Kommentarer til Regeringens Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi på Migrationsområdet

DIIS har igennem hele instituttets levetid forsket i forholdet mellem konflikt, migration og udvikling. Regeringens strategi tager udgangspunkt i en oplevelse af stigende migrations- og flygtningepres på EU’s ydre grænser. Men sprit-ny forskning fra ISPI viser, at migration fra Afrika – i forhold til befolkningsstørrelse – faktisk er faldet siden 1990erne og at hovedparten af afrikansk migration syd for Sahara har andre afrikanske lande som destination. Faktisk viser DIIS’ og andre internationale studier, at andelen af migranter i verden er forbløffende stabil. I 1995 levede 2.7 af verdens befolkning i et andet land, end der hvor de er født, i 2015 var andelen steget til 3,3%. Der er heller ikke sket den store stigning i migration fra udviklingslande, der kun er steget fra 79-80 % i de sidste to årtier. Men det er rigtigt at flere migranter fra lavindkomst lande bevæger sig mod højindkomstlande. Her er der sket en stigning fra 36 til 51 % over de sidste 20 år.

OECD, Verdensbanken og FN forventer alle, at vedholdende social ulighed, befolkningstilvækst og klimaforandringer vil øge migration internt, regionalt og internationalt. Samtidig forventes det at migrationspolitiske stramninger i det globale nord vil omdirigere denne migration til mere velstående lande i det globale syd. Ifølge regeringens strategi skal vi ”forebygge nye flygtninge- og migrationsstrømme ved at skabe fred, sikkerhed og bedre fremtidsudsigter for mennesker dér hvor de hører hjemme.” At skabe bedre fremtidsudsigter for mennesker, der hvor de har hjemme, er det selvsagt en god ide. Men det er ikke muligt at finde forskningsresultater der underbygger, at økonomisk vækst fører til mindre migration. Her viser den internationale forskning at øget velstand i første omgang gør det muligt for flere mennesker at migrere. Tilbage i 2002 gennemgik vi over 100 internationale studier af sammenhængen mellem migration og udvikling. Vi konkluderede dengang, at der IKKE er empirisk belæg for at MENE, at økonomisk vækst skaber mindre migration, da bedre økonomiske forhold i første omgang gør flere mennesker i stand til at migrere.

DIIS har i flere efterfølgende studier bekræftet, at det andre migrationsforskere har kaldt ’the migration hump’ eller ’the mobility transition’, er en proces der på tværs af lande viser en klar omvendt U udviklingskurve mellem økonomisk udvikling og migration. Denne relation er senere cementeret af analyser udført af blandt Michael Clemens fra Center for Global Development i Washington. Analysen er baseret på de sidste 45 år og viser, at økonomisk vækst kun reducerer migration for mellem- og højindkomstlande, hvorimod det modsatte gør sig gældende for lavindkomstlande. Analysen viser også, at mobilitetstransitionen kan tage over 100 år for fattige lande som Niger og Burundi (med en per capita indkomst på 500 USD og en 2% årlig vækst-stigning, og det halve for lande som Zambia og Cambodia (med en per capita indkomst på 2000 USD og 2% vækststigning). Selv med en hurtigere vækstrate (på 3 % om året) vil mobilitetstransitionen tage over 40 år for de fleste afrikanske lav og mellemindkomstlande, med mindre økonomisk vækst følges af en drastisk ændring i befolkningstilvæksten, bæredygtig demokratisering og udjævning af ulighed lokalt og globalt.

På flygtningeområdet er presset mod Europa væsentlig mindre end presset på andre regioner, især i Mellemøsten of Afrika. 87 procent af verdens flygtninge befinder sig i lav- og mellemindkomstlande, hvor de betyder et yderligere pres på allerede begrænsede ressourcer. Når regeringen forslår at skabe bedre levevilkår og fremtidsudsigter i flygtningenes nærområder, er der altså tale om et akut behov og en helt nødvendig indsats. At ville henlægge fremtidige flygtningemodtagelse til lejre i nærområderne virker imidlertid ikke logisk, hvis målet er at modgå sekundære flygtningestrømme. Man kan også spørge om en yderligere ophobning af flygtninge i Mellemøsten og Nordafrika er den bedste måde at skabe stabilitet i skrøbelige stater og undgå rekruttering til ekstremisme og organiseret kriminalitet i regionen?

Strategien ønsker at bruge udviklingssamarbejdet som løftestang for at afviste asylansøgere bliver sendt retur, via ’noget-for-noget’ pres, på de lande flygtninge og irregulære migranter kommer fra. Der er ikke noget nyt i at ville anvende udviklingsbistanden som et migrationspolitisk instrument, men igen kan man spørge, hvilket analytisk grundlag strategien hviler på. I lande som Marokko, Tunesien, Ghana og Nigeria udgør migranters hjemsendte penge en væsentlige større andel af tilstrømningen af udenlandske ressourcer end den officielle udviklingsbistand. I Marokko anslås forholdet mellem remitter of officiel udviklingsbistand er være hhv 36 og 25 procent, i Tunesien 42 og 22 procent, i Ghana 51 og 22 procent, og i Nigeria 56 og 7 procent. Det samme gør sig gældende for lande som Yemen, Bangladesh og Nepal, med hhv 39/30 procent, 78/16 procent og 83/36 procent fordelinger til remitternes fordel.. I andre lande, som f.eks Afghanistan, hvor udviklingsbistanden står for næsten 92% af de udenlandske kapitaltilførsler og registrerede remitter er ubetydelige (men uformelle pengeoverførsler kan være livsvigtige for tilbageblevne familiemedlemmer), har strategien måske større sandsynlighed for at lykkes. Med baggrund i tallene for forholdet mellem udviklingsbistand og remitter er det svært at forestille sig, at afrikanske ledere – hvis de tænker på ’noget-for-noget’ -vil finde det fordelagtigt at sige ja til migrationspartnerskaber med tilbagetagelsesaftaler, både fordi det potentielt kan mindske deres anseelse i deres egne migrantbefolkningers øjne, men også fordi det vil kunne skabe politisk ustabilitet.

I vores sidste rapport om flygtningesituationen i Europa påpeger vi, at strammere migrationspolitik ikke grundlæggende løser migrationsproblemet, men på længere sigt kan få utilsigtede og uheldige konsekvenser. Aftaler som f.eks. Tyrkietsaftalen kan give lande, vi ellers ikke har en fælles udenrigspolitisk dagsorden med, en gunstig forhandlingssituation, fordi der kan handles med villigheden til at fungere som Europas ydre grænse. Risikoen for at ændre den geopolitiske magtfordeling ved forskellige typer af aftaler med tredjelande berøres ikke i strategien.

Læs mere:

• Carbone, G. (ed.) 2017. Out of Africa: Why People Migrate. Milano, ISPI
• Clemens, Michael, 2014. Does Development Reduce Migration? Working Paper 359, March. Washington, Center for Global Development