Moderate muslimer og ildesete islamister

”Jeg føler mig ramt af den gentagne brug af begrebet islamist” siger Muhammed, der er studerende på Københavns Universitet og helt sikkert ikke hører ind under den gruppe, som danske politikere og journalister tænker på, når de anvender begrebet. Muhammed ville nok snarere gå under den udbredte betegnelse ”moderat muslim”, hvis man skulle kategorisere ham. Han virker i hvert fald velintegreret; deltager i det danske foreningsliv, i studenterlivet på universitetet, og så hjælper han også andre på vej, der har haft mindre held med at deltage aktivt i det danske samfund. Men han synes ikke, at han kan betegne sig selv som moderat muslim; for hvad er det? Er det en, der har et lunkent forhold til sin tro? Eller én, der drikker alkohol og spiser svinekød? Eller – for kvinders vedkommende – én, der ikke går med slør?

Vi har brug for kategoriseringer til at begribe og beskrive virkeligheden. Når der tales om integration af muslimer i Danmark eller om terrorisme udført af muslimer, søges der ofte en skelnen mellem ”den gode” og ”den onde” eller i hvert fald ”mindre gode” muslim. I debatten er islamisterne blevet betegnelsen for de problematiske – de mindre gode – muslimer. Hvorimod de moderate muslimer er de gode. Men kun sjældent hægtes der en forklaring på termerne.

Resultatet er udbredt begrebsforvirring, ikke mindst blandt dem, det hele drejer sig om: muslimerne selv. Det stod klart efter at DIIS havde sat Muhammed og seks andre unge velintegrerede muslimske andengenerationsindvandrere i stævne i to separate fokusgrupper til gennemlæsning og drøftelse af en kronik om terrorbekæmpelse. I kronikken blev de to begreber ”islamister” og ”moderate muslimer” anvendt. Ingen i fokusgrupperne forstod rigtig meningen med nogen af begreberne.

For at starte med begrebet ”islamist”. Flere af deltagerne mente, at ”islamist” var nutidens erstatning for benævnelsen ”muhammedaner”. Altså en nedladende måde at omtale muslimer på. Flere mente, at begrebet blev anvendt for at kæde Islam, og dermed muslimer generelt, sammen med terror. En spurgte, om det var betegnelsen for en ekstremist. Det sidste er jo lidt nærmere sandheden, men ikke helt.

En islamist er – i akademisk forstand – en person, der har som politisk målsætning at indrette samfundet med udgangspunkt i Islam. Det kan der, som i alle andre politiske projekter, være mere eller mindre ekstreme versioner af. Fra Taleban i den ene ende til det tyrkiske regeringsparti AKP i den anden. Og det kan komme til udtryk voldeligt, som hos Al Qaeda og Hamas, eller fredeligt og inden for det etablerede politiske system, som hos det islamistiske parti PJD i Marokko.

Men vi måtte konstatere, at denne forståelse af islamisme stort set var fraværende hos de ellers veluddannede danske muslimer, som vi talte med. En nyligt udgivet undersøgelse af britiske muslimers opfattelse af den britiske regerings budskaber omkring terror og terrorbekæmpelse konkluderer i øvrigt nøjagtig det samme: ”The word ’Islamist’ was not understood and was thought to be another word to refer to Muslims” (jf.RICU: Counter-terror message testing: Qualitative research report, March 2010, s. 25.)

Det stod ikke overraskende bedre til med begrebet ”moderat muslim”. Ikke overraskende, fordi det ikke engang akademisk er muligt at nærme sig en definition af begrebet. Betegnelsen ”moderat” må nødvendigvis relatere sig til noget andet, mindre moderat, for at give mening. Taler vi moderat i betydningen mindre troende? Eller i betydningen sekulær i modsætning til islamist? Og når man har fundet ud af, hvilken akse man egentlig taler om, hvor går grænsen så for, hvornår man er moderat, og hvornår man ophører med at være det? Den fleksibilitet, der ligger i termen, kunne jo bruges til som muslim, næsten uanset hvem man er, at føle sig inkluderet i kategorien. Men der var ingen af deltagerne i fokusgrupperne, der associerede noget positivt til begrebet. Og de fleste definerede termen, så den ekskluderede dem selv. En mente f.eks., at det måtte være noget med at drikke alkohol. En pige, der bar slør, mente, at det handlede om ikke at gå med slør.

Deltagerne i fokusgrupperne ville bare gerne kaldes danske muslimer. Det var det de var. Og terroristerne, ja dem kunne man ifølge deltagerne jo også bare kalde det de var: terrorister.

Ofte vil der imidlertid i debatten være behov for at kvalificere, hvad man mener, mere end blot ”dansk muslim” eller ”terrorist”. Men debattører kan i hvert enkelt konkrete tilfælde skænke følgende spørgsmål en tanke, inden begreberne ”islamist” eller ”moderat muslim” bringes i anvendelse:

Hvis de ”gode” muslimer synes, at det er dem, der bliver talt om, når der tales om de problematiske islamister. Og hvis de omvendt ikke synes, at der bliver talt om dem, når der tales om moderate muslimer. Er ideen med overhovedet at skelne så i virkeligheden gået fløjten?