"Ibiza-gate" forstærker misforståelser omkring russisk påvirkning af europæisk politik

I anledning af Europa-parlamentsvalget og regeringskrisen i Østrig er der meget fokus på forholdet mellem Rusland og den yderste højrefløj i Europa. Regeringskrisen i Østrig er et resultat af ”Ibiza-gate”, hvor Heinz-Christian Strache fra det højrepopulistiske parti Frihedspartiet er blevet filmet, mens han tilsyneladende bytter sig til politisk indflydelse for statslige investeringer med en kvinde, der udgiver sig for at være en russisk oligarks niece. Flere kommentatorer har brugt anledningen til at advare mod forholdet mellem den yderste højrefløj og ”russerne”.

På et tidspunkt i videoen fra Ibiza bliver Strache mistænksom – kvindens tånegle er for beskidte til at tilhøre en rig kvinde. Igor Mararov, gasoligarken, som kvinden hævder at være niece til, er enebarn og har dermed ingen niece. Vi ved ikke, hvem der står bag, men russiske myndigheder har næppe noget med sagen at gøre. Ikke desto mindre bruges korruptionsskandalen som en advarsel mod Rusland. Vinklen siger meget om det nuværende forhold mellem Rusland og det liberale Vest, herunder særligt mediernes rolle. Få spørger, om det er noget, som de russiske myndigheder faktisk ville have gjort.

I den vestlige offentlighed er der en fast forankret forestilling om russisk indblanding i indre vestlige forhold. Forestillingen virker konkret, men er egentlig ret diffus. I den dominerende liberale mediefortælling er det den russiske stat, der forsøger at splitte Europa, blandt andet gennem forholdet til den yderste højrefløj. I virkeligheden er dynamikken mellem de russiske myndigheder og den yderste højrefløj både dynamisk, fragmenteret og lang mere kompliceret.

Pragmatiske russere

Først og fremmest er det ikke tydeligt, hvad der menes med ”russisk”; staten, præsidenten, regeringspartiet, oppositionspolitikerne, sociale bevægelser, medierne, ideologier, hackere med økonomiske motiver eller hackere med tilknytning til staten. ”Russerne” er således en kolossal og voldsom størrelse, hvor det ikke helt er muligt at få fat i, hvem de egentlig er. Man får fra medierne et indtryk af, at al russisk politik er topstyret og kontrolleret, på trods af at ledelsen faktisk er mere og mere fragmenteret. I Rusland har drivkræfterne bag båndet til den yderste højrefløj ikke været myndighederne, men enkeltpersoner. Den russiske politiker Vladimir Zhirinovsky har siden 1990’erne forsøgt at forbinde den russisk-venlige del af den yderste højrefløj i Europa. Den neo-fascistiske ideolog Aleksandr Dugin har forsøgt det samme. I de seneste år har to oligarker, Vladimir Jakunin og Konstantin Malofejev, fremmet og finansieret ultrakonservativ politik, både internt i Rusland og i Europa.

De russiske myndigheder har længe været mere pragmatiske i forhold til, hvem de ønsker at samarbejde med. For eksempel i det franske præsidentvalg i 2017 støttede de den centrumkonservative Fillon og vendte først blikket mod Le Pen, da valget stod mellem hende og Macron. Le Pens parti, Rassemblement National, modtog et russisk banklån i 2014, men fik dog afslag i 2016. Siden 2011 har de russiske myndigheder generelt været mere positivt indstillet i forhold til at samarbejde med højre-populistiske partier. De nærmeste forbindelser har været det italienske parti Lega og Frihedspartiet i Østrig, som i 2017 og 2016 underskrev samarbejdsaftaler med regeringspartiet, Det Forenede Rusland.

Lega havde ganske vist ventet i tre år for at få aftalen på plads. I Østrig var Kreml i lang tid mere interesseret i samarbejdet med det konservative folkeparti, ÖVP, og det socialdemokratiske parti, SPÖ. Samarbejdet med Frihedspartiet var en klar plan B, men blev sidenhen realistisk, da de kunne komme til magten i 2016.

I Tyskland har det højrepopulistiske parti AfD oversat sit partiprogram til russisk. Omkring 2,5 millioner indbyggere er russisk-tyske og udgør 3 procent af det totale antal stemmeberettigede, hvilket betyder, at russisk-tysk er den største vælgerbefolkning med indvandrerbaggrund i Tyskland. Partiet har en klar pro-russisk profil med et partiprogram om at forbedre forholdet til Rusland. De ønsker bl.a. at øge det økonomiske samarbejde og afslutte sanktionspolitikken. ”Det er i Tysklands interesse at inkludere Rusland i vores (Tysklands) overordnede sikkerhedspolitiske struktur uden at ignorere hverken vores egne eller vores allieredes interesser”, står der skrevet i partiprogrammet.

Ønsker om at forbedre forholdet til Rusland og eventuelt afbryde sanktionsordningen er ikke radikalt. Men i en kontekst med et stadigt mere opblæst fjendebillede af Rusland, fremstiller nogle ønsker om et godt bilateralt forhold med Rusland som landsforræderi snarere end som fornuftig pragmatisme. Samtidig skal det understreges, at flere af de højrepopulistiske partier sandsynligvis vil være mindre interesserede i at tage fat på menneskerettighedsspørsmål i den bilaterale relation, end traditionen har været i de nordiske landes forhold til Rusland.

USA´s religiøse højrefløj er en vigtigere økonomisk støtte

For de russiske myndigheders side er det naturligvis fornuftigt at samarbejde med partier, som ønsker et bedre forhold til Rusland. EU er Ruslands største handelspartner og den største investor i Rusland. Desuden er Rusland EU’s fjerdestørste handelspartner.

Hvorvidt Rusland er europæisk, har været et ambivalent tema i russisk idéhistorie, men der er ingen tvivl om, at Europa længe har været statens primære interessesfære.

For den yderste højrefløj er det naturligvis strategisk at alliere sig med en stormagt, der deler deres stærke skepsis over for det liberale, internationale projekt. I de sidste syv år har den officielle russiske retorik i stigende grad ændret sig til at omhandle traditioner, familien, anti-sekularisme og konservative værdier. Det er en retorik, der minder meget om den, som de europæiske højrenationalister fører. Men det konservative, russiske projekt er langt fra ”fascistisk”, som nogle har karakteriseret det russiske regime. Tværtimod har regimet også en tydelig antifascistisk retorik.

Rusland er igen en tydelig ekstern fjende i europæisk politik. Derfor har det nutidige fokus på Ruslands forbindelser med de europæiske partier både en dæmoniserende og en de-legitimerende virkning. Samtidig er der risiko for, at vi tilføjer Rusland for meget ansvar som en ekstern faktor. I Polen formår det Ruslands-skeptiske regeringsparti på egen hånd at føre en stadig mere illiberal politik. Partiernes fremvækst er et resultat af utilfredshed i befolkningen, ikke et Rusland, der forsøger at splitte Europa.

Den vigtigste ikke-europæiske økonomiske støtte til den yderste højrefløj i Europa kommer i øvrigt fra et helt andet sted: den amerikanske, religiøse højrefløj.

Selvfølgelig er det vigtigt at diskutere grænserne for, hvad der er acceptable politiske påvirkninger fra andre lande, det være sig i Europa, Latinamerika, USA eller Mellemøsten. Straches korruptionsvilje er chokerende. Men det er også en pointe i ikke at vende blikket for langt udover egne grænser, når krisen i det vestlige politiske system skal forklares.

Denne kommentar blev først publiceret på norsk i Dagsavisen 28. maj.