Greenpeace på "eventyr" i Barentshavet

Den protestaktion, som Greenpeace den 19. september forsøgte at gennemføre mod Gazprom Nefts boreplatform, Prirazlomnaja, er blevet en stor sag i medierne, og ikke uden grund. Boringerne foregår i internationalt farvand, men inden for den russiske 200 sømil eksklusive økonomiske zone. Historien er spektakulær, fordi 30 aktivister blev anholdt af de russiske myndigheder, herunder en dansk statsborger. De anholdte er ført til Murmansk, hvor de er blevet sigtet for overtrædelse af den russiske lov om pirateri, hvor straframmen, hvis de dømmes, er op til 15 års fængsel.

Den måde og den alvor, hvorpå de russiske myndigheder har reageret, har vakt opsigt for ikke at sige bestyrtelse i den vestlige verden, og spørgsmålet melder sig: Hvad er det, russerne nu har gang i? Reaktionen er naturlig, men bunder i et desværre manglende kendskab til den russiske tilgang til den type aktioner, der rammer ind i vitale russiske interesser.

Rusland har vedtaget en arktisk strategi frem til 2020, som skal danne grundlag for Ruslands økonomiske udvikling. I den sammenhæng spiller udvindingen af ressourcer i de dele af det arktiske område, der ligger inden for den russiske eksklusive økonomiske zone, en helt afgørende rolle. Det drejser sig naturligvis først og fremmest om olie og gas, men også på sigt diverse metaller, diamanter samt sjældne jordarter. Russerne er meget bevidste om, at der er en række alvorlige økologiske problemer forbundet hermed og har brugt store summer på at rydde op på steder, hvor der i Sovjettiden fandt udvinding sted i det arktiske. Man erkender også, at man på en række områder ikke besidder og behersker den nødvendige teknologi. Derfor har oliegiganten Rosneft indgået samarbejde med det amerikanske selskab EXXON og det norske Statoil.

Olieboringer i det arktiske område rummer en lang række sikkerhedsproblemer. Det siger sig selv, at man ikke kan tillade, at en boreplatform bordes eller endnu værre, besættes. En boreplatform er ikke et sted for ”børn”, som forsætligt eller uforvarende kan komme til at forårsage ulykker og måske endda en katastrofe. Alene det forhold skulle være tilstrækkelig til imødegå aktionen på en forholdsvis kontant måde.

Men der er andre elementer i den russiske reaktion. Man skal lægge mærke til, hvad præsident Putin sagde til pressen den 24. september i forbindelse med det tredje møde i Det Internationale Arktiske Forum i Salekhard, hovedstaden i Jamalo-Nenets autonome distrikt. Putin indledte med at sige, at han ikke kunne undlade at omtale den episode, der fandt sted ved offshore-platformen Prirazlomnaja og fortsatte: ”…..Jeg kender ikke episodens detaljer. De [Greenpeace-aktivisterne] er tydeligvis ikke pirater, men formelt har de forsøgt at borde en platform. Vore ordenshåndhævere og grænsevagter vidste ikke, hvem der udnyttede Greenpeace’s navn i forsøget på at borde platformen. Dette faldt sammen med episoden i Kenya, så alt var muligt, og vi vidste simpelthen ikke, hvem disse mennesker var derude. Hvad der står klart er, at de krænkede international lov og kom faretruende tæt på platformen.”

Udtalelsen viser, at Rusland er bekymret for sikkerheden for landets offshore-installationer i det arktiske området. Det er efter russisk opfattelse ikke udelukkende et energi- og miljømæssigt problemområde, men det er måske først og fremmest af sikkerhedspolitisk karakter. Når Putin taler om, at man ikke kunne se, hvem der i givet fald skjulte sig under dække af Greenpeace, kan denne udtalelse måske bedst uddybes ved en udtalelse af direktøren for Center for Politisk Forskning ved Moskvas Økonomiske Universitet, Pavel Salin, der i russiske medier har antydet, at der kunne være tale om en konflikt med multinationale selskaber, der vil have del i rigdommene i det arktiske og derfor bruger Greenpeace-aktivisterne til at kompromittere Gazproms aktiviteter. Han hævder, at det at bruge aktivister i forretningsøjemed ikke er unormalt, hverken i Rusland eller andre steder.

Nu er Rusland som bekendt konspirationsteoriernes paradis, og nogle vil måske trække på smilebåndet. Men det er helt fejlagtigt. Det russiske verdensbillede, som det bl.a. fremgår af den seneste udenrigspolitiske koncept, er ganske dystert. I en usikker, ustabil og uforudsigelig verden er Rusland omgivet af fjendtligtsindede magter – læs de vestlige – der alle er interesserede i at underminere den [skrøbelige] Russiske Føderation for derigennem at få fat i de rige russiske ressourcer. Der har altid eksisteret en ”vognborgsmentalitet” i Rusland i større eller mindre grad, men i Putins tredje præsidentperiode har den, helt bevidst, fået ny næring som et led i at samle befolkningen om magthaverne i Kreml. Den arktiske problematik er højprofileret og har den politiske og økonomiske elites store bevågenhed. Ruslands arktiske strategi frem mod 2020 og hinsides er blevet til gennem et omfattende konceptuelt arbejde, der har involveret mange institutioner, herunder sikkerhedstjenesten, FSB. Den endelige redigering har fundet sted i møder i det udvidede sikkerhedsråd. Det er derfor ikke mærkeligt, at det sikkerhedspolitiske aspekt, beskyttelsen af russiske ressourcer, herunder også de potentielle, spiller en meget fremtrædende rolle i den russiske optik.

En betragtelig del af det russiske nationalprodukt udvindes allerede i dag nord for polarcirklen, et område der udgør en tredjedel af det russiske territorium, og den russiske politiske og økonomiske ledelse har en klar forståelse af, at Ruslands fremtidige økonomiske udvikling vil være afhængig af udnyttelsen af de arktiske ressourcer. Derfor vil man heller ikke acceptere aktioner, som den, Greenpeace iværksatte den 19. september, og man vil i fremtiden gribe tilsvarende kontant ind, hvis nogen forsøger sig igen.

I russisk presse kan man læse en opinionsundersøgelse, der er gennemført af meningsmålingsinstituttet VTsIOM. Den fortæller, at 60 % af de adspurgte finder, at myndighedernes reaktion er berettiget, 17 % finder reaktionen unødig hård mens 8 % er af den opfattelse, at reaktionen er for slap.

Det her opridsede billede af den russiske tilgang lover ikke godt for aktivisterne, der indtil videre kan se frem til en varetægtsfængsling i Murmansk frem til den 24. november. I den periode vil repræsentanter fra efterforskningskomiteens lokalafdeling i Murmansk granske sagen og derefter overgive den til anklagemyndigheden med henblik på fremstilling i retten.  Sagen vil blive dømt ved en distriktsdomstol i Murmansk med mulighed for at appellere dommen til en regionsdomstol.

Det siger sig selv, at det kan blive et ganske langvarigt forløb, hvilket er kendetegnende for russiske retssager i al almindelighed. Dertil kommer, at straframmen efter pirateriloven er op til 15 års fængsel. Så hård en straf vil næppe blive udmålt, men man kan bestemt ikke udelukke, at de russiske myndigheder agter at statuere et eksempel. Man kan f.eks. sammenligne med den straf, der blev udmålt til Nadezhda Tolokonnikova fra Pussy Riot. Hun fik 2 års fængsel i et kvindefængsel med arbejdspligt. Her var der også tale om noget, som mange på vore breddegrader betragtede som en forholdsvis uskyldig demonstration. Sådan er det bare ikke i Rusland, hvor man tager lidt mere kontant fat på den slags demonstrationer.

Et ophold i et russisk fængsel, som f.eks. det, som Tolokonnikova afsoner i Mordovia, en republik ved Volga ca. 800 km fra Moskva, er ikke nogen spøg. Det er fængselsophold aldrig, men her adskiller forholdene sig markant fra dem, der gør sig gældende i danske fængsler.

Man håber det bedste for vores danske medborger, men man kan ikke undlade at stille sig selv det spørgsmål: Hvad er det for en risikovurdering, Greenpeace hævder, at man har foretaget? Har man gjort sig selv helt klart, hvad det var, man indlod sig på med denne aktion?

DIIS Comments are published under the responsibility of the author alone