Islamisk Stat genopliver al-Qaedas globale jihad

24. januar 2016 offentliggjorde Islamisk Stat den absolut mest bemærkelsesværdige video, siden krigen mellem organisationen og den internationale koalition blev indledt i august 2014. I filmen tager Islamisk Stat skylden for det store terrorangreb mod Frankrig i november 2015, men det mest bemærkelsesværdige er, at Islamisk Stat i filmen påstår, at de ni terrorister alle er blevet trænet i Syrien og Irak.

Der er altså ikke blot tale om, at sympatisører fra Europa har været i Syrien for at kæmpe med Islamisk Stat og vender tilbage til Europa, dvs. Belgien og Frankrig, for at bruge deres kamperfaring til at lave terrorisme. Videoen påstår faktisk, at de er rekrutteret til træning i Syrien og Irak med henblik på at gennemføre terrorisme mod mål i Europa, i november i Paris og næste gang i Storbritannien som hævn for briternes indledning af bombekampagne i Syrien som svar på terrorangrebet i Paris. Efter en kort indledning dukker de ni terrorister – og terrorister kalder de med stolthed sig selv – frem og kommer med hver deres erklæring med det samme indhold: at lige så lang tid ”I bomber muslimer, vil vi lave terrorisme og dræbe vantro overalt, hvor de er” og ”jo mere I bomber, desto flere vil rejse til Kalifatet”, hvorefter deres erklæring i otte tilfælde afsluttes med, at et gidsel dræbes, enten ved at den pågældende terrorist med en kniv skærer hovedet af gidslet, eller gidslet bliver skudt i baghovedet. Ind imellem er der nogle små sekvenser, der bl.a. viser skydetræning. Filmen slutter med en direkte trussel mod Storbritannien, mens man ser en sekvens med David Cameron annoncere britiske bombeangreb i Syrien.

Frem til Paris-terrorismen i november 2015 havde man ikke set, at Islamisk Stat decideret trænede jihadister med henblik på at gennemføre terrorisme i Vesten eller i andre verdensdele. Halvandet år efter den internationale koalition indledte krigen mod Islamisk Stat, har organisationen således genoplivet al-Qaedas strategi fra tiden op til det store terrorangreb i USA og Washington 11. september 2001. En strategi, der består i at rekruttere sympatisører i f.eks. Europa, ikke med henblik på at kæmpe i Syrien og Irak, men med at modtage træning, der gør dem i stand til at udføre angreb i f.eks. Europa. Det var præcis dette, der gjorde al-Qaeda frygtet i anden halvdel af 1990’erne frem til 2001, hvor al-Qaeda i Tora Bora bjergene i Afghanistan havde etableret træningslejre for terrorister og jihadister, som ikke skulle tage del i den afghanske borgerkrig, men netop udsendes som terrorister til bl.a. Europa eller til Rusland, Kaukasus, Nordafrika og Mellemøsten samt Sydøstasien.

Dermed kan man konstatere en bemærkelsesværdig og særdeles bekymrende udvikling i Islamisk Stats strategi, siden krigen blev indledt i august 2014: Frem til USA’s bombekampagne fra luften og støtte til de kurdiske sikkerhedsstyrker, Peshmerga, på jorden opererede og truede Islamisk Stat (ISIL) ikke lande uden for konflikterne i Irak og Syrien. I det første nummer af organisationens online-magasin Dabiq handler det primært om, at Kalifatet er blevet etableret, og muslimer verden over opfordres til at komme og bidrage med den islamiske stats konsolidering og fortsatte opbygning. Med amerikanernes bombetogter mod Islamisk Stat ændrede det sig, hvilket i første omgang kom til udtryk i form af trusler om at henrette to amerikanske gidsler, hvis præsident Obama og USA ikke standsede bombemissionerne. Som bekendt blev de to gidsler henrettet ved at få deres hoveder skåret af på samme måde, som muslimer efter islamisk skik slagter dyr (halalslagtning). Slagtningen blev filmet og uploadet på YouTube med ordene om, at ansvaret for deres død var præsident Obamas – han kunne blot have stoppet sin krig mod Islamisk Stat. Måneden efter, i september 2014, opfordrede Islamisk Stats talsmand al-Adnani alle sympatisører verden over til at gennemføre terrorisme mod koalitionens lande, hvilket skete en del steder i løbet af efteråret og kulminerede med den brutale nedskydning af redaktionen på det franske satireblad Charlie Hebdo i januar 2015.

Frem til Paris-terrorismen var det imidlertid med et nydansk ord homegrown terrorister, som havde stået bag det stigende antal sympatiaktioner såvel i Europa som i Australien, Canada, Saudi-Arabien, Tunesien og andre steder. Efterretningstjenester og myndigheder advarede om risiko for terrorisme fra hjemvendte såkaldte Syrien-krigere, som man mente blev hærdede i krigszonen og med deres kamperfaring udgjorde en stor terrortrussel, sådan som man havde set med de såkaldte Afghanistan-veteraner fra den amerikanskstøttede oprørskrig mod Sovjetunionens besættelse Afghanistan i 1980’erne: Da Sovjetunionen trak sig ud af Afghanistan i 1989, begyndte de hellige krigere at drage til deres hjemlande, hvor de stod bag optrapning af vold og terrorisme.

Imidlertid kunne norske forskere og en DIIS-rapport dokumentere, at langt de fleste af de terrorhandlinger, som blev sat i forbindelse med Islamisk Stat efter august 2014, var udført af homegrown jihadister, som hverken havde været i Syrien eller Irak. Nogle få eksempler blev igen og igen trukket frem som eksempel på, at Syrien-krigere var potentielle terrorister, nemlig en fransk-algerisk massakre i et jødisk museum i Bruxelles og det forhold, at den ene af de to brødre, der stod bag Charlie Hebdo-massakren, havde været to måneder i Yemen i 2011, hvor han angiveligt skulle have mødt den berygtede al-Qaeda leder Anwar al-Awlaki og måske tillige have fået våbentræning (hvilket er absolut nærliggende at antage, når det drejer om et land som Yemen, hvor der er tre gange så mange skydevåben som mænd over 14 år). På den baggrund så efterretningstjenesterne ham som en såkaldt foreign fighter, og i Forsvarets Efterretningstjenestes seneste risikovurdering blev han nærmest fremstillet som bevis på Syrien-krigeres deltagelse i terrorisme i Europa. Det er selvsagt noget af en tilsnigelse, ligesom massakren i Bruxelles ikke entydigt kan begrundes i, at gerningsmanden havde været ni måneder i Syrien: Hans generalieblad for klammeri med myndigheder går langt forud for opholdet i Syrien, og det er uklart, hvad hans ophold som fangevogter i Raqqa betød for hans gerning, som for den sags skyld kunne have fundet sted, før han tog til Syrien.

For så vidt, at oplysningerne og påstandene i den video, Islamisk Stat udsendte i januar 2016 om terrorangrebet i Paris, kan verificeres, er Paris-terrorismen den første terrorhandling i Europa, som Islamisk Stat har stået direkte bag, og hvor Syrien-krigere har taget operativ del i terrorismen. Det mest foruroligende er ikke, at det er Syrien-krigere, men at de tilsyneladende er blevet rekrutteret til træning i Syrien og Irak direkte med henblik på at gennemføre terrorisme i Europa.

Meget tyder på, at Islamisk Stat er under stigende pres i Syrien og Irak: Det er lykkedes at forhindre bevægelsen i at udvide det territorium, organisationen kontrollerer; der er tegn på, at flere deserterer, og der viser sig stigende mangel på ressourcer. Så vidt synes inddæmningsstrategien at fungere, og flere militæranalytikere forudser, at Islamisk Stat inden for en periode på et år vil knække og fragmenteres, især hvis organisationen taber storbyen Mosul i Nordirak.

I samme periode er der sket en foruroligende ændring i Islamisk Stats strategi mod den internationale koalition: Fra ikke at have haft fokus på operationer og trusler uden for regionen til al-Adnanis opfordring til sympatiaktioner synes strategien nu at have udviklet sig til målrettet terrorisme rettet mod landende i koalitionen, hvor Islamisk Stat med et billede af den britiske premiereminister David Cameron truer med, at Storbritannien er det næste mål. Dermed er de områder i Syrien og Irak, som Islamisk Stat kontrollerer, blevet til, hvad man kan kalde et nyt Afghanistan – forstået som det Afghanistan, der i anden halvdel af 1990’erne gav husly til verdens hidtil første globale terrororganisation, al-Qaeda, med rekruttering i bl.a. Vesten og træning af terrorister direkte med sigte på at gennemføre operationer i landene i den internationale koalition.

Krigen mod Islamisk Stat har således medført, at det internationale samfund i dag står over for en global jihad-trussel, der i organisation svarer fuldstændigt til optakten til 11. september 2001. Dermed er en uhyggelig cirkel sluttet: Krigen mod terror og den globale jihad i 2016 er endt der, hvor den startede i 2001, men nu med Islamisk Stat og ikke al-Qaeda som leder. Kamppladsen er Syrien og Irak, der ligger tættere på Europa og har en porøs grænse til Tyrkiet i stedet for det – for Europa – noget fjernere Afghanistan. To forhold gør imidlertid den aktuelle globale trussel værre end al-Qaedas forud for terrorangrebene i 2001: For det første udgør Islamisk Stat med kontrol over et territorium, som de forsøger at opbygge som en regulær stat, et konkret alternativ til vrede, marginaliserede og ekstreme islamister i ghettoerne i de europæiske storbyer. For det andet er Islamisk Stats propagandamateriale med adgang til sociale medier mange gange lettere at distribuere globalt, uden at myndigheder kan sætte en stopper for det. Dertil kommer, at Islamisk Stat på en særdeles ubehagelig og brutal facon bruger iscenesættelse af blodig vold i rekruttering af sympatisører, der tilsyneladende føler sig tiltrukket af at kunne herske over liv og især død.

Som de seneste års udvikling har vist, kan bomber i Syrien og Irak ikke alene bekæmpe denne genoplivede globale jihad: I stedet for optrapning af krig og konflikt vil kun begrænsning af konflikter og nedtrapning af vold have en effekt. Terrorismen i Frankrig i 2015 viste med al tydelighed, at global jihad opstår i de vestlige landes egne baghaver i forstæderne til Paris, Bruxelles, London og København. Det er derfor helt nødvendigt at finde bæredygtige løsninger på problemerne der, hvis man vil forhindre den konstante produktion af vrede og marginaliserede grupper, der tilsyneladende er villige til at tage i træningslejre med henblik på at gennemføre terrorisme i vores samfund.

Efter 15 år med krig mod terror kan vi konstatere, at bomber i Mellemøsten og antiterror og antiradikalisering på hjemmefronten ikke har virket efter hensigten. Der er behov for radikal nytænkning. Ganske vist vil tilhængere af militær optrapning mod Islamisk Stat med flere bombekampagner og indsættelse af landtropper samt hård antiterrorstrategi i de europæiske ghettoer afvise konklusionen i nærværende analyse med ordene om, at den ”taler terroristernes sprog”. Det er imidlertid et faktum, at initiativer mod Syrien-krigere, sådan som de er blevet sat i værk de seneste år, ikke har gjort truslen mindre: tværtimod er den blevet større i takt med krigen mod Islamisk Stat, hvilket Paris-terrorismen tydeligt demonstrerer. Man kan sige, at det er den pris, man vil betale for at bekæmpe Islamisk Stat, at den globale terrorisme vender tilbage som en markant trussel i Vesten, men man kan også overveje, om tiden ikke er kommet til at tænke i andre baner for at bekæmpe militant islamisme i Mellemøsten og terrorisme i vores egne samfund – med nogle nye strategier, som måske oven i købet ender med at virke?