DIIS Report

Konvention om beskyttelse af kulturarv er strandet i dansk implementering

Beskyttelse af kulturarv er blevet et centralt forhold i væbnede konflikter. Seneste eksempler er de væbnede konflikter på Balkan og i Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien, og ikke mindst Islamisk Stat.

Danmark var blandt de underskrivende lande, da UNESCOs Haager-konvention om beskyttelse af kulturarv i væbnede konflikter blev vedtaget i 1954, men ratificerede først konventionen i 2003. Hermed forpligtede Danmark sig folkeretligt i forhold til konventionen, blandt andet til at tage de nødvendige implementeringsskidt for at sikre konventionens overholdelse. Spørgsmålet er imidlertid, hvorvidt Danmark i dag kan sige at have implementeret konventionen og dermed kan siges at opfylde sine folkeretlige forpligtelser.

DIIS ønsker med denne rapport at markere 60-året for Haager-konventionen ved at tilbyde svar på dette spørgsmål på baggrund af en systematisk gennemgang og analyse af Danmarks folkeretlige forpligtelser under konventionen og af de forholdsregler, som en række danske myndigheder, herunder Kulturministeriet og Forsvaret, har truffet på området.

Rapporten finder, at Danmark efter ratifikationen i 2003 iværksatte en række ambitiøse initiativer i forhold til at indlede arbejdet med at implementere konventionen, blandt disse en række vigtige skridt for at sikre institutionelt samarbejde på området og udbredelse af viden om konventionens regler. Samtlige initiativer strandede dog, inden de opnåede praktisk relevans.

Rapporten konkluderer, at der generelt hersker en manglende viden om Haager-konventionens regler i de danske myndigheder, og at Danmark på flere områder må anses for ikke at have foretaget tilstrækkelige implementeringsskridt i forhold til at opfylde konventionen. Den herskende situation er således problematisk i forhold til Danmarks forpligtelse til at sikre overholdelsen af Haager-konventionens regler.

På denne baggrund tilråder rapporten de danske myndigheder, herunder Kulturministeriet og Forsvaret, at (gen)iværksætte arbejdet med at implementere Haager-konventionen. Rapporten opstiller en række konkrete, operationelle anbefalinger til, hvilke skridt, der kan tages til at sikre, at vi opfylder konventionens krav.

Rapporten er forfattet af seniorforsker ved DIIS Frederik Rosén og ph.d.-studerende ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet Anne Østrup.

Regioner
Danmark
none
Krig og kulturarv
opfylder Danmark Haager-konventionen af 1954?