Hvem skal udfordre Trump i 2020?
Jagten på en demokratisk præsidentkandidat er sat ind, og debatten føres - trods flere ”progressive" profiler end længe - i en dyster grundtone, der bryder med både partiets og nationens tradition for upbeat fremskridtstro. Selvom demokraterne endnu kun fører valgkamp med sig selv, kaster Trump-æraen skygger. Det skriver DIIS-seniorforsker Vibeke Schou Tjalve i en kronik i Politiken 18. august.
August blev skudt i gang med to store demokratiske CNN-debatter, flere følger i september. Her blev både partiets største profiler og den nye, dystre grundtone vist frem. Enten: Meget er ødelagt, krisen er (uoverkommeligt?) dyb. Eller: Det, du foreslår, kan ikke lade sig gøre.
Som kronikken forklarer, har den udvikling flere årsager. Dels har det demokratiske parti indført nye regler for opstilling og kvalificering til debat-deltagelse. Indtil videre synes de regler at fange kandidaterne i en medielogik, der favoriserer gensidig negativitet. Dels har USA en siddende præsident, hvis plads i det Hvide Hus demokraterne selv har skabt så dyb en krisefortælling om, at de så at sige ”hænger på dystopien”. Og endelig er det amerikanske samfund og demokrati i krise. Rigtig krise. En krise der ikke blot handler om øget økonomisk ulighed og tab af USA’s mangeårige globale politiske og kulturelle hegemoni. Selve den amerikanske forestilling om historien som evigt fremskridt, og krisen som det fremskridts nødvendige katalysator, er i skred.
På amerikansk er krise noget, man plejer at holde af: En retorisk figur fortalt i ton-arten dur og med indbygget sikker forvisning om morgendagens lyse komme. Hos demokraterne anno 2019 taler kandidaterne snarere i mol. Nej, vi kan ikke, ”no, we can’t”.
