Økonomisk vækst kan være godt, men er ikke nok, hvis fattigdom og ulighed skal reduceres
6. oktober 2011
Dette er et af resultaterne fra et forsknings- og kapacitetsopbygningsprogram, som de seneste fire år har undersøgt sammenhængen mellem økonomisk vækst, fattigdomsreduktion og lighed og miljøforvaltning i 11 latinamerikanske lande.*) Programmet, som DIIS deltager i sammen med en række latinamerikanske forskningsinstitutioner, har titlen Rural Territorial Development. Det er koordineret af det latinamerikanske center for landdistriktsudvikling, Rimisp.
Generel vækst
De latinamerikanske lande har de seneste 10-15 år typisk oplevet en årlig vækst på 3-4 pct. i den gennemsnitlige personlige indkomst. En ting er imidlertid vækstrater, noget ganske andet er, hvordan væksten fordeler sig mellem rig og fattig og mellem indbyggere i forskellige dele af landene. I de 11 lande, Rural Territorial Development-programmet undersøger, er der i alt 10.421 kommuner. For hver af disse kommuner har forskerne fået adgang til data fra folketællinger og de Living Standard Measurement Studies, der foretages med jævne mellemrum. Analysen af disse data gør det muligt at estimere ændringer i tre forhold over 10-15-årsperioden frem til midten af 00’erne, nemlig
- den personlige indkomst
- andelen af indbyggere med en indkomst eller et forbrug, der ligger under den nationalt fastsatte fattigdomsgrænse og
- graden af ulighed i fordelingen af væksten eller forbruget blandt kommunens indbyggere.
Vækst for de få
Tallene viser for det første, at mens indbyggerne som helhed betragtet i hvert af landene har oplevet en vækst i deres personlige indkomst eller forbrug, så gælder dette rent faktisk kun for indbyggerne i 40 pct. af landenes kommuner. Disse indbyggere udgør tilsammen en tredjedel af landenes indbyggere. For store – og befolkningsrige – dele af de 11 lande er der altså tale om stagnation eller ligefrem tilbagegang til trods for den nationale økonomiske vækst. Hvis det udviklingspolitiske mål er en geografisk ligelig fordeling af økonomisk vækst, blandt andet for at sikre den nationale sammenhængskraft, peger disse tal derfor på nødvendigheden af bedre regulering af betingelserne for vækst og en sikring af, at en større del af gevinsten fra produktive aktiviteter omsættes til økonomisk vækst der, hvor den skabes.
De nødvendige institutioner
Dernæst viser tallene, at af de lidt over 4.000 kommuner, der har kunnet fremvise en vækst i den gennemsnitlige personlige indkomst, er det kun en tredjedel, der har haft vækst på en sådan måde, at andelen af befolkningen, der lever under den nationale fattigdomsgrænse er blevet reduceret, og at fordelingen i det personlige forbrug er blevet mere lige. Også dette resultat peger på, at hvis udviklingsmålet er, at økonomisk vækst skal føre til en forbedring af levevilkårene også for den fattige del af befolkningen, er det ikke tilstrækkeligt at fokusere på vækstfremme.
For at forstå, hvorfor økonomisk vækst nogle steder omsættes til fattigdomsreduktion og øget lighed, mens det andre steder ikke er tilfældet, har Rural Territorial Development-programmet gennemført dybtgående studier af udviklingsdynamikker i 19 territorier i de 11 lande. Nogle foreløbige konklusioner er:
- Det er afgørende, at vækstens karakter er sådan, at den f.eks. skaber beskæftigelse, der er inden for de fattiges rækkevidde.
- Det er afgørende, at der er etableret institutioner til at sikre, at væksten bidrager til en ønskværdig samfundsudvikling, såvel økonomisk, miljømæssigt som socialt.
- Det er afgørende, at også praksis i disse institutioner bidrager til en ønskværdig samfundsudvikling, såvel økonomisk, miljømæssigt som socialt.
Der er tale om en bred vifte af institutioner lige fra retsvæsen og offentlige myndigheder, der gør det muligt for borgere og virksomheder at udfolde og kræve deres individuelle og økonomiske rettigheder, til institutioner, der regulerer borgeres og virksomheders adfærd f.eks. i forhold til naturressourceudnyttelse, sikring af arbejdsmiljø og produktkvalitet. Udviklingsbistanden kan spille en vigtig rolle i opbygningen og styrkelsen af sådanne institutioner.
_________
*) De 11 lande er Bolivia, Brasilien, Chile, Colombia, Ecuador, El Salvador, Guatemala, Honduras, Mexico, Nicaragua og Peru.
DIIS Eksperter
