Lars Erslev Andersen i Ræson Søndag: Bidens politik i Mellemøsten er reelt en videreførelse af Trumps
Da Biden indtog Det Hvis Hus blev der ikke sparet på udmeldingerne om, at der ville blive en helt anden politik i Mellemøsten, end den Trump havde stået for. USA ville pleje alliancer - herunder til de gamle venner i EU -som Trump havde været ganske nedladende overfor. USA ville igen spille rollen som ansvarlig global leder. I Israel/Palæstina-konflikten ville Biden nu igen invitere palæstinenserne med til forhandlingsbordet og lægge øre til deres syn på konflikten og dens løsning. Og den dramatiske annullering af USA’s deltagelse i den store aftale med FN, EU og Iran om det iranske atomenergiprogram skulle omgøres, ved at USA forhandlede sig tilbage i aftalen.
Kort efter Bidens tiltrædelse offentliggjorde USA CIA-dokumenter om den saudiarabiske kronprins Mohammed Bin Salmans rolle i likvideringen af systemkritikeren Khashoggi på et konsulat i Istanbul. Samtidig erklærede Joe Biden, at USA ikke ville støtte den saudiarabisk-ledede koalition i dens krig i Yemen, og at amerikanske våben ikke måtte bruges af Saudi-Arabien til at dræbe yemenitiske kvinder og børn. Endelig skulle diktatoren al-Sisi i Egypten ændre sin brutale politik med systematiske brud på menneskerettighederne i Egypten, og hvis det ikke skete, ville landet få amerikanske konsekvenser at føle i form af økonomisk straf. Alt sammen noget, der signalerede markante ændringer i den amerikanske Mellemøstpolitik. Et hurtig tilbageblik på året viser desværre, at Bidens regering - trods diplomatiske anstrengelser i forhold til Iran og nogle initiativer overfor Egypten og palæstinenserne, der dog mest har vist sig at være tomme slag i luften - stort set intet har udrettet.
Forskellen mellem hykleri og kynisme
Det mest betydelige resultat i Mellemøsten, Donald Trump kan skrive på sit præsidentielle CV, var de såkaldte Abrahamaftaler, også kaldet normaliseringsaftaler, hvor fire arabiske stater - Forenede Arabiske Emirater, Sudan, Bahrain og Marokko - i 2019 brød den arabiske blokade mod Israel og indgik fulde diplomatiske forbindelser med Jerusalem. Dem har Biden helt og holdent taget til sig, og han ser med billigelse på det stærkt voksende økonomiske samarbejde mellem især Emiraterne og Israel og opfordrer andre arabiske stater til at følge trop.
Det giver god mening for en amerikansk præsident at gøre som Biden i denne sag, men forventningen var, at den blev fulgt op af en mere aktiv og balanceret indsats i Palæstinakonflikten. Det er ikke sket. Biden har bibeholdt den amerikanske ambassade i Jerusalem og med en gammel beslutning i den amerikanske kongres, at den skal ligge der, er det nærmest umuligt at omgøre placeringen, når den nu er sket. Derimod skulle det være en smal sag for USA at genåbne det amerikanske konsulat i Østjerusalem og bruge det til at facilitere dialog mellem palæstinensere og amerikanske diplomater.
Det annoncerede Bidenadministrationen ville ske, men da israelerne satte hælene i, blev genåbningen ”udskudt” – formentlig i al evighed. Da palæstinenserne udtrykte kritik over flytningen af ambassaden og ikke havde tid til at mødes med Trumps vicepræsident, Mike Pence, blev Trump vred og straffede dem ved at skære den amerikanske støtte til UNRWA væk – et FN-program, der driver skoler, sundhedsklinikker og hjælper palæstinensiske flygtninge med mad og beboelse. Biden har genoptaget støtten, og det er reelt det eneste, han har ændret i forhold til Trump: Ambassaden forbliver i Jerusalem, konsulatet er lukket, der er ingen udmelding om israelsk bosættelsespolitik, der fortsætter ufortrødent, der er ingen afstandtagen til Trumps anerkendelse af Israels annektering af Golan og hans blåstempling af annektering af Vestbredden.
Der er heller ingen kritik af, at Israel efter konflikten i foråret 2021 med palæstinenserne om tvangsforflytningen af palæstinensiske familier fra Østjerusalem ufortrødent fortsætter sin politik og sætter palæstinensere ud af deres boliger. Den uophørlige forværring af livsforhold for de to millioner indbyggere i Gaza, hvoraf 60 pct. er børn, møder heller ikke kritik fra Biden og hans regering. Skønt USA stadig officielt støtter en såkaldt to-statsløsning, ser Bidens regering fuldstændig passivt til, mens Israel systematisk gør alt for at fjerne grundlaget for denne løsning: Her var Trump faktisk mere ærlig med sin israelvenlige fredsplan, der helt åbenlyst fjernede muligheden af en palæstinensisk stat, end Biden, der hylder løsningen med en palæstinensisk stat samtidig med, at han stiltiende ser til, at Israel fjerner grundlaget for den. Forskellen mellem Biden og Trumps Israel/Palæstina-politik er således forskellen mellem hykleri og kynisme. For palæstinenserne kan det vel være hip som hap.
Forholdet til Saudi-Arabien
Den amerikanske kongres har i årtier haft et anstrengt forhold til Saudi-Arabien. Landet har glimret ved sine systematiske overtrædelser af menneskerettigheder, sin komplette mangel på demokrati, bestialske praksis med at eksekvere dødsstraf ved at hugge hovedet af de dømte - herunder undertiden også børn. Dertil kommer, at Saudi-Arabien støtter anti-demokratiske kræfter og sammen med en anden af USA’s allierede - Emiraterne - systematisk har bekæmpet de reforminitiativer i arabiske lande, der blev indledt med de arabiske oprør i 2011.
De senere år har landet under den magtfulde kronprins Muhammed Bin Salman søgt at ændre sit image. Der er åbnet for kulturlivet, restriktioner med henvisning til islam er blevet lempet, kvinder har fået flere rettigheder som fx retten til at køre bil og at kunne bevæge sig mere frit. Saudi-Arabien har været dygtig til at sælge sig som et land, der bevæger sig mod, hvad amerikanerne kalder ’moderat islam’, men ytringsfriheden har stadig særdeles vanskelige kår, kritikere spærres inde i tusindvis og kvinderne må ganske rigtigt nu køre bil, men åbner de munden for at kræve ligeberettigelse, bliver de sendt i fængsel.
Det er dog især to begivenheder i nyere tid, der har fremkaldt vrede hos amerikanske kongrespolitikere. For det første det bestialske mord på Jamal Khashoggi i Istanbul i november 2018, der fik politikere overalt i verden op i det røde felt - men Trump lagde låg på og forklarede bramfrit, at måske var kronprinsen involveret, men han var en god mand for USA, for han købte amerikansk-producerede våben for hundrede af milliarder dollars. Trump tilføjede, at kunne Bin Salman ikke købe våben i USA, ville han jo bare købe dem i Rusland og Kina, og det ville jo være dumt, syntes Trump. Derfor holdt Trump fast ved Bin Salman også ”selvom han skulle have blod på hænderne”.
Den anden begivenhed var Saudi-Arabiens krig i Yemen, som kronprinsen i sin egenskab af forsvarsminister indledte i 2015. Krigen skulle genindsætte den internationalt anerkendte præsident Hadi, efter Houthimilitsen havde sendt ham på flugt året inden. Kronprinsen fik stillet Saudi-Arabien i spidsen af en koalition, hvor navnlig Emiraterne blev aktiv, og ifølge Bin Salman ville det blot tage koalitionen tre uger at ordne skærmydslerne i Yemen. I stedet har det nu taget syv år og ført til verdens største humanitære katastrofe. Biden udtalte, at han som præsident ville sætte en stopper for, at amerikanske våben blev brugt til at udføre de mange krigsforbrydelser i Yemen, samt at amerikanske våben ikke måtte bruges til at dræbe børn og kvinder med.
Bin Salmen hørte Bidens budskab og indledte sonderinger om våbenhvile. Ret beset formentlig også, fordi krigen - udover at beklikke Saudi-Arabiens i forvejen blakkede internationale ry - også var dyr og nok især, fordi kronprinsen havde indset, den ikke kunne vindes. Emiraterne trak sine styrker ud, men blev ved aktivt at støtte sine allierede militser i Sydyemen, der ovenikøbet var i opposition til Saudi-Arabiens støtte til præsidentens folk og hær.
En overgang så det faktisk ud til, at en våbenhvile kunne blive en realitet. Dette håb blev dog fuldstændig sprængt i stykker, da Saudi-Arabien i slutningen af januar gennemførte et luftangreb mod en fangelejr i det nordlige Yemen og dræbte mere end 80 ubevæbnede yemenitter. Angrebet var en hævn for et Houthi-angreb udført af en drone, der ramte Emiraternes hovedstad Abu Dhabi tidligere i januar. Houthierne henviste til, at Saudi-Arabien fremdeles opretholder en blokade, der forhindrer, at forsyninger kan komme ind i Yemen til de mange, som sulter, tørster og fryser, dels at Emiraterne har optrappet støtten til militser i syd, der bekæmper houthierne. Beskeden var, at ophører Saudi-Arabien og Emiraterne ikke med disse aktiviteter, vil krigen fortsætte på deres territorier – sådan som det også skete da houthierne i september 2019 med droner bombede saudiarabiske olieanlæg.
Joe Bidens ambition om at bidrage til at standse krigen i Yemen er således slået helt fejl og et år inde i hans præsidentperiode endt med en regulær optrapning i krigen. Houthierne har fortsat med at angribe Emiraterne og truer nu også med at ramme mål i Dubai. USA har reageret ved at sende krigsskib og kampfly til Emiraterne og Biden overvejer nu, som Trump gjorde, at sætte Houthierne på listen over terrororganisationer. Dertil kommer, at Biden ogsåer gået i Trumps fodspor og har genoptaget store kontrakter om salg af våben til Saudi-Arabien og Emiraterne.
Forhandlinger med Iran
Efter nytår blev 8. runde af forhandlinger indledt mellem Iran og USA om amerikansk tilbageindtræden i Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA), der er det officielle navn på aftalen fra 2015 om det iranske atomenergiprogram. Trump trak USA ud i 2018, og det var et erklæret mål for Biden at få USA tilbage i aftalen, hvorfor han satte sine bedste folk i spidsen for forhandlingerne. Det er endnu ikke lykkedes.
Forhandlingerne har været afbrudt på grund af iransk præsidentvalg, og der har været tvivl om, hvorvidt den nye iranske præsident, Ebrahim Raisi, seriøst ville søge en forståelse med amerikanerne. Bl.a. fordi han haft travlt med at pleje forbindelser til Kina og lande i Centralasien samt Indien. Dog er der i stigende grad meget, der tyder på, at den nye præsident vil have en aftale med USA, ligesom Irans religiøse leder, ayatollah Khamenei, også presser på for at få skubbet forhandlinger fremad.
Iranerne vil ikke forhandle direkte med USA, men det har ikke forhindret dem i at finde sted i Wien. Der er dog to meget store udfordringer: For det første vil Iran have alle de sanktioner fjernet, som USA har pålagt Iran, efter Trump trak USA ud. USA siger til det, at en del sanktioner faktisk ikke er relateret til JCPOA, men til iranske overtrædelser af menneskerettigheder og aktiviteter i Mellemøsten og derfor ikke i regi af en aftale om atomenergi kan hæves. Derudover kræver Iran garanti for, at USA ikke igen svigter sine forpligtelser eller trækker sig ud af aftalen - også når der kommer en anden præsident i USA. Den garanti kan Biden ikke levere, for den ville kræve, at han kan mønstre 2/3 flertal i det amerikanske Senat, og det kan han ikke.
Kina, Rusland og de europæiske medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd presser sammen med Tyskland på for, at forhandlinger kan føre til resultat, og navnlig har Rusland og Kina, der begge gerne ser forhandlingssucces, formået af flytte Iran i forhandlingerne, men der er stadig stor usikkerhed om, hvorvidt det vil lykkes. Fra alle sider forlyder det, at det især er den russiske diplomat i Wien, Mikhail Ulyanov, som konstruktivt lægger pres på Iran og mægler med henblik på at opnå en aftale. Sagen er, at Kina og Rusland er ivrige efter at få USA tilbage i en aftale, fordi de har mest at vinde ved et Iran tilbage i det internationale samfund. Både Kina og Rusland har gode forbindelser til Iran, og på flere måder har de givet Iran livline under de amerikanske sanktioner, og de har derfor også gode muligheder for at lægge pres på de iranske forhandlere.
Det er med andre ord især Putins folk, der sidder med nøglen til, at forhandlingerne i Wien kan lykkes og dermed sikre et mere stabilt energimarked, fordi Iran uden sanktioner kan sende et par millioner tønder olie på verdensmarkedet dagligt og samtidig sikre, at Iran ikke udvikler atomvåben. Et år efter Biden erklærede, at det var en eklatant fejl, at Trump trak USA ud af aftalen, og at amerikanerne skulle tilbage, er han afhængig af, at Rusland hjælper med det. Her gør den optrappede konflikt om Ukraine det bestemt ikke lettere for Biden og hans team at manøvrere i Wien. Men intet er dog afgjort endnu, og den selvbestaltede talsmand for forhandlingerne, Mikhail Ulyanov, har spået, at der er mulighed for et positivt forhandlingsresultat allerede i februar. Lad os se, om han har ret i det, eller at muligheden måske forspildes i vinterkulden i det østlige Ukraine.
Hvad kan Biden stille op?
Det er ikke nyt, at USA ikke opnår de resultater, de jagter. Vil man finde amerikansk, politisk succes i Mellemøsten, skal man se en del år tilbage. Faktisk til 1979 med ratificeringen af fredsaftalen mellem Israel og Egypten, til 1991 med befrielse af Kuwait efter Iraks besættelse og – måske – til Osloaftalen i september 1993. Måske, for dels var det israelere, palæstinensere og nordmænd, ikke amerikanere, som fik den forhandlet igennem, dels har den jo ingenlunde ført til afslutning på og fred i Palæstinakonflikten.
Siden har vi set en Irakkrig, der kun har mangedoblet problemerne i Mellemøsten, trods stor amerikansk indsats i Yemen - en blodig krig og verdens største humanitære krise, en situation for palæstinenserne, som støt og sikkert bevæger sig mod intetheden, et Libyen i borgerkrig, der har sendt jihadister ud i hele Sahel, et Bahrain, der er i en spændt undtagelsessituation, et Iran, der systematisk har øget sine alliancepartnere blandt militser i det arabiske Mellemøsten, og såfremt det ikke lykkes at få en ny aftale om atomenergiprogrammet i løbet af 2022 vil opnå kapacitet til producere atomvåben, et Saudi-Arabien, som arbejder sammen med Kina om at udvikle sin egen produktion af ballistiske missiler, et Israel, som trods løftede pegefingre og rynkede pander i Washington lystigt arbejder sammen med Kina om avanceret teknologi og bekæmpelse af terrorisme, hvor de to lande inspirerer hinanden med deres indsatser i henholdsvis Xinjiang og Gaza osv.
Da Trump ikke handlede militært, efter Saudi-Arabien var blevet ramt af missiler, der satte halvdelen af landets olieproduktion ud af spil i et par uger, begyndte Golfaraberne at tvivle på, om USA ville komme dem til hjælp, dersom det skulle komme til krig med Iran. Araberne har også opgivet at vente på, at USA finder ud af en politik i Syrien og har indledt en massiv kampagne for at få Bashar al-Assad-regimet anerkendt. Og de kan se med bekymring på, hvordan USA først svigtede de kurdiske militser i Syrien og overlod dem til Tyrkiets skæbne, skønt militserne havde udført et kæmpe arbejde i bekæmpelsen af Islamisk Stat. Dernæst kunne de se, hvordan Biden fik de amerikanske styrker og NATO-styrkerne til på uskøn vis at tumle ud af Afghanistan og overlade landet til et fattigt Talibanregime og befolkningen til en katastrofal sultkatastrofe. Måske er der ikke så meget at sige til, at folk uden for ”den frie verden” er begyndt at tvivle på den hjælp, de kan få fra den selvbestaltede leder af selvsamme ”frie verden”.
Og hvad kan Biden stille op? Ingen tilstrækkelig magt over Senatet, et demokratisk parti i dyb splid med sig selv med en venstrefløj, der vil palæstinenserne og en højrefløj, som sammen med republikanerne i opposition vil benytte selv den mindste kritik af Israel fra Bidens side til at angribe ham, levner ham ikke mange manøvremuligheder i Mellemøstpolitikken. Samtidig med, at han skal håndtere en inflation, en coronapandemi, et Kina, som økonomisk forsætter sin globale vækst og en amerikansk nation, der er så internt splittet kulturelt, økonomisk, politisk, at stadig flere taler om risiko for både statskup og borgerkrig.
Med andre ord: Det er forståeligt, at Biden har andet end Mellemøsten at tænke på. Resultatet er, at han i sit første år intet har fået udrettet. Skulle det næste år give det eftertragtede resultat med en ny aftale med Iran, kommer han efter alt at dømme ironisk nok til at takke Rusland og Kina for det, hvilket hans modstandere selvfølgelig vil rive ham i næsen. Ikke desto mindre vil en ny Iranaftale for alle andre end Bidens modstandere være et velkomment resultat, også selvom det måtte være Mikhail Ulyanov, der har fremtryllet det.
DIIS Eksperter
