Bog

Hvorfor en forsker spiser mango med Pakistansk Taleban

I en ny bog beskriver Mona Kanwal Sheikh sit møde med militante grupper i Pakistan

Taleban i Pakistan har stået bag terrorangreb i Vesten såvel som Pakistan, Indien og Afghanistan, siden bevægelsen opstod i 2007. Men på trods af stor international opmærksomhed har der indtil nu ikke eksisteret nogen indgående beskrivelser af bevægelsen.

I sin nye bog ”Guardians of God – Inside the Religious Mind of the Pakistani Taliban”, giver Mona Kanwal Sheikh en førstehåndsberetning om Taleban i Pakistan. Bogen er baseret på forfatterens egne interviews med Taleban-ledere og sympatisører. Mona Kanwal Sheikh har sat sig for at beskrive, hvordan både religiøse og verdslige begrundelser spiller sammen i talebanernes opfattelse af uretfærdighed og deres retfærdiggørelse af vold.

- Kampen mod Pakistansk Taleban har indtil nu ikke været nogen succes. Tværtimod har vi set antallet af Taleban-affilierede grupper stige. Min bog bygger på argumentet om, at vi skal nå en dybere forståelse af disse gruppers utilfredshed og modstand for at kunne finde politiske værktøjer til at håndtere udfordringerne med Talebans vold, siger Mona Kanwal Sheikh.

Sheikh har haft timelange samtaler med militante talebanere og deres støtter. Hun har spist mango med dem, fulgt dem i bøn, set billeder af deres martyrer og har lyttet til følelsesladede hymner om behovet for at tilslutte sig militant jihad.

- Det virker politisk belejligt at tegne et ensidigt billede af Pakistansk Taleban som hemmelighedsfulde og utilnærmelige terrorister med en snæver interesse i at føre krig mod Vesten. Men mine interviews med tilhængere og sympatisører viser, at billedet er langt mere komplekst. Taleban ser sig selv som Guds vogtere, men paradoksalt nok omfatter deres voldelige forsvar af religionen også verdslige elementer som social retfærdighed, fred og politisk orden, fortæller Mona Kanwal Sheikh.

Den nye generation af Taleban-bevægelser i Pakistan opstod som reaktion på den USA-ledede invasion af Afghanistan i 2001. Før invasionen var Pakistansk Taleban ikke noget nævneværdigt fænomen og var ikke den trussel mod lokal og international stabilitet, som bevægelsen nu er blevet.

- Mange af de Taleban-medlemmer, jeg har interviewet, beskriver deres kamp som defensiv – som et svar på Vestens aggression og USA’s misbrug af sin position som stormagt. I deres egne øjne forsvarer de både deres territorium og deres religion, siger Mona Kanwal Sheikh.

‘…the most thorough and detailed book on the Pakistani Taliban’
‘This should be required reading for anyone concerned about the cultural politics of the region and the global rise of strident new movements of religious violence’

Regioner
Pakistan

DIIS Eksperter

Mona Kanwal Sheikh
Global sikkerhed og verdenssyn
Enhedsleder, seniorforsker
+45 4089 0476
Guardians of God
Guardians of God
Inside the Religious Mind of the Pakistani Taliban