Grøn omstilling af energi er ikke lige det, der står øverst på listen i Afrika

Et lands energisystem er ikke noget, man bare lige omstiller. Det er Danmark et glimrende eksempel på. Vores succes inden for vindenergi fremhæves ofte som et skoleeksempel på grøn omstilling, men vi glemmer nogle gange, at skiftet i høj grad også handlede om forsyningssikkerhed. 

Efter den første oliekrise i 1973 besluttede Danmark sig for en ny energipolitik, der skulle reducere vores afhængighed af importeret olie. I første omgang ved at satse på udbygning af fjernvarmen samt øge brugen af naturgas og kul. Støtte til mindre vindmølleprojekter kom først i 1979 – året for den anden oliekrise. 

De større vindproducenter kom først med senere. Succesen blev ikke nået uden ophedede debatter om størrelsen på støtten og prisen på vores strøm. Det har hverken været nogen nem eller smertefri proces at omstille vores energisystem.

Grøn omstilling i Afrika syd for Sahara er om muligt endnu mere kompliceret. Den grønne omstilling er kun en af flere omstillinger, de afrikanske lande skal gennemføre af deres energisystemer på samme tid. Deres beslutningstagere skal derfor afveje forskellige hensyn mod hinanden, og det er ikke nødvendigvis den grønne dagsorden, der vejer tungest. Det gør derimod den dagsorden, der handler om, at flere mennesker får adgang til moderne energi. Her er ganske meget nået. Hvor andelen af befolkningen med adgang til elektricitet var knap 26 pct. omkring årtusindskiftet, nåede den i 2020 over 48 pct.

Men der er store forskelle mellem landene og lang vej igen, før alle har fået adgang.

Derudover er forsyningssikkerhed også en klar prioritet i mange lande. Et eksempel er Tanzania, hvor vandkraft historisk har spillet en vigtig rolle i elforsyningen. 

Men på grund af tørke har landet gennemlevet adskillige længere perioder med strømsvigt over de seneste 30 år. Blandt andet derfor valgte landet i samme periode at udbygge sin infrastruktur til naturgas. Det har bidraget til at forbedre forsyningssikkerheden, ligesom det har bidraget til at give flere mennesker adgang til energi. Først nu er der en større solpark på vej med fransk støtte.

Det er ganske symptomatisk for, hvor langsomt det er gået med den grønne omstilling på kontinentet. Det Internationale Energiagentur (IEA) har anslået, at sol og vind i 2020 kun udgjorde 3-4 pct. af elproduktionen i Afrika.

Den langsomme udbygning handler blandt andet om pris. Selvom prisen for produktion af el fra sol og vind er faldet globalt, er disse energiformer ikke nødvendigvis de billigste i en afrikansk sammenhæng. Det er der flere grunde til. Den måske vigtigste er de store startomkostninger til at etablere sol og vind i stor skala. 

Det rammer ikke mindst afrikanske lande, hvor renterne på lån er relativt høje og projekterne derfor tilsvarende dyre. Hvis merprisen for grøn elektricitet bliver sendt videre til forbrugerne, vil det i realiteten begrænse adgangen til energi, fordi mange ikke har råd til at betale for den.

I en afrikansk sammenhæng bliver regnestykket ikke lettere af, at en del lande allerede har problemer med deres eksisterende el-infrastruktur. 15 pct. af den producerede elektricitet i Afrika går tabt på grund af umoderne elnet. En relativ stor andel af vandkraft i elproduktionen bidrager også til sårbarheden mange steder. Vandkraft er relativ billig, men den er blevet mere uforudsigelig på grund af klimaforandringerne. 

Afrikanske lande har med andre ord flere udfordringer med deres energisystemer end bare at øge andelen af vedvarende energi.

IEA anslår, at investeringerne skal fordobles frem mod 2030, hvis landene skal nå målet om universel adgang til energi og samtidig nå deres hensigtserklæringer om grøn omstilling. Internationalt arbejdes der på at finde måder at skaffe mere kapital. Danmark har for eksempel netop afsat milliarder til Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU), der blandt andet skal bruges til at mobilisere private investeringer i vedvarende energi.

Dette fokus på private investeringer er ganske udbredt, men spørgsmålet er, om balancen er rigtig. For det første er behovet for investeringer i infrastruktur bredere end bare produktion af el fra sol og vind. Det kan ikke nødvendigvis adresseres med private investeringer. For det andet forudsætter de private investeringer, at modtagerlande, der ofte i forvejen er forgældede, er villige til at binde sig til nye lån og kontrakter.

I det omfang, vi ønsker at støtte afrikanske lande, bør vi ikke kun støtte sol og vind, men være villige til at bidrage med investeringer i deres energisystemer som helhed. Det kræver pragmatiske partnerskaber, hvor vi viser lydhørhed over for lokale behov og prioriteter.

Vi kan ikke altid forvente, at de afrikanske lande prioriterer den grønne dagsorden højest. Mere realistisk er det at arbejde for, at den indgår som ét blandt en række hensyn. Det er ikke ulig den situation, vi selv befandt os i for 50 år siden, da vores eget vindeventyr tog sine første spæde skridt.