Er det et godt valg at bekæmpe højrepopulister i EU med retlige tiltag?

I januar 2019 fremsatte den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet et forslag om at ændre reglerne for etableringen af politiske grupper i Europa-Parlamentet. For at etablere en politisk gruppe i parlamentet krævedes det før ændringsforslaget udelukkende, at gruppen består af 25 medlemmer fra mindst syv forskellige EU-lande. Ændringsforslaget, der nu er vedtaget i parlamentet, tilføjede, at den politiske gruppe ved dets etablering skal forfatte en tekst om gruppens overordnede politiske vision, samt at alle medlemmerne af gruppen skal erklære sig grundlæggende politisk enige i denne vision. Kan der sås tvivl om den politiske enighed blandt medlemmerne af en ny politiske gruppe, kan parlamentet potentielt opløse gruppen.

Ved første øjekast kan ændringsforslaget forekomme unødvendigt bureaukratisk, realpolitisk ubetydeligt og måske endda logisk indlysende. Hvis ikke parlamentsmedlemmerne er politisk enige, hvorfor da etablere en politisk gruppe? Men de ændrede regler rejser både vigtige politiske spørgsmål, særligt i et valgår, og giver anledning til principielle refleksioner, særligt i lyset af den voksende højrepopulisme og hvorledes det etablerede politiske system skal reagere overfor denne.

Debatten om etableringsreglerne i Europa-Parlamentet er nemlig et eksemplarisk mikrokosmos for den generelle diskussion om populisme og demokrati, der finder sted i både forskningen og i den offentlige debat i disse år.

Et værn imod højrepopulisme

De politiske grupper i parlamentet fungerer som den daglige ramme om parlamentarikernes arbejde. En politisk gruppe kan godt indeholde MEP’er (Medlemmer af Europa-Parlamentet) fra forskellige politiske partier, men som oftest korresponderer de politiske grupper i parlamentet med de politiske partier, der har opstillet dem. Det vil f.eks. sige, at MEP’er opstillet for europæiske socialdemokrater sidder sammen i den socialdemokratiske gruppe i parlamentet, MEP’er opstillet for liberale partier sidder i den liberal gruppe (ALDE, Alliance for Liberals and Democrats for Europe), osv. EU-Parlamentets grupper har en række privilegier sammenlignet med de individuelle parlamentarikere, såsom adgang til kontorfaciliteter, økonomiske støtte til sekretariat og oplysningsarbejde, øget taletid i EU-Parlamentets plenarforsamling samt retten til at stille ændringsforslag i parlamentets lovbehandlingsproces. Medlemskab af en politisk gruppe er således afgørende for, at den enkelte MEP’er kan udøve det mandat, hun er blevet givet på valgdagen. Derfor er en ændring af reglerne for etableringen af politiske grupper i parlamentet heller ikke et politisk neutralt indgreb, men kan derimod anskues som en politisk manøvre. Men med hvilket formål og imod hvem?

Den umiddelbare anstødssten for Socialdemokraternes forslag, som nu i ændret form er gældende intern procedure i EU-Parlamentet, er dels, at Matteo Salvini fra det euroskeptiske, italienske parti Lega barslede med etableringen af en ny euroskeptisk gruppe, der skulle forene alle de euroskeptiske partier, der ellers er spredt udover forskellige politiske grupper i parlamentet. Derudover vil forslaget også ramme den euroskeptiske, politiske gruppe EFDD (Europe for Freedom and Direct Democracy), der rummer repræsentanter fra så forskellige politiske partier som eksempelvis den italienske Femstjernebevægelse, engelske UKIP og tyske Alternative für Deutschland, og som endnu ikke har holdt et reelt møde eller har noget samlende politisk program, hvorfor de mest af alt kan betegnes som en proforma-gruppe.

Med de nye regler for gruppedannelse kan Europa-Parlamentets flertal af de pro-europæiske partier besværliggøre eksisterende gruppers arbejde, og sidste ende nedlægge dem, samt komplicere eller forbyde oprettelsen af nye politiske grupper. At disse ændringer sker i et valgår, hvor de euroskeptiske og højrepopulistiske partier står til et stærkt valg, er næppe tilfældigt.

Det militante demokrati

Essensen af det nu vedtagne forslag om gruppedannelse i EU-Parlamentet er en forskydning af politisk konflikt og uenighed fra den politiske sfære til den retlige sfære. I stedet for at møde den politiske modstander med politiske argumenter, kampagner og folkelig mobilisering, kan EU-parlamentets pro-europæiske flertal nu hæmme, besværliggøre og i sidste ende forbyde politiske modstandere gennem tekniske regler og bureaukratiske bestemmelser. Denne taktik har et navn: militant demokrati.

Idéen om ’militant demokrati’ blev udviklet af den tysk-jødiske forfatningsteoretiker Karl Loewenstein, der blev landsforvist fra Tyskland i 1933 efter nazisternes magtovertagelse, hvorefter han flygtede til USA.

Loewenstein gjorde sig til fortaler for en ’militant’ redefinering af demokratiet i lyset af fascismen. I stedet for at opretholde den åbne og frie demokratiske proces også for demokratiets fjender, mente Loewenstein, at demokratiet måtte blive ligeså militant som dets modstandere og forbyde fascistiske partier, bevægelser og ytringer. "Hvis demokratiet tror på dets absolutte og overlegne værdier over for fascismens opportunistiske floskler,” argumenterede Loewenstein, ”skal det opfylde tidens krav, og enhver tænkelig indsats skal gøres for at redde demokratiet, selv hvis omkostningen er at krænke grundlæggende demokratiske principper”. Demokratiets fjender skal altså bekæmpes med ikke-demokratiske midler.

Diskussion om militant demokrati kom til at fylde meget i den europæiske offentlighed efter Anden Verdenskrig. Adolf Hitlers nazist-parti kom jo eksempelvis til magten via et relativt demokratisk valg til den tyske Rigsdag, og Hitlers propagandaminister, Josef Goebbels, udtalte gentagende gange, at ”det vil altid være én af demokratiets bedste vittigheder, at det frivilligt giver dets dødelige modstander midlerne til at undergrave det”.

Det militante demokrati skulle kort sagt gøre det umuligt for en radikaliseret del af befolkningen at omstyrte demokratiet via demokratiets egne institutioner. Efterkrigstidens politiske orden, særligt i Tyskland, men også i EU og generelt i de europæiske lande, endte i stor udstrækning med at blive bygget på denne idé om militant demokrati. For at modstå endnu en totalitær magtovertagelse via demokratiske kanaler blev spærregrænser i mange europæiske demokratiet hævet, parlamenters magt indskrænket, stærke forfatningsdomstole blev etableret, ekstreme partier forbudt ved lov, og politisk beslutningskompetence blev flyttet væk fra folkevalgte organer til ekspertnetværk, regeringsudnævnte bureaukrater og til overnationale institutioner.

Det kan diskuteres, i hvilken udstrækning denne nye, militante redefinering af demokratiet i Europa efter 1945 – af den kendte populismeforsker Jan-Werner Müller kaldet ’disciplineret demokrati’ – var en afvisning af selve idéen om folkesuverænitet, eller hvorvidt de militante forstærkninger af det konstitutionelle og juridiske apparat blot var nødvendige forsvarsmekanismer imod fascismen.

Virker det militante demokrati?

De nye regler for gruppedannelse i EU-parlamentet er som taget ud af den militant demokratiske værktøjskasse, idet en politisk modstander med ekstreme holdninger, eller i hvert fald med holdninger, der potentielt grundlæggende kan transformere EU, stækkes retligt via regulativer og bestemmelser snarere end gennem en åben politisk kamp med argumenter og mobilisering. Enhver ny folkelig bevægelse kan med de nye regler stækkes i EU-Parlamentet, idet grupperne danner det egentlige grundlag for parlamentets virke, og gruppedannelsen er nu underlagt et krav om intern politisk enighed – et krav som parlamentets flertal i visse tilfælde skal vurdere. Spørgsmålet er imidlertid om militant demokrati virker, og om det er normativt ønskværdigt. I begge tilfælde kan det militante demokratis effektivitet og normative ønskværdig diskuteres, idet det som minimum er nødvendigt at problematisere militant demokrati som demokratisk forsvarsmekanisme og nuancere det politiske potentiale.

For det første kan der argumenteres for, at den militante strategi i nogle tilfælde er et ineffektivt middel til at bekæmpe ekstreme politiske modstandere. Mange populismeforskere, herunder Jan-Werner Müller, som måske er den bedst kendte i offentligheden, argumenterer for, at højrepopulister opnår deres politiske succes ved retorisk at skabe en skillelinje mellem folket og eliten. Folket fremstilles oftest som uskyldigt, ordenligt og fædrelandskærligt, hvorimod eliten fremstilles som korrupt, egoistisk og ligeglad med den jævne befolknings bekymringer og interesser.

Denne retorik bruges af højrepopulister verden over og ses blandt andet også hos Dansk Folkeparti, hos franske Marine Le Pen, engelske Nigel Farage og amerikanske Donald Trump.

Ved at stække eller forbyde visse grupper i EU-Parlamentet, kan der argumenteres for, at man giver højrepopulistiske partier et vægtigt argument over for utilfredse vælgere, idet de kan hævde, at den pro-europæiske elite ikke lytter til almindelige menneskers holdninger og bekymringer. At designe ’neutrale’ procedurer således, at de specifikt rammer højrepopulister, særligt i et valgår, vil formentligt kun forstærke deres evne til at mobilisere vælgere på ’folket-contra-eliten’-retorikken.

For det andet kan den militante demokratiske strategi til dels opfattes som elitær, ekskluderende og arbitrær og således ikke en normativt ønskværdig og demokratisk farbar strategi til at bekæmpe politiske modstander. Den baserer sig på en elitær opfattelse af politik, idet det er eliternes ansvar – snarere end borgernes – at beskytte (deres opfattelse af) demokratiet imod dets modstandere; den er ekskluderende, idet den ønsker at begrænse den pluralisme, opposition og konflikt, der også er grundlæggende for levende demokratisk kultur; og den er arbitrær, idet strategien baserer sig på en eksistentiel beslutning om hvem den politiske fjende er, der hypotetisk kan udvides til et utal af potentielle, kommende fjender. Demokratiets grundlæggende værdier – frihed og lighed – kan dårligt forsvares med dominans og hierarki. Loewenstein var fuldstændig klar over dette, og var ikke bange for at kalde den militante forvandling af demokratiet for dets sande navn: autoritært demokrati.

Et autoritært demokrati kan meget vel opfattes som begrebslig selvmodsigelse, ligesom en ændring i gruppedannelsesreglerne i Europa-Parlamentet, der besværliggør visse MEP’eres mulighed for at udøve deres demokratiske valgt mandat, kan opfattes som en, hvis ikke decideret udemokratisk, så i hvert fald problematisk måde at forholde sig til og bekæmpe politiske modstandere på.

Således afspejler diskussionen om gruppeetableringsreglerne i Europa-Parlamentet den generelle og principielle debat om højrepopulismens natur og politiske konsekvenser i både forskningen og den offentlige debat.

Hvorvidt populismen opfattes som en grundlæggende trussel imod det liberale demokratis fundamentale værdier, eller hvorvidt den forstås som en kærkommen påmindelse om visse strukturelle uligheder og underprioriterede politiske spørgsmål, er ofte afgørende for, hvorledes populistiske partier og bevægelser konfronteres. Skal populister mødes med retlige tiltag, der besværlig- eller umuliggør deres manøvrerum, idet de udgør en trussel imod demokratiske værdier, eller skal højrepopulismen mødes i åben politisk kamp og med gode argumenter?

Med det nært forestående folketingsvalg i juni 2019 har vi i Danmark fået vores egen variant af dette spørgsmål med Stram Kurs og Rasmus Paludans opstilling til folketingsvalget. En ting er sikkert; hvorledes etablerede politiske aktører ønsker at møde deres ekstreme politiske modstandere er en god indikator på deres egen forståelse af demokrati.

Benjamin Ask Popp-Madsen er Postdoc ved Uppsala Universitet og gæsteforsker på DIIS ved forskningsprojektet ’World of the Right’