskussion synliggjorde nogle af de udfordringer, der kendetegner initiativer og politikker, der omfatter flere ministerområder, mange personelgrupper, ressourcekrævende behandlingsforløb og sektorfinansierede særordninger. Denne kommentar er baseret på seminarets indlæg og diskussion.
Der skal ikke herske tvivl om, at regeringens politik vil styrke veteranernes situation. Regeringens politik omfatter en række nye tiltag, hvoraf en del er sammenfaldende med Socialdemokratiets 10 forslag til en veteranpolitik. Yderligere imødegår en række af de nye tiltag dele af den kritik, der har været rejst imod den eksisterende forvaltning på området.
Det mest synlige tiltag synes at være oprettelsen af et veterancenter, der skal samle forsvarets ressourcer og koordinere indsatsen for veteraner og pårørende. Centret skal være etableret medio 2011 og skal være det sted, hvor veteraner og pårørende med spørgsmål kan henvende sig og få, eller blive henvist til, kvalificeret svar. Centret skal underlægges forsvaret, men det er endnu ikke klart, hvor det geografisk skal placeres, lige som den detaljerede organisation ikke er fastlagt.
Et andet godt initiativ er en styrket indsats for fysisk tilskadekomne, der gives bedre adgang til genoptræning og fx sportsproteser på Rigshospitalets Traumecenter. Tilsvarende vil Rigshospitalets militærpsykologiske funktion blive styrket med henblik på en bedre indsats over for de psykisk tilskadekomne veteraner.
Et tredje initiativ er, at veteraner bliver en del af målgruppen for den Nationale Videns- og Specialrådgivningsfunktion, hvormed særligt kommunerne får mulighed for at trække på en række specialister. Der har hidtil været en del kritik af kommunernes manglende evne til at håndtere veteranernes særlige behov, og dette initiativ kan hjælpe kommunerne med bedre rådgivning og vejledning på det sociale område, hvilket kan tilgodese, at veteranerne får den individuelt bedste behandling.
På den negative side må det konstateres, at politikken er meget lidt konkret, især hvad angår økonomi, ansvarsfordeling, omfang og behov.
For det første skal regeringens nye initiativer primært finansieres af forsvaret, som skal tilvejebringe ca. 30 af de 40 millioner kroner, der aktuelt er afsat. 30 millioner synes måske ikke af meget, men forsvarets økonomi har været – og er – under massivt pres. Det er endnu ikke klart, hvilke konsekvenser finansieringen af veteranpolitikken har for forsvarets eksisterende struktur, ligesom det ikke er tydeligt, hvordan eventuelle behov, der overstiger de afsatte 40 millioner, skal finansieres. Man kan også frygte, at den afsatte ramme udhules over tid, fordi veteranernes behov ikke har samme synlighed og aktualitet, som det er tilfældet i dag. Finansiering bør tilgodese langsigtet håndtering af veteranernes behov som en integreret del af det eksisterende behandlingssystem – sektorfinansierede løsninger er næppe vejen frem.
Politikken blev præsenteret som et arbejdsgiveransvar i rammen af Forsvarsministeriet. Det er imidlertid ikke klart, hvordan Forsvarsministeriet kan sikre eksempelvis meget plejekrævende veteraner de bedste, men ofte også mest ressourcekrævende, løsninger, når det fx er økonomisk trængte kommuner, der skal betale; kommuner, der samtidigt skal begrunde, at andre nødlidende områder reduceres. Tilsvarende omfatter politikken ikke løsninger for de veteraner, der endnu ikke selv har erkendt et problem – stort eller lille. Der er ikke umiddelbart en løsning på dette klassiske trekantsdrama mellem Statsadministrationen (arbejdsgiveren), veteranen (arbejdstageren) samt kommuner og regioner (behandlingssystemet), og politikken bør suppleres med en klar opgave- og ansvarsfordeling, ligesom det bør overvejes at inddrage det private erhvervsliv i løsningsmodellerne.
Politikkens omfang kan diskuteres. Principielt dækker politikken kun ansatte i forsvaret og deres pårørende – i overensstemmelse med arbejdsgiveransvaret. Det er dog svært at forestille sig, at fx en polititjenestemand, der kommer til skade under en udsendelse, ikke vil være dækket uanset vedkommendes manglende ansættelse i forsvaret. Der vil også være veteraner, hvis behov for hjælp ikke nødvendigvis bunder i deres udsendelse men i andre, ”ikke-missionsrelaterede” forhold; disse veteraner vil naturligvis også være dækket af politikken. Med en positiv tilgang kan man anføre, at politikkens omfang, herunder den eksisterende definition på en veteran, er ”rummelig”, men sandheden er nok nærmere, at den er upræcis med rig mulighed for tolkning. Dette forhold bør præciseres ikke mindst under hensyntagen til det stigende behov for at integrere militære operationer og civile indsatser under begrebet ”samtænkning”; situationer, hvor militære og civile uanset ansættelsesforhold løser opgaver under ensartede vilkår.
En sidste anke er, at hverken veteranernes eller de pårørendes behov synes tilstrækkeligt afdækket. Det er muligt, at visse af de fysisk og psykisk tilskadekomnes behov umiddelbart kan kvantificeres, men det er mere usikkert hvilke behov pårørende og raske veteraner har og hvordan disse behov kan dækkes, fx hvad begrebet ”anerkendelse” i praksis dækker over. Det synes optimistisk, at det foreslåede Videncenter, der endnu ikke er oprettet eller organiseret, kan forestå den detaljerede afdækning af veteranernes behov, så politikkens effekt reelt kan evalueres om to år. Regeringen bør snarest initiere forskningsprojekter, der kan kvalificere og kvantificere veteranernes og deres pårørendes behov på et uafhængigt og videnskabeligt grundlag.
Afslutningsvis må det pointeres, at regeringens politik er et godt udgangspunkt for en helhedsorienteret indsats, og at de anførte initiativer skaber grundlag for fortsat udvikling og forbedringer på veteranområdet.
Regioner
Danmark
Regeringens veteranpolitik
et columbusæg eller en gøgeunge?