Tidsskriftsartikel

Kan Den Kolde Krig lære os noget om den globale jihadisme?

Islamisk Stats og Al-Qaedas ekspansion er drevet af en global konfliktfortælling

I en kommentar til det nye nummer af Udenrigs, beskriver seniorforsker Mona Kanwal Sheikh, at vi står som en part i et uheldigt sikkerhedsdilemma i den globale konflikt med jihadisterne. ”Vi siger, vi handler i forsvar for liberale værdier, og de siger, de handler i forsvar for religion” skriver hun.

De gængse, økonomiske, militære og politiske håndteringsværktøjer, som også Danmark siden 2001 har benyttet sig af, har ifølge Sheikh vist sig utilstrækkelige, da vi står overfor en trusselstype, der genstridigt bliver ved med at poppe op i nye former, og derved bliver ved med at overraske os. Sheikh skriver ”Mens ustabilitet ofte er grobund for terrorbevægelser og deres mobilisering, så er stabilitet i sig selv ikke en garant mod terrorisme. Mellemøstlige lande med en høj grad af stabilitet er ofte også autoritære og repressive regimer, og tendensen er, at de til gengæld har en høj eksport af jihadistiske fremmedkrigere.”

Sheikh skal til september 2019 lede et femårigt forskningsprogram støttet af ERC, der netop skal se nærmere på den globale jihadisme, og hvordan den effektivt kan inddæmmes. I sin kommentar til Udenrigs peger hun på Den Kolde Krig som en konflikt, der potentielt kan lære os noget om jihadismens eskaleringsmønstrer.

”Truslen fra den jihadistiske terrorisme minder på en måde om eskaleringsmønstret under Den kolde Krig, hvor lokale konflikter i for eksempel Centralamerika, Mozambique eller Angola blev forstørrede og komplicerede ved at være en del af en større konflikt mellem øst og vest, og hvad de repræsenterede af forskelle i værdier og samfundsorganisering. I dag bliver lokale konflikter med jihadister på tværs af regioner hurtigt ”transnationale”, enten på grund af militær indblanding udefra (herunder fra Vesten), eller faktorer som organisatorisk ”parring” mellem lokale oprørsbevægelser og de mere mobile transnationale jihad-bevægelser som Islamisk Stat eller Al-Qaeda. Måske kan vi ved at kigge på, hvordan lokale konflikter under den Kolde Krig blev en del af et globalt konfliktnarrativ, lære noget om, hvordan vi kan undgå, at konflikterne med jihadister følger et lignende mønster.”

Emner

DIIS Eksperter

Mona Kanwal Sheikh
Global sikkerhed og verdenssyn
Enhedsleder, seniorforsker
+45 4089 0476
Al-Qaeda og Islamisk Stat er ikke besejrede - Mona Kanwal Sheikh i Udenrigs
Al-Qaeda og Islamisk Stat er ikke besejrede
Udenrigs, 2019, 81-85, 2019-06-07T02:00:00