Med importen af "varme hænder" fortsætter Vesten med at suge ressourcer ud af fattige lande til eget forbrug

Fattige lande, der selv mangler "varme hænder", skal nu betale prisen for, at Danmark i årevis har udhulet sit sundhedssystem og gjort det uattraktivt at være sygeplejerske.

Regeringens vil med sit nye udspil indgå aftaler med blandt Indien og Filippinerne om at få deres sygeplejersker til at passe de danske syge og ældre. Men problemet er bare, at de lande også selv mangler sygeplejersker i katastrofal grad.

I en ukomfortabel global analyse siger vi med det forslag, at danske syge er vigtigere end indiske syge, end filippinske syge. Vi siger, at fattigere mennesker skal løse vores omsorgskrise.

Men – og sådan er verden så kompleks – det er heller ikke kun en dårlig idé. Vi skal bare tænke os om.

For det første: Alle taler om vores syge danskere og ældre, der har brug for pleje. Og det har vi. Men ingen taler om de indere og filippinere, der skal pleje os, eller de syge og ældre i fattigere lande, som nu skal mangle endnu flere sygeplejersker, end de gør i forvejen.

For det er ikke kun Danmark, der har fået den her idé. Lande og hospitaler i hele den vestlige verden er i færd med at suge plejerpersonale og omsorg ud af fattige lande.

Der er ikke noget nyt i at, fattige lande sender deres sygeplejersker og plejepersonale til rige lande, men siden pandemien og med mange års udhuling af sundhedssektoren i Europa og USA er efterspørgslen eksploderet.

Regeringen placerer sig derfor med forslaget lige midt i den globale omsorgskrise. Lige midt i det, der kaldes 'caredrain' – i modsætning til 'braindrain' – altså at vi dræner fattigere lande for den omsorg, de selv har brug for.

For "varme hænder" – et helt upassende begreb – er lig med omsorg. Omsorg er blevet en efterspurgt ressource i en global virkelighed. 

Vi har længe vidst, at de rige landes industrielle fremgang var og er afhængig af udvinding fra det globale syd siden kolonitiden. Vi har udvundet olie, guld, tømmer og alskens naturressourcer i fattigere lande. Men med importen af omsorg fortsætter den vestlige verden med at suge ressourcer ud af fattige lande til vores eget forbrug.

Det er ikke uden konsekvenser. The Pulitzer Center sendte et hold undersøgende journalister til blandt andet Indien, Filippinerne og Storbritannien for at undersøge den globale migration af varme hænder. Måske skulle nogle danske journalister også sættes i gang med et globalt perspektiv i stedet for kun at skrive om, hvad danskerne mangler.

Journalisterne fandt ud af, at muligheden for at hyre sygeplejersker fra fattigere lande betød, at lande som USA og Storbritannien bevidst underinvesterede i deres egne sygeplejerskers vilkår, fordi de ved, at de kan importere sygeplejersker fra fattigere lande. Hvordan undgår vi det i Danmark?

De fandt også ud af, at det faktisk medførte udnyttelse, underbetaling og dårlige vilkår for migrant-sygeplejerskerne, som havde få muligheder for at protestere eller skifte arbejdsgiver, fordi de så kunne miste deres visa. Det ser vi allerede i landbruget i Danmark. Hvordan undgår vi det i sygeplejen?

Og så er der dét med at tage sygepleje ud af lande, som selv så vanvittigt har brug for det – med lille hjælp fra de lande, som Europa og USA, der nu har glæde af sygeplejerskerne.

Altså paradokset i, at vi giver udviklingsbistand til nogle fattige lande, alt imens vi suger omsorg ud af andre lande uden at give andet igen end den løn, vi giver til migrantarbejderen. Hvordan kompenserer vi de lande for, at vi molestrerer deres sundhedssystem?

Men alt det besværlige og globale får sikkert ikke regeringen til at tøve. Indenrigspolitik og danskernes ve og vel vægter højest.

Og så når vi til de rigtige, gode tanker ved forslaget.

Migration har ofte været en løsning på efterspørgsel af arbejdskraft. Og der er ingen grund til, at det kun er danske statsborgere, der skal passe os. Hvis sundhedspersonale vil til Danmark og arbejde, så skal de endelig komme. Men vi skal tilbyde dem ordentlige vilkår. Og de skal også have glæde af de nye tiltag og lønløft, som regeringen har lovet.

For det første er der hundredetusindevis af uddannet plejerpersonale, ofte kvinder, som vanvittigt gerne vil have et arbejde og et visum til Vesten. For den løn, de får derhjemme, er elendig, de er alt for få på arbejde, og der er sjældent karrieremuligheder for de ambitiøse.

Et rimeligt job i vesten med et visa kan give deres børn en bedre fremtid, og de kan hjælpe familien derhjemme, løfte dem ud af fattigdom. Det gør millioner af filippinske sygeplejerske, au pairs og hushjælp allerede.

Migrationspolitisk er det langt mere bæredygtigt at sikre lovlige muligheder for visa og arbejde, der skaber mindre illegal migration og udvikling i hjemlande via de penge, der sendes hjem.

Hvis vi tænker klogt og ikke kun på os selv, kan vi bidrage til, at endnu flere uddannes i plejesektoren i fattigere lande og presse på for bedre arbejdsvilkår i hjemlandene samt udveksling af viden og udstyr.

Og hvad vil det kræve, at sådan en løsning kan fungere for de filippinere og indere, der i så fald skal flytte til Danmark? Først og fremmes skal der kigges på vores udlændingepolitik.

Man kan ikke kun importere voksne kvinder og uddannet omsorgspersonale uden at invitere deres familier. De skal være velkomne også i skoler og børnehaver. Og deres partnere skal have jobs. For de er netop ikke kun "varme hænder" – arbejdskraft uden ansigt.

Varme hænder sidder jo på mennesker, på migranter, og ja, oftest på kvinder. Sygeplejerskerne har også børn og familie, vi skal tilbyde visa.

Når alt dette er sagt – og hvis vi er villige til at undersøge alt dette til bunds – kan vi jo også undersøge, om vi virkelig har sygeplejemangel, eller om vi mere har mangel på gode vilkår i sundhedssektoren. 

Indlægget er udgivet hos Altinget