Problemet med at kriminalisere syriensfarere

To udbredte opfattelser om syriensfarerne kalder på nuancer:

• For det første: Frygten for Syriensfarerne drejer sig ikke om deres aktiviteter i Syrien, men om frygten for, at de på et tidspunkt vil skifte deres fokus og i stedet angribe i Danmark. Mendet mest citerede studie af dette afgørende spørgsmålkonkluderer faktisk, at selv om det generelt antages, at alle jihadister ønsker at angribe vesten, indikerer statistikkerne det modsatte: Jihadister foretrækker generelt at være ’fremmedkrigere’; altså at kæmpe i udlandet og ikke hjemme.
  
• For det andet: IS har formået at kapre vestlige mediers opmærksomhed så effektivt, at hvis man ikke interesserer sig videre for Syrienkonfliktens kompleksitet, får man nemt indtrykket af, at alle danskere, der er rejst til Syrien, er rejst ned til IS eller grupper, som minder om dem til forveksling. Det er dog langt fra tilfældet. Faktisk har størstedelen meldt sig til andre og mere moderate grupper med fokus på at bekæmpe Assad, ikke at opbygge et kalifat.

Det er umuligt at give enkle svar på, hvorfor folk rejser til Syrien for at kæmpe, men der er åbenlyse og helt afgørende forskelle på at melde sig til en gruppe, der involverer sig i en lokal konflikt, og som ikke har nogen umiddelbar relevans eller modsætningsforhold til ens vestlige nationalitet, og at emigrere for at erobre land og opbygge den nye islamiske stat, som IS har udråbt.

Særligt i de tidlige faser af borgerkrigen i Syrien – mens Danmark stadig overvejede at gå militært ind mod Assad – så mange Syriensfarere deres rejse som en tidsbegrænset aktivitet efter hvilken, de vendte hjem og fortsatte deres hverdag. Hvilken gruppe, de kæmpede med, virkede ofte til i højere grad at være bestemt af tilfældigheder og praktiske årsager end af ideologiske overvejelser.Men som konflikten er spidset til, og interne kampe i mellem oprørsgrupperne er intensiveret, har ideologiske forskelle krystalliseret sig, og de danske Syriensfarere er blevet tvunget til at træffe mere bevidste valg om, hvilken gruppe de kæmper med.

Nogle danskere melder sig til den al-Qaeda affilierede al-Nusra Front uden at være deciderede al-Qaeda sympatisører, alene fordi al-Nusra Front repræsenterer den stærkeste front imod Assad-regimet såvel som IS - desuden har den mere lokalt-funderede oprørsgruppe Ahrar al-Sham været mindre interesseret i at inkludere frivillige fra Vesten.

At konstatere, at ikke alle Syriensfarere er terrorister, er naturligvis ikke det samme som at sige, at ingen er. Men det er vigtigt at pointere, at spørgsmålet om, hvorvidt hjemvendte Syriensfarere udgør en øget risiko, står ubesvaret hen. Selv om det ikke kan udelukkes, at nogle kan udvikle en motivation til at angribe hjemme efter at være rejst ud, har vi endnu ikke set den voldsbølge fra tidligere Syriensfarere, som forekommer at være lige på trapperne, hvis man lytter til medierne og politikere som fx Søren Pind. Og sikkerhedsinstitutionerne har da også formået at etablere fænomenet inden for deres domæne med tilhørende ekstrabeføjelser, ligesom Folketinget har vedtaget særlove.

Når Justitsminister Søren Pind lægger an til retsforfølgelse og administrative udvisninger for at afskrække folk fra at tage af sted og for at minimere antallet af personer, der vender hjem, bør han nøje overveje om en sådan linje kan give uønskede resultater på længere sigt. At kriminalisere de Syriensfarere, som har meldt sig til at kæmpe med lokale oprørsgrupper (altså ikke med IS), kan have den uheldige effekt at booste de globale jihadist-bevægelser, når Syriensfarere, som faktisk ønsker at vende hjem til et almindeligt liv, ikke længere har den mulighed og derfor bliver hængende. Hvis disse bevægelser en dag vender blikket væk fra Syrien, kan de ende med at blive involveret i angreb i Vesten. I yderste konsekvens kan de ligefrem føle sig nødsaget til at melde sig under IS’ sorte faner, fordi de er blevet endegyldigt stemplet som sikkerhedstrusler i deres hjemland og er afskåret vejen hjem til et almindeligt liv.

Fremfor kriminalisering bør der mobiliseres politisk vilje til at tage imod hjemvendte Syriensfarere på en måde, som ikke aktivt støder dem fra samfundet. Hvis man ønsker at forhindre unge i at rejse til Syrien og hjælpe dem med at vende hjem, bør man fortolke opgaven bredere, i form af reel inklusion – også for yderpunkterne på det ideologiske spektrum.