Hvad vi kan lære af Norge

Erfaringerne spænder fra en succesfuld aftale med Rusland i 2010 om deling af Barentshavet til en aktuel krise vedr. Svalbard forårsaget af vidtgående norske sanktioner mod Rusland. Danmark kan lære af disse norske erfaringer.

Når småstater forhandler med en stormagt som Rusland, kan selv det mindste fejltrin koste dyrt. Netop derfor er det oplagt, at lande som Danmark og Norge, der har en lang tradition for informationsdeling, lærer af hinandens succeser og fejltrin i sammenlignelige situationer. Dette brief bygger blandt andet på interviews med norske topembedsmænd foretaget i 2017, og briefet stiller skarpt på en norsk succes og et norsk fejltrin – dvs. en positiv og en negativ lektie.

Den positive lektie: Norges aftale med Rusland om Barentshavet i 2010

Den norsk-russiske aftale om Barentshavet og Det Arktiske Ocean fra 2010 fremstår i dag i den politiske og akademiske debat om Arktis’ fremtid som et lyspunkt og et eksempel på, hvordan en lille stat sommetider kan nå frem til en forholdsvis ligeværdig aftale med en stor nabo. Danmark har endnu uafsluttede territorialspørgsmål i forhold til Rusland i form af modstridende kontinentalsokkelkrav under det Arktiske Ocean. Derfor er det nærliggende at forsøge at lære af erfaringerne fra den norske succes.

Havretsforhandlinger er ekstremt komplicerede af natur både i juridisk og geologisk forstand. Konventioner skal fortolkes, og fortolkninger skal afstemmes, samtidig med at enorme mængder af geologiske data mobiliseres af begge sider. Barentshav-konflikten mellem Rusland og Norge er ingen undtagelse. Ikke desto mindre krævede selve delingen af det sidste og vanskeligste område politisk initiativ på højeste niveau. Således forlyder det, at Norges daværende statsminister Jens Stoltenberg på et afgørende møde med Vladimir Putin simpelthen tegnede det omstridte område på en serviet og slog en streg midt igennem området. Putin skal have taget servietten og senere gået med til en endelig aftale meget lig den foreslåede.

Havretsforhandlinger er jura og geologi, men altså også i sidste ende politik og forhandling. 2010 var et år med gode muligheder for dialog i Arktis. Perioden var præget af tøbrud mellem Rusland og Vesten, og det norsk-russiske bilaterale forhold var godt. Det var bl.a. hjulpet på vej af Norges modstand mod ukrainske og georgiske ’Membership Action Plans’ ved Bukarest-topmødet i NATO i april 2008, og at Norge tilhørte duerne i Europa i forbindelse med kritikken af Ruslands intervention i Georgien kort efter. Hertil kom, at både Putin og præsident Medvedev netop i disse år var meget interesserede i at komme i gang med olie- og gasudvinding i Barentshavet, hvilket en aftale med Norge ville muliggøre. Omvendt var det centralt for nordmændene, at en dårlig aftale var værre end ingen aftale. Som småstat var det således i åbenlys norsk interesse, at aftalen var forenelig med FN’s Havretskonvention.

Ifølge norske aktører skyldes succesen også langsommeligt tillidsskabende forarbejde, der strækker sig årtier tilbage i tiden. De norske samarbejdsrelationer blev blandt andet opbygget gennem fiskerisamarbejdet i Barentshavet siden 1970’erne, samarbejdet om andre havspørgsmål fra 90’erne og fremefter og informationsdeling i forbindelse med de to landes sideløbende ansøgninger om udvidet kontinental­sokkel.

Hertil kommer, at de norske forhandlere ikke blev skiftet ud midtvejs i processen, efter at forhandlingerne blev konkretiseret. Det gjorde det muligt at oparbejde personlige relationer mellem de to forhandlingshold. Koblet med kontinuitet og en kombination af forhandlingsvilje og fasthed på det politiske niveau kunne de norske forhandlere fremstå seriøse, konsistente og frem for alt forudsigelige i forhandlingerne med russerne.

Endelig fremhæves fra norsk side behovet for at undgå læk til pressen som afgørende for resultatet. Dette var en vigtig del af det tillidsskabende arbejde, så længe de vigtigste målsætninger var kendt for offentligheden.

Den negative lektie: Svalbard-krisen

Efter succeshistorien for begge parter med grænsedragningen i Barentshavet kan der være grund til at se på et negativt lærestykke – hvor Danmark kan lære, hvad vi ikke skal gøre. Det handler igen om norsk-­russiske relationer, denne gang i forhold til Svalbard.

Da EU i kølvandet på annekteringen af Krim og den fortsatte konflikt i Østukraine vedtog sanktioner mod Rusland, fulgte Norge trop og indførte tilsvarende sanktioner, som omfattede handel og indrejseforbud til Norge for udvalgte russere. Sammen med russiske modsanktioner kom disse i nogen grad til at skade det højt besungne norsk-russiske samarbejde i nordområderne (til nordnorske lokalpolitikeres udtalte ærgrelse). Men ikke nok med det.

Ifølge Svalbard-traktaten, i kraft fra 1925, har Norge suverænitet over øgruppen. Men statsborgere i traktatlandene (heriblandt Rusland og i øvrigt også Danmark) kan rejse visumfrit til Svalbard og bedrive fredelige erhverv (Svalbard er dermed ikke omfattet af Schengen-reglerne). Desuagtet valgte den norske regering at underrette den russiske ambassade i Oslo om, at russere omfattet af indrejseforbuddet også var uønskede på Svalbard.

Dmitrij Rogozin, daværende russisk vice-premier­minister og en i Vesten velkendt høg, var omfattet af indrejseforbuddet. Kort efter at russerne havde modtaget den norske specifikation vedr. Svalbard, mellemlandede Rogozin ikke desto mindre i den russiske mineby Barentsburg på Svalbard i april 2015 i forbindelse med en Nordpols-ekspedition. Herfra sendte han adskillige tweets på engelsk med tilhørende selfies, så besøget ikke skulle gå ubemærket hen.

Det gjorde det heller ikke i Oslo. Den norske regering protesterede over for den russiske Oslo-ambassadør og fulgte op med administrative indrejsestramninger, som er diskutable i forhold til Svalbard-traktaten. Den russiske ambassade i Oslo har reageret ved at meddele, at Svalbard-striden – i modsætning til hvad norske politikere ønsker – ikke kan ses isoleret, men vil skade forholdet mellem landene generelt.

Det har den også gjort. Da Stortingets udenrigs- og forsvarspolitiske komité skulle besøge Dumaen i Moskva i februar 2017, blev to af dens fem medlemmer nægtet indrejse i Rusland i medfør af en særlig ’stopliste’, russerne har udarbejdet som svar på det norske indrejseforbud. Besøget blev derfor aflyst. Da den norske journalist Thomas Nilsen (redaktør for the Independent Barents Observer) i marts 2017 ledsagede det danske Udenrigspolitisk Nævn som konsulent ved en rejse til bl.a. Murmansk, blev han nægtet indrejse ved grænsestationen ved Storskog, hvorimod de danske nævnsmedlemmer kunne fortsætte deres rejse. FSB-grænsevagterne angav ’statssikkerhed’ som grund, og Nilsen er nu forment adgang til Rusland i fem år.

Det russiske udenrigsministerium protesterede, da Norge i maj 2017 var vært for et møde i NATO’s parlamentarikerforsamling på netop Svalbard. Ifølge protesten kan NATO ikke spille nogen konstruktiv rolle i Arktis, og desuden anså man, at mødet stred mod ´ånden´ i Svalbard-traktaten. Et tilsvarende møde blev holdt i 2004 uden russisk protest, men dengang i et langt mere favorabelt bilateralt klima. Tilsyneladende opsøger Rusland nu konflikter i forholdet til Norge.

I bakspejlet virker det oplagt, at Norge med indrejseforbuddet til Svalbard flyttede sine positioner for langt frem. Via indrejseforbuddet til fastlands-Norge plus de øvrige sanktioner havde man markeret sig tydeligt i forhold til Ukraine-konflikten; ingen kunne være i tvivl om den norske holdning, heller ikke Norges vestlige allierede. I forhold hertil var det en fuldstændig ligegyldig ekstra ’gevinst’, at Rogozin ikke skulle trampe rundt i sneen på Svalbard. Med de efterfølgende stramninger har Norge så indladt sig på frugtesløst juristeri, som der i forvejen er nok af i forhold til Svalbard (f.eks. vedr. fiskerirettigheder i Svalbards 200 sømils eksklusive økonomiske zone).

Danske og svenske erfaringer viser til overmål, at havner man først i den russiske ’straffeboks’, kan man få lov at blive der i 8-10 år. Med Norges, for at sige det mildt, betydelige interesser i nordområderne er det derfor anselige tab, man risikerer at indkassere som følge af en overflødig satsning. Danmark kan måske lære af forløbet, at vi bør koncentrere os om substantielle gevinster. For nogle vil det f.eks. føles rart, hvis Danmark som David trodser Goliat og siger nej til at Gazproms nye gasledning, Nordstream II, går gennem dansk farvand. Men den kan så blot nedsænkes nogle sømil længere væk fra Bornholm, uden at projektet lider skade. Intet substantielt vil være opnået; til gengæld har vi irriteret Kreml og måske også Berlin. Lær af Norge – såvel positivt som negativt.