DIIS Comment
Nytten af interkulturel dialog
Hvem har ret, realisten, romantikeren eller kynikeren med hensyn til nytten af dialog mellem os og den arabiske verden?
23. november 2010
Dialog mellem kulturer er et omstridt begreb. Især, når vi taler dialog mellem os og den arabiske verden. Særligt tre positioner præger debatten. Dem, der synes interkulturel dialog er nødvendig som fredelig konflikthåndtering. Dem, der ikke anerkender et skel mellem kulturer, og som mener at interkulturel dialog risikerer kunstigt at konstruere kulturelle kløfter. Og dem, der ser konflikterne mellem kulturerne som så indgroede, at dialogen ikke nytter, ja endog er skadelig på grund af en indbygget risiko for kompromiser med egne værdier. Vi kan for nemheds skyld kalde dem realisten, romantikeren og kynikeren.
Mens det altså ikke skorter på holdninger til emnet, er det sjældent, at nogen giver sig i kast med at undersøge, hvad der egentlig sker i dialogen og hvem af de tre – realisten, romantikeren og kynikeren – der egentlig har ret i hvilke situationer, eller om de måske nogen gange alle sammen kommer til kort.
Det Arabiske Initiativ
Et oplagt sted at starte er Det Arabiske Initiativ – som nu er omdøbt til Partnerskab for Dialog og Reform – som vel må ses som den danske regerings interkulturelle flagskib. Det Arabiske Initiativ blev lanceret i 2003, og har, foruden et ønske om at støtte lokale reformkræfter i den arabiske verden, til formål at skabe grundlag for dialog, forståelse og samarbejde mellem Danmark og den arabiske verden.
Programmet består af partnerskaber mellem professionelle i Danmark og de arabiske lande, centreret om reformer i den arabiske verden. Gennem partnerskaberne overføres faglig viden fra danske journalister, menneskerettighedsaktivister, dommere m.v. til arabiske kollegaer, der arbejder på at reformere deres samfund.
Men hvordan med dialog med henblik på gensidig forståelse i partnerskaber, der primært er fokuseret på faglige emner af relevans for reformer?
Det belyses i Dansk Institut for Internationale Studiers rapport Dialoguing Partnerships (se boks), der ser på, hvordan dialogen i de dansk-arabiske partnerskaber påvirker de mere uhåndgribelige aspekter som nedbrydning af gensidige stereotyper og opbygning af robuste relationer på tværs af kulturerne. Rapporten er baseret på interviews med en nøglepersoner i Danmark, Jordan og Marokko, der over en længere periode har været engageret i syv forskellige partnerskaber under Det Arabiske Initiativ.
Fire former for nytteværdi af dialogen springer på baggrund af disse interviews umiddelbart i øjnene:
For det første får partnerne i Det Arabiske Initiativ nedbrudt en række fordomme om hinanden. De arabiske partnere havde generelt en fordom om, at danskerne ville være nogle kolde fisk. Professionelle, ja, men kolde og reserverede. I stedet mødte de danskere, der foruden at være professionelle også var åbne, engagerede og gæstfri. Nogle troede også, at vi ikke var særligt glade for muslimer i Danmark, og at det måske var svært at være dansk muslim. Også den ide blev kraftigt nuanceret efter et besøg i Danmark.
Omvendt forventede mange af de danske partnere at møde mere traditionelle samfund, og partnere med et lavere fagligt niveau, end den virkelighed der mødte dem i relationen med deres arabiske partnere. Så også hos danskerne gav samarbejdet anledning til en justering af tidligere opfattelser. Forestillinger om, at man som vestlig ville blive mødt med fjendtlighed i den arabiske verden, blev typisk druknet i arabisk gæstfrihed.
For det andet fungerer parterne under Det Arabiske Initiativ som goodwill-ambassadører for hinanden. For Danmark betød det helt konkret, at de arabiske partnere, da tegningesagen rasede i 2006 og 2008, tog Danmark og danskerne i forsvar. De færreste gik så langt som til at tage tegningerne i forsvar, men der blev kæmpet en kamp på Danmarks vegne for at proppe noget proportionalitet og fairness ind i en til tider skinger debat i den arabiske verden. På samme vis har de danske partnere kunne skabe nuancer i debatten om den arabiske verden herhjemme, når der var behov for det.
For det tredje giver mødet med en anden måde at se tilværelsen på ofte inspiration og stimulerer kreativitet. Det er jo en af hovedtankerne med Det Arabiske Initiativ, at de arabiske partnere får inspiration og viden til at videreføre og styrke reformindsatserne i deres egne samfund. Men langt de fleste af de danske partnere, vi interviewede, fortalte også, at de havde bragt ny faglig inspiration med hjem til deres eget arbejde i organisationer og myndigheder i Danmark.
For det fjerde kan den interkulturelle dialog i Det Arabiske Initiativ være med til at styrke integrationen i Danmark. Repræsentanter for en lang række myndigheder og organisationer af relevans for integrationen i Danmark er under initiativet engageret med søsterorganisationer i den arabiske verden. Og flere af de danske partnere, vi interviewede, gav eksempler på, hvordan de gennem samarbejdet med den arabiske partner var blevet bedre til at hjælpe familier og enkeltpersoner med arabisk herkomst gennem – og ind i - det danske system.
Hvem har så ret i dette tilfælde om nytten af dialog? Realisten, romantikeren eller kynikeren?
Romantikeren kan have ret i at kultur er et flydende begreb, som det ikke giver mening at opstille i skarpe modsætningsforhold, som kræver dialog. I Det Arabiske Initiativ er der således flest eksempler på, at den kulturelle identitet, som en faglighed giver (f.eks. omkring at være journalist eller forfatter) overskygger den kulturelle identitet som knytter sig til nationalitet, religion eller etnicitet.
På den anden side har realisten ret i, at vi ikke er ens. Der er kulturelle forskelle, og disse forskelle i måden vi ser verden, men især hvordan vi ser hinanden, kan være konfliktfyldte. Dialogen er et effektivt middel til at finde ud af, at vi ikke alle er lige langt fra hinanden, og at de billeder vi har af hinanden generelt er behæftet med graverende fejl. Og den er et godt udgangspunkt for sammenhold og moderation, når konflikter alligevel opstår omkring os.
Men dialogen mellem forskellige kulturer kan mere end blot virke konfliktforebyggende. Den kan også være til inspiration begge veje og klæde os bedre på til at håndtere integrationen af familier med anden kulturel baggrund. Ikke, som kynikeren måtte frygte, ved at gå på kompromis med egne værdier, men ved at have større indsigt i den enkeltes udgangspunkt. Som Kirkegaard gjorde gældende, må man, hvis det skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest finde ham der, hvor han er og begynde der.
Kynikerens synspunkt er det i det hele taget svært at finde belæg for. Dels fordi der på så mange måder var åbenlys og gensidig nytte af dialogen. Dels fordi den nytteværdi aldrig kostede indrømmelser i forhold til egne værdier og standpunkter. Det skal ikke kunne udelukkes, at det kan forekomme, men med mindre dialogen er præget af et meget markant ulige magtforhold, er det simpelthen usandsynligt at dialog, der kræver kompromiser i deltagernes grundlæggende værdier fortsætter ret længe ad gangen – eller overhovedet kan kaldes dialog.
Mens det altså ikke skorter på holdninger til emnet, er det sjældent, at nogen giver sig i kast med at undersøge, hvad der egentlig sker i dialogen og hvem af de tre – realisten, romantikeren og kynikeren – der egentlig har ret i hvilke situationer, eller om de måske nogen gange alle sammen kommer til kort.
Det Arabiske Initiativ
Et oplagt sted at starte er Det Arabiske Initiativ – som nu er omdøbt til Partnerskab for Dialog og Reform – som vel må ses som den danske regerings interkulturelle flagskib. Det Arabiske Initiativ blev lanceret i 2003, og har, foruden et ønske om at støtte lokale reformkræfter i den arabiske verden, til formål at skabe grundlag for dialog, forståelse og samarbejde mellem Danmark og den arabiske verden.
Programmet består af partnerskaber mellem professionelle i Danmark og de arabiske lande, centreret om reformer i den arabiske verden. Gennem partnerskaberne overføres faglig viden fra danske journalister, menneskerettighedsaktivister, dommere m.v. til arabiske kollegaer, der arbejder på at reformere deres samfund.
Men hvordan med dialog med henblik på gensidig forståelse i partnerskaber, der primært er fokuseret på faglige emner af relevans for reformer?
Det belyses i Dansk Institut for Internationale Studiers rapport Dialoguing Partnerships (se boks), der ser på, hvordan dialogen i de dansk-arabiske partnerskaber påvirker de mere uhåndgribelige aspekter som nedbrydning af gensidige stereotyper og opbygning af robuste relationer på tværs af kulturerne. Rapporten er baseret på interviews med en nøglepersoner i Danmark, Jordan og Marokko, der over en længere periode har været engageret i syv forskellige partnerskaber under Det Arabiske Initiativ.
Fire former for nytteværdi af dialogen springer på baggrund af disse interviews umiddelbart i øjnene:
For det første får partnerne i Det Arabiske Initiativ nedbrudt en række fordomme om hinanden. De arabiske partnere havde generelt en fordom om, at danskerne ville være nogle kolde fisk. Professionelle, ja, men kolde og reserverede. I stedet mødte de danskere, der foruden at være professionelle også var åbne, engagerede og gæstfri. Nogle troede også, at vi ikke var særligt glade for muslimer i Danmark, og at det måske var svært at være dansk muslim. Også den ide blev kraftigt nuanceret efter et besøg i Danmark.
Omvendt forventede mange af de danske partnere at møde mere traditionelle samfund, og partnere med et lavere fagligt niveau, end den virkelighed der mødte dem i relationen med deres arabiske partnere. Så også hos danskerne gav samarbejdet anledning til en justering af tidligere opfattelser. Forestillinger om, at man som vestlig ville blive mødt med fjendtlighed i den arabiske verden, blev typisk druknet i arabisk gæstfrihed.
For det andet fungerer parterne under Det Arabiske Initiativ som goodwill-ambassadører for hinanden. For Danmark betød det helt konkret, at de arabiske partnere, da tegningesagen rasede i 2006 og 2008, tog Danmark og danskerne i forsvar. De færreste gik så langt som til at tage tegningerne i forsvar, men der blev kæmpet en kamp på Danmarks vegne for at proppe noget proportionalitet og fairness ind i en til tider skinger debat i den arabiske verden. På samme vis har de danske partnere kunne skabe nuancer i debatten om den arabiske verden herhjemme, når der var behov for det.
For det tredje giver mødet med en anden måde at se tilværelsen på ofte inspiration og stimulerer kreativitet. Det er jo en af hovedtankerne med Det Arabiske Initiativ, at de arabiske partnere får inspiration og viden til at videreføre og styrke reformindsatserne i deres egne samfund. Men langt de fleste af de danske partnere, vi interviewede, fortalte også, at de havde bragt ny faglig inspiration med hjem til deres eget arbejde i organisationer og myndigheder i Danmark.
For det fjerde kan den interkulturelle dialog i Det Arabiske Initiativ være med til at styrke integrationen i Danmark. Repræsentanter for en lang række myndigheder og organisationer af relevans for integrationen i Danmark er under initiativet engageret med søsterorganisationer i den arabiske verden. Og flere af de danske partnere, vi interviewede, gav eksempler på, hvordan de gennem samarbejdet med den arabiske partner var blevet bedre til at hjælpe familier og enkeltpersoner med arabisk herkomst gennem – og ind i - det danske system.
Hvem har så ret i dette tilfælde om nytten af dialog? Realisten, romantikeren eller kynikeren?
Romantikeren kan have ret i at kultur er et flydende begreb, som det ikke giver mening at opstille i skarpe modsætningsforhold, som kræver dialog. I Det Arabiske Initiativ er der således flest eksempler på, at den kulturelle identitet, som en faglighed giver (f.eks. omkring at være journalist eller forfatter) overskygger den kulturelle identitet som knytter sig til nationalitet, religion eller etnicitet.
På den anden side har realisten ret i, at vi ikke er ens. Der er kulturelle forskelle, og disse forskelle i måden vi ser verden, men især hvordan vi ser hinanden, kan være konfliktfyldte. Dialogen er et effektivt middel til at finde ud af, at vi ikke alle er lige langt fra hinanden, og at de billeder vi har af hinanden generelt er behæftet med graverende fejl. Og den er et godt udgangspunkt for sammenhold og moderation, når konflikter alligevel opstår omkring os.
Men dialogen mellem forskellige kulturer kan mere end blot virke konfliktforebyggende. Den kan også være til inspiration begge veje og klæde os bedre på til at håndtere integrationen af familier med anden kulturel baggrund. Ikke, som kynikeren måtte frygte, ved at gå på kompromis med egne værdier, men ved at have større indsigt i den enkeltes udgangspunkt. Som Kirkegaard gjorde gældende, må man, hvis det skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest finde ham der, hvor han er og begynde der.
Kynikerens synspunkt er det i det hele taget svært at finde belæg for. Dels fordi der på så mange måder var åbenlys og gensidig nytte af dialogen. Dels fordi den nytteværdi aldrig kostede indrømmelser i forhold til egne værdier og standpunkter. Det skal ikke kunne udelukkes, at det kan forekomme, men med mindre dialogen er præget af et meget markant ulige magtforhold, er det simpelthen usandsynligt at dialog, der kræver kompromiser i deltagernes grundlæggende værdier fortsætter ret længe ad gangen – eller overhovedet kan kaldes dialog.
Regioner
Danmark
Nytten af interkulturel dialog