Putin: Nye midler samme mål

Præsident Putin overraskede mange med sin nylige udmelding om konflikten i Ukraine: han opfordrede besætterne i det østlige Ukraine til at udskyde folkeafstemningen om tilhørsforhold, betegnede præsidentvalget i Ukraine som et ”skridt i den rigtige retning” og meddelte, at de russiske tropper ved grænsen til Ukraine ville blive trukket tilbage.

Putins nye imødekommende linje blev af mange iagttagere udlagt som et resultat af at:

• Allerede iværksatte sanktioner og trusler om nye sanktioner truer Putins omgangskreds og russisk økonomi.
• Den ukrainske anti-terroroperation har skabt frygt for, at udviklingen er ved at glide Rusland af hænde og kan ende i borgerkrig.
• Man er bekymret for international isolation blandt andet på grund af udelukkelsen fra G8.

Det kan selvsagt ikke afvises, at Putin over en nat er vendt 180 grader, og at høgen Putin er afløst af fredsduen Vladimir. Men Putins ”nye” kurs kan også ses som en kortsigtet, taktisk ændring: Nye midler, samme mål.

Der hersker bred enighed om, at Putins primære mål i Ukraine er at undergrave præsidentvalgets legitimitet. Rusland ønsker ikke at stå over for en legitim, folkevalgt ukrainsk præsident.

Ifølge den amerikanske viceudenrigsminister, Victoria Nuland, har Rusland i et forsøg på at svække regeringen i Kiev og spolere præsidentvalget i sydøst bistået de pro-russiske kræfter i det sydøstlige Ukraine med forsyninger, våben, agenter på jorden, koordination, finansiering og organisering til besættelser og destabilisering. Nu skifter Putin metode til dialog og forhandling i stedet for våben og magt, men man kan roligt gå ud fra, at den hidtidige russiske støtte til besætterne fortsætter.

Putin kræver, at Kiev indleder en landsdækkende dialog om forfatningsændringer. Denne dialog kæder han sammen med præsidentvalget den 25. maj. Og der skal ligge et resultat af dialogen før valget. Herefter skal han så blot sikre sig, at den nationale dialog ikke fører nogen vegne. Det kan han sikre på mindst to måder:

• De pro-russiske kræfter insisterer på, at Ukraine omdannes til en føderation. Det krav har Kiev allerede afvist som helt uspiseligt. Man er klar til øget selvstyre, men ikke mere end det.
• Rusland insisterer på, at Kiev forhandler direkte med seperatisterne i sydøst velvidende, at Kiev aldrig vil anerkende besætterne som legitim forhandlingspartner. Kiev har allerede gjort klart, at man ikke forhandler med ”terrorister”.

Og hokus pokus: Efter at have sikret, at der ikke kan komme noget konstruktivt ud af dialogen, kan Putin konkludere, at præsidentvalget under disse omstændigheder er meningsløst. Og derved har han nået sit mål med ”fredelige” midler og kan afvise præsidentvalgets legitimitet.

Putins ”nye” linje kan derfor ses som spil for tid. Han får det til at se ud som om, Rusland gør noget, velvidende at konflikten fortsætter og underminerer Kiev yderligere. Han udviser imødekommenhed overfor Vesten vel vidende, at separatisterne alligevel vil gå videre med folkeafstemning om uafhængighed 11.maj. Men det giver ham muligheden for at hævde, at han bad dem udskyde afstemningen, men ikke styrer dem.

Med sin ”nye” kurs opnår Putin endnu engang at være den, der tager initiativet, og tvinger dermed Kiev og Vesten til at halse efter sig og forholde sig til hans udspil fremfor selv at tage teten og tvinge Rusland til at forholde sig til egen linje og krav.

Putin opnår også propagandaeffekten ved at være ”fredsdue”, lade våbnene hvile og erstatte med dialog og forhandling. Især i Tyskland og i de sydeuropæiske EU-lande vækker dette klangbund. Mandag den 12. maj skal EU drøfte nye sanktioner mod Rusland. Putin kan meget vel have opnået at splitte EU, så der ikke kan opnås enighed om nye sanktioner – i hvert fald ikke meget skrappe sanktioner. Han kan også have opnået at splitte EU og USA, fordi USA ønsker at gå videre.

Regeringen i Kiev har indset, at Putin er på vej til at trække den rundt ved næsen med sin nye ”fredsstil”. Kiev vil derfor videreføre anti-terroraktionen i øst. Og insistere på, at besætterne rømmer besatte bygninger og afvæbnes. Kiev er parat til national dialog med legitime myndigheder, offentligheden og politiske partier i sydøst Ukraine – men ikke med besætterne. Kiev er også meget utilfreds med, at OSCE-formandskabet forhandler Ukraine med Rusland uden Kievs deltagelse.

Folkeafstemningerne om uafhængighed i Donestk og Luhansk den 11. maj gennemføres med al sandsynlighed. Putin kan hævde, at han gjorde, hvad han kunne for at få dem udskudt og dermed undgå at blive ramt af nye sanktioner. Man kan så vælge – eller lade være – at tro på, at Putin ikke styrer besætterne. Men er det tænkeligt, at de, der spiser af hans hånd (finansiering, våben, rådgivning og forsyninger) – skulle være uden for hans kontrol og har valgt at sætte sig op imod ham? Mon ikke sandheden snarere er, at alt er orkestreret. Alt er tilrettelagt.

Som den gode skakspiller indhyller Putin sine træk i et tæt røgslør. Omverdenen skal hele tiden gætte: Hvorfor gør han nu det? Og hvad gør han næste gang?

Summa summarum: Putins ”nye” kurs søger samme mål som hidtil, men med andre midler. Og skulle de vise sig ikke at slå til, har han stadig mange kort på hånden: Gasleverancerne og -betalingen, importforbud for udvalgte ukrainske produkter, tropper tæt på grænsen, besatte bygninger, bevæbnede oprørere og ustabilitet i det sydøstlige Ukraine. Og formentlig efter den 11. maj et folkeafstemningsresultat, som han kan bruge til egne formål.