Putins sejr fik hjælp fra medierne

Søndag blev Putin genvalgt som Ruslands præsident for fjerde gang. Et studie af valgdækningen dokumenterer, at de store russiske medier klart favoriserede Putin. Efter årelang centralisering og øget kontrol med medierne viser præsidentvalget et Kreml i udbredt informationskontrol og på fortsat koalitionskurs med Vesten.

Med 56 millioner personlige stemmer kunne præsident Putin søndag aften kalde sig vinder af det russiske præsidentvalg. Selvom valget manglede reelle udfordrere, og resultatet var dybt forudsigeligt, lykkedes det ifølge de officielle tal alligevel Kreml at få 68 procent af russerne til stemmeurnerne. 77 procent af dem stemte på Putin, som hermed forbedrede sit 2012-resultat på 64 procent betydeligt.

Hvis man ser på den overordnede valgdækning af Putin og de syv resterende præsidentkandidater på de største russiske tv-kanaler, var Putins markante sejr givet på forhånd. Her blev Putin præsenteret som den eneste reelle mulighed for en stærk og troværdig leder, mens de andre kandidater ofte fremstod som svage, hysteriske eller kontroversielle. Forudsigeligheden til trods leverede medierne god underholdning til de russiske seere i form af højlydte skænderier og vandkastning mellem Putins udfordrere, beskyldninger om skjulte guldreserver i Schweiz, samt Putins præsentation af nye atommissiler. Det gennemgående fokus på Ruslands fortsatte konflikt med Vesten, blev en af Putins stærke trumfer. Til trods for eksistensen af en mindre gruppe kritiske medier, understreger valget det presserende behov for at styrke professionel og uafhængig journalistik i Rusland.

Putins medielakajer
Mediernes rolle i den sidste tids valgkamp i Rusland illustrerer tydeligt den centraliseringsproces, som det russiske medielandskab løbende har gennemgået under Putins tid ved magten. Det er svært at dokumentere graden af direkte befalinger, der udgår fra Putins inderkreds til chefredaktørerne på de store medier. At medierne – frivilligt eller under tvang - indgår som vigtige brikker i at bakke op om Putins fortsatte magtbase, hersker der dog ingen tvivl om.

I slutningen af februar kunne Ruslands centrale valgkommission ellers berette, at de russiske tv-kanaler havde indsendt data, der dokumenterede en lige dækning af alle præsidentkandidaterne. Et nyt studie, lavet af Memo 98 og en gruppe russiske eksperter for International Media Support (IMS), viser dog, at Putin under valgkampen blev favoriseret i en grad, der ville skabe misundelse blandt de fleste europæiske statsledere. Ved systematisk at monitorere populære politiske programmer og nyhedsudsendelser på de største russiske kanaler i perioden 1. februar til 11. marts, kunne studiet for eksempel dokumentere, at den statsejede Kanal 1 (Pervyj Kanal) brugte næsten halvdelen af sin dækning på overvejende positive historier om Putin (og en forsvindende lille del negative). Samme tendens sås også i dækningen på andre store kanaler som Rusland 1 og REN TV. Dette gjaldt også på Gazprom-ejede NTV, hvor Putin fik næsten udelukkende positiv og over dobbelt så meget dækning som alle de syv andre kandidater og deres partier tilsammen.

Kommunistpartiet og deres nye kandidat, Pavel Grudinin, var den anden eller tredje mest dækkede aktør. Grudinin blev nummer to ved præsidentvalget med 12 procent af stemmerne, men han var også den, der uden undtagelse fik den mest negative dækning. En del heraf var anklager om, at Grudinin ikke havde informeret myndighederne om indeværende guld- og pengekonti i Schweiz. Ifølge den russiske valglov er det ulovligt for kandidater at have udenlandske bankkonti. Grudinin selv har nægtet beskyldningerne.

Kritiske medier findes
Lige som valgene i Rusland tillader kontrolleret pluralitet blandt præsidentkandidaterne, så tillader systemet også en mindre skare af kritiske medier, som opererer tættere på de vestlige journalistiske standarder. Disse medier samler især læsere og seere blandt veluddannede og liberale i de større russiske byer. Journalister, der arbejder for disse ”uafhængige” medier, indrømmer, at mens de har lov til at skrive kritisk om stort set alt, så er dybdeborende undersøgelser af for eksempel korruption i Putins inderkreds samt skriverier om Putins familiære relationer redaktionelle ”no-go’s”.

I forhold til dækningen af dette års valg viser den IMS-støttede undersøgelse tilsvarende, at en mindre gruppe medier har bidraget med en langt mere kritisk dækning af valget. For eksempel har det online-baserede TV Dozhd og Radio Echo Moskva været overvejende neutrale eller negative i deres dækning af Putin, regeringen og alle præsidentkandidaterne. Den største forskel mellem dem og de Kreml-positive medier var, at de primært dækkede Vladimir Putin som præsidentkandidat ved valget, hvor de store medier dækkede ham i hans kapacitet som siddende præsident. Det understregede disse mediers klare fremstilling af Putin som Ruslands eneste mulighed for en stærk leder.

En anden iøjnefaldende forskel var, at oppositionspolitikeren Alexei Navalny, som var udelukket fra at stille op til valget, i disse medier fik henholdsvis 7 og 14 procent af dækningen, mens han slet ikke var nævnt i de statskontrollerede medier.

Til trods for deres svære arbejdsvilkår er det presserende at holde liv i de russiske medier, der stadig arbejder efter professionelle journalistiske standarder. Selvom den brede russiske befolkning foretrækker de store pro-Kreml medier, så skal de russere, der aktivt leder efter en nuanceret og kritisk nyhedsdækning, fortsat kunne finde den, når Putins fjerde præsidentperiode udløber i 2024. Det bør være i den russiske befolknings interesse.

Et velforberedt Kreml
Det russiske valg viser således et system, hvor de store medier, som ses af langt de fleste russere, i bred udstrækning virker som instrumenter for magthavernes agenda. Siden seneste præsidentvalg i 2012 (som blandt andet udløste demonstrationer pga. beskyldninger om valgsvindel), har Kreml sat ind for at sikre bredere informationskontrol. Med over 100 millioner aktive internetbrugere har fokus især været på de traditionelt friere online-medier. Ifølge en rapport fra menneskerettighedsgruppen Agora toppede internetcensuren i Rusland sidste år med gennemsnitligt 244 hjemmesider blokeret af myndighederne hver eneste dag – heriblandt kvalitetsjournalistik med kritik af myndighederne.

Blandt nyere tiltag findes lovgivning, der tillader myndighederne at forbyde ”ekstremistisk” indhold, pålægger bloggere med mere end 3000 besøgende om dagen at oplyse deres fulde kontaktinformationer, blokerer LinkedIn og ulovliggør brugen af VPN-teknik til at tilgå online indhold, som er forbudt i Rusland. Kremls medievagthund, Rozkomnadzor, har eksklusiv magt til at afgøre, hvorvidt information online kan karakteriseres som ”uacceptabelt indhold” og beordre medier og ejere af hjemmesider til at fjerne det. Op mod valget i søndags, blev et netmedie for eksempel bedt om at fjerne billeder, der viste ordene ”mod Putin” skrevet på de tilfrosne kanaler i Skt. Petersborg.

Vestens rolle i potemkin-demokratiet
Også mediers samarbejdsmuligheder med Vesten er blevet stækket under Putins tredje præsidentperiode. En medielov fra 2014 reducerede udenlandsk ejerskab af medierne til maks. 20 procent, og en lov fra 2012 pålægger alle organisationer, der modtager udenlandsk støtte og deltager i ”politisk aktivitet”, at registrere sig som udenlandske agenter. Udover at disse love har en konkret funktion i at begrænse udenlandsk indflydelse, så fungerer de godt sammen med de dominerende Vesten-kritiske narrativer, som i bred udstrækning dyrkes online og i Kreml-kontrollerede medier. De gør, at aktører, herunder kritiske medier, der indgår i dialog og kontakt med vestlige kolleger, nemt kan stemples som fjender af Rusland.

Hvor Putins præsentation af nye atommissiler den 1. marts i stor stil blev brugt til at fortælle historien om, at Rusland nu besidder ”verdens mest frygtelige og lovende våben” (Rusland 1), og at NATO nu er ”ubrugelig” (Kanal 1), så promoverede mange russiske medier i forbindelse med mordet på ex-agent Sergei Skripal en fortælling om, at Vesten lyver om Ruslands skyld, og at kritikken fra Storbritannien og dets allierede bygger på udbredt russofobi i Europa. Begge hændelser blev således brugt til at styrke Putins image som den stærke beskytter mod et Vesten, der ønsker et kuet Rusland.

På den måde tyder alt på, at Kreml bruger medierne til at skrue op og ned for Vesten-fjendtlige narrativer, som sikrer, at Ruslands konflikt med Vesten holdes i live på et niveau, som er politisk opportunt for de indenrigspolitiske agendaer – for eksempel et præsidentvalg.

Mens russiske medieforskere ikke spår de store ændringer i det russiske medielandskab de kommende år, tyder intet på, at Kremls udbredte informationskontrol slækkes i Putins nye præsidentperiode. Tilsvarende vil mediedækningen af Vesten afspejle magthavernes store behov for ydre fjender med undtagelse af situationer, hvor Ruslands stormagtstatus styrkes af at stå i fælles front med vestlige magter.

Af Gry Waagner Falkenstrøm, DIIS - Dansk Institut for Internationale Studier og Gulnara Akhundova, International Media Support (IMS)