Pilen peger indad i Udenrigsministeriets deroute

I takt med at verden omkring os har forandret sig, har virkeligheden det også for Udenrigsministeriet, der i dag fremstår langt fra fordums styrke.

Sådan lyder konklusionen fra rigtig mange af dem, der iagttager ministeriet. Vi hører ofte, at den problematiske situation ikke mindst skabt af en række forandringer omkring ministeriet.

En ny analyse af min kollega Louise Riis Andersen peger på, at andre ressortministeriers internationalisering gennem de sidste to årtier har udfordret og svækket Udenrigsministeriet, ligesom forandringer har medført mindsket indflydelse på Slotsholmen.

Vi ved også at Finansministeriet, i takt med dets bevægelse frem mod at blive den stærkeste i flokken, har mobbet Udenrigsministeriet. Både med massive nedskæringer (op mod en tredjedel af ministeriets samlede budget), der er blevet styret fra Christiansborg, og politisk ved at tryne Udenrigsministeriet på dets hjemmebane, ikke mindst hvad angår udviklingsbistanden.

Dertil kommer, at indenrigspolitiske hensyn dominerer dansk politik og skiftende regeringers politiske prioriteringer.

Udenrigsministeriet har i den grad været udfordret af udefrakommende forandringer. Men den tidligere styrkeposition er i lige så høj grad reduceret på grund af måden, man har valgt at tackle disse udfordringer.

Ministeriet er blevet beskåret hårdt. Men det er utilfredsstillende at pege fingre udad og på den måde reducere sig selv til passiv tilskuer.

Nedskæringerne betød, at man droppede fortsat at være en global udenrigstjeneste. Det er kun fornuftigt at tilpasse sig til den finansielle virkelighed, man er underlagt. Men ministeriet er stadig milevidt fra at fremstå som en organisation, der står på tydelige strategiske ben med en flere hundrede sider lang liste af prioriteter.

I stedet for at spørge sig selv, om hvad man vil i den nuværende situation, skal man hellere spørge sig selv om, hvad man ikke vil. Vil man for mange ting med få ressourcer, er slutresultatet ofte at, man ikke har tilstrækkelig gennemslagskraft nogen steder.

International politik er i dag en så omskiftelig størrelse, at den fordrer dynamik, en agil tilgang til diplomati og alliancer og benhård prioritering. Det er svært for alvor at se disse træk af moderne diplomati afspejlet i Udenrigsministeriet.

Det kan godt være at ministeriet har forsøgt at fremstå som med på moden med nogle af de nye tværgående ambassadørposter, men maskineriet er stadig et tungt og topstyret bureaukrati, hvor planlægning og forandring bevæger sig i forudsigelige cirkler, der tager måneder, hvis ikke år.

Dertil kommer, at Udenrigsministeriets ledere lader til at have mistet en stor del af sin modstandskraft. Ikke mindst overfor de siddende ministre og overfor andre ministerier. Vi ved at andre ministerier i dag forsøger at hjemtage en stor del af den internationale aktivitet, som tidligere kendetegnede Udenrigsministeriet.

Men de senere år har også været karakteriseret ved for megen løben efter siddende ministre og for lidt mod til at konfrontere dårlige prioriteringer og dårlig politik.

Og i stedet for at fastholde en ærlig og kritisk dialog med sine partnere herhjemme og ude i verden, kigger man for tit indad og slår ring om sig selv, næsten som automatreaktion. Den går ikke, og vejen frem kræver både mod og åbenhed.

Det er ikke kommende udfordringer, der vil bestemme ministeriets fremtid. Udfordringer af en hver art vil komme og gå, ligesom de har gjort det gennem hele ministeriets levetid. Det er snarere ministeriet og ledelsens reaktion på og håndtering af disse, der vil bestemme, hvor det placerer sig.

Tag samspillet mellem indre og ydre forhold, der naturligvis er en af de største politiske udfordringer i dag, og som fordrer betydelige investeringer i det internationale arbejde. Der findes næsten ikke en bedre lejlighed til at vise dette end med den nuværende coronakrise.

Alligevel står man desværre med fornemmelsen af, at Udenrigsministeriet igen nok bliver taberen, der for eksempel må opgive massive summer udviklingsbistand til andre ministerier.

Det hele er naturligvis ikke skidt. På trods af den generelle iagttagelse om mistet faglighed, er der stadig øer af ultra skarpe ansatte i ministeriet, der er blandt de dygtigste folk, jeg selv kender. Men der er for langt mellem dem, og de er ikke nok til at skabe et oprør.

Og så længe det oprør ikke sker, vil ministeriet ikke kigge på sig selv og stille nødvendige spørgsmål om, hvor man er på vej hen, om man griber tingene an som de bør gribes an, og om man er den udenrigstjeneste, man tror man er, og som man gerne vil være.

Det er ikke nogen nem udfordring at omstille sig til at være et moderne og agilt diplomati, der er drevet af en ambition om at være klar til at stille de rigtige spørgsmål og høre de ærlige svar.

Men jeg er ofte blandt dem, der forsvarer ministeriet i mange henseender. Jeg tror fuldt og fast på vigtigheden i et stærkt Udenrigsministerie.

Lad os håbe, tiden efter dette jubilæum viser en ny vej mod det mål.